Betænkning kommissionen af 29. marts 1952 Statens ...

patforvaring; kun i eet tilfælde (kvinden)
var det givet, at sidstnævnte forvaringsform
ville være den rette. — Såfremt
et kriminalasyl havde eksisteret,
ville man til dette have kunnet overføre
sådanne sindssyge lovovertrædere, hos
hvem kriminaliteten var et dominerende
træk i tilstandsbilledet; det drejer sig i
det foreliggende materiale om 6 patienter.
Alt ialt kunne altså godt halvdelen af
de forvarede siges at høre til på et sindssygehospital,
medens resten naturligt
kunne anbringes på institutioner af anden
art.
Et vist antal åndssvage vil altid findes
på sindssygehospitalerne. Det drejer sig
her om patienter, der har kroniske eller
hyppigt tilbagevendende sindslidelser.
Sammenfattende kan siges, at det synes
at fremgå klart, at der for de talstærke
sygdomsgruppers vedkommende
ikke er nogen udsigt til, at behovet for
hospitalspladser vil aftage inden for en
overskuelig fremtid, selv om behandlingernes
effektivitet tiltager i det omfang,
man med rimelighed kan forvente.
Om den største af grupperne, skizofrenien,
der omfatter halvdelen af de indlagte,
kan siges, at disse patienters overdødelighed
stadig er aftagende, og at
gruppen derfor snarere vil tendere imod
at lægge beslag på et stigende antal
pladser; det samme gælder de senile
grupper. De eneste to grupper, for hvilke
man med nogen ret tør formode en nedgang
i pladsbehovet, er paralytikerne og
de psykogene psykoser, men disse udgør
i det foreliggende materiale, der må antages
at være temmelig repræsentativt
for danske sindssygehospitaler, kun 8—9
% af de indlagte. Der er således ingen
grund til at antage, at en formindskelse
af behovet for disse gruppers vedkommende
vil kompensere den forøgelse af
behovet, som kan ventes for de andre
gruppers vedkommende.
6. Se heroin også B. Borup Svendsen: Patientskiftet
på sindssygehospitalet ved Århus 1952,
I denne forbindelse er det rimeligt at
erindre om, at det ikke blot inden for
psykiatrien, men også inden for de fleste
andre medicinske specialer er således,
at forøgelse af behandlingernes effektivitet
først og fremmest viser sig ved, at
en større del af de syge resocialiseres og
revalideres; virkningerne betyder altså
en aflastning for samfundet, derimod
ikke for hospitalerne, der tværtimod ofte
netop får en yderligere belastning, fordi
patienter, der tidligere ikke havde noget
at vinde ved indlæggelse, nu strømmer
til for at underkaste sig de nye behandlinger.
3. Hospitalsmæssige faktorer
Hvad de hospitalsmæssige faktorer angår,
synes det klart, at de fleste af dem
er tilgængelige for et kvalitativt skøn;
men hvorledes de rent kvantitativt vil
udvikle sig, er det meget vanskeligt at
sige noget om.
Med sikkerhed kan man dog eksempelvis,
som omtalt, forudse, at en forbedring
af sindssygehospitalerne med hensyn
til pladsantal, pleje og behandling
vil medføre en øget tilstrømning af patienter.
I samme retning vil det virke,
såfremt man kommer ind på at bygge
mindre hospitaler spredt ud over landet,
således at den gennemsnitlige afstand til
hospitalerne formindskes. Allerede Harald
Selmer viste (1879) ved sin statististiske
analyse af indlæggelser på sindssygehospitalet
ved Århus, at indlæggelsesfrekvensen
var væsentlig større i de
landsdele, som lå nærmere ved hospitalet,
end i de øvrige. Til brug for nærværende
betamkning har man for samme hospital
foretaget en ny beregning, der kan
belyse disse forhold. Resultatet fremgår
af tabel 9, af hvilken det klart ses, at
indlæggelsesfrekvensen er væsentlig større
for Århus og Skanderborg amter end
for Ålborg amt 6 .
Ugeskrift for læger 1954: 116:1050--1053.
41