Betænkning kommissionen af 29. marts 1952 Statens ...

Ungernes effektivitet også over for disse
tilfælde kan forbedres. De øvrige pladser
i denne gruppe er belagt med patienter,
hvis sygdom er af godartet karakter, og
hos hvem shockbehandlingerne virker
forkortende på de enkelte anfald; medens
man før shockbehandlingerne kunne
regne med, at anfaldene hos disse patienter
gennemsnitlig varede ca. V2 år,
er varigheden nu presset ned til 2—3
måneder, og det forekommer sandsynligt,
at den stadig fremadskridende forbedring
af behandlingstekniken vil fortsættes,
således at man kan regne med yderligere
afkortning af disse patienters hospitalsophold.
På den anden side drejer det sig
netop om en sygdom, som tidligere havde
en betydelig dødelighed, ikke mindst gennem
selvmord; behandlingens effektivisering
vil derfor også give sig det udslag,
at patienterne gennemsnitlig vil leve længere
og derfor også vil opleve flere anfald,
hvorfor de i mange tilfælde kommer
til at beslaglægge hospitalssenge i længere
tid, end de uden behandling ville
have gjort.
Endelig skal nævnes, at generne ved
shockbehandlingerne, skønt stærkt reducerede,
dog endnu er af et sådant omfang,
at man nødigt anvender dem over
for de lettere tilfælde, specielt de tilfælde,
der er så lette, at patienterne til nød kan
klare sig ude i samfundet. Hvis det lykkes
at gøre behandlingerne endnu mere
lempelige, vil det føre til et forøget antal
indlæggelser af sådanne lette tilfælde.
En ret stor gruppe udgøres af de psykogene
psykoser (sindslidelser fremkaldt
af sja>lelige shock og konfliktsituationer).
Disse sygdomme er i sig selv praktisk
talt altid helbredelige, men behandling
kan undertiden påskynde forløbet og
formindske faren for tilbagefald. Der
kan ikke ses bort fra den mulighed, at
forbedret mentalhygiejne og specielt lettere
adgang til ambulant psykiatrisk
hjælp på tidlige stadier af sygdommen
kan bevirke en nedsættelse af behovet for
psykiatriske pladser til disse patienter.
40
Neuroserne udgør med de håbløse
pladsforhold, der for tiden råder på hospitalerne,
en kvantitativt betydningsløs
gruppe. Hvis pladsforholdene bedres, vil
der komme en betydelig tilvækst af neurotikere.
Hvad psykopatierne angår, da er behandlingsmulighederne
for de hospitaliserede
psykopater, der ofte udgør de
vanskeligste tilfælde, ikke gode. Det drejer
sig her ofte om patienter, der indlægges,
fordi man ikke kan finde nogen anden
anbringelse til dem. Det har været
overvejet at oprette særlige institutioner
for sådanne ikke-kriminelle psykopater,
hvilket ubestrideligt ville føles som en
lettelse for sindssygehospitalerne. Sådanne
specialinstitutioners berettigelse
og levedygtighed må dog være nogen
tvivl underkastet.
De alkoholister, der nu om stunder
indlægges på sindssygehospital, udgør de
sværeste tilfælde, ofte præget af ledsagende
sindssygdom. De lange afvænningskures
tid er efter antabusbehandlingens
indførelse stort set forbi. Selv
om disse patienter hyppigt indlægges, er
liggetiden oftest så kort, at de på sindssygehospitalerne
ikke udgør noget stort
pladsmæssigt problem.
Det samme kan siges om de patienter,
som misbruger narcotica og andre medicamenter.
Dog gælder det her stadig, at
lange afvænningskure næsten altid vil
være tilrådelige; vanskelighederne består
først og fremmest i at få patienterne til
at blive så længe som påkrævet.
De retslige obseruanders antal er ikke
stort. De lægger i høj grad beslag på
lægernes arbejdskraft, men de belægger
ikke mange senge, specielt ikke efter, at
man er gået over til at foretage de fleste
observationer ambulant.
21 mænd og 1 kvinde var dømt til forvaring.
18 af disse patienter var således
prægede af sindssygdom, at de utvivlsomt
hørte hjemme på sindssygeafdeling;
om 3 kunne det diskuteres, om de
ikke snarere burde overføres til psyko-