Betænkning kommissionen af 29. marts 1952 Statens ...

i samme retning. Indenfor perioder, hvor
hospitalsvæsenet er i stærk udvikling, vil
man også naturligt lade ombygningsmulighederne
indgå i sine betragtninger,
og erfaringerne godtgør, at et koncentreret
kompleks som eksempelvis Kommunehospitalet
i København, trods dets
alder, bedre lader sig afpasse efter vekslende
tiders krav end et nyere pavillonhospital
som eksempelvis Rigshospitalet;
ved anvendelsen af moderne byggemetoder,
der betinger en særlig elasticitet i
rumopdelingen, gør dette sig endda gældende
med øget vægt.
Man vil dog let forstå, at de almene
tendenser kun har betinget gyldighed
indenfor sindssygehospitalernes område,
selvom disse hospitaler bevidst lægges på
linie med den generelle standard, og selvom
et intimt samarbejde med det øvrige
hospitalsvæsen tilstræbes.
Forsåvidt angår sindssygehospitalernes
behandlingscentre — lægelokaler, terapirum,
laboratorier og akute afdelinger —
gør særlige hensyn sig dog næppe gældende.
De opgaver, der her skal løses,
indtager ikke på væsentlige punkter nogen
særstilling, og indlæggelsestiden vil
heller ikke her være af en sådan længde,
at patienterne har behov for særlige rekreationsmuligheder.
For de øvrige afdelingers
vedkommende må et pavillonsystem
derimod fremtræde som anbefalelsesværdigt.
Her viser erfaringerne fra
de gamle sindssygehospitaler, at patienterne
kun, hvor der er direkte adgang til
haveanlægene, har virkeligt udbytte af
disse. Endvidere bevirker såvel sygdommenes
art som hospitaliseringens varighed,
at de ydre omgivelser har deres
ganske særlige betydning for de psykiatriske
patienters velbefindende, og det
kan ikke bestrides, at en høj bebyggelse
vil kunne virke mere kold og institutionspræget
end den pavillonmæssige udformning.
Endelig giver den spredte bebyggelsesform
også bedre muligheder for opdelingen
i patientgrupper, således at patienter
med lettere sindslidelser ikke
kommer i en altfor direkte kontakt med
de mere kroniske tilfælde.
Ved sammenkædning af bygningerne
har man imidlertid søgt at undgå de
ulemper, hvormed et egentligt pavillonbyggeri
erfaringsmæssigt er behæftet;
man har endvidere kombineret bygningerne
på en sådan måde, at der kan etableres
hensigtsmæssige vagtordninger, fælles
for flere afdelinger.
Det skal yderligere nævnes, at man har
lagt afgørende vægt på, at der blev tilstrækkeligt
med 1- og 2-sengsstuer, og at
4-sengsstuer er betragtede som absolut
maximum. Erfaringerne fra de store sovestuer
på de gamle hospitaler er overordentlig
skræmmende, og man har måttet
tage konsekvenserne heraf, uanset at
de andre afdelingstyper naturligvis er
relativt bekostelige i såvel anlæg som
drift.
Man anser det for vigtigt, at garderobeforholdene
bliver bedre på de kommende
hospitaler end på de nuværende. Patienternes
beklædning spiller en stor rolle
for deres velbefindende og iøvrigt også
for hospitalernes omdømme. I de senere
år er der her sket store fremskridt i retning
af mere individualiseret og mindre
hospitalspræget påklædning. Imidlertid
bør patienterne i det omfang, hvori det er
praktisk muligt, have videre adgang til
at benytte egne klæder; indsnævrede
garderobeforhold stiller sig hindrende i
vejen herfor. Det er også vigtigt, at patienterne
i deres sengeborde og eventuelt
tillige andetsteds har tilstrækkelig mulighed
for at opbevare personlige ejendele.
Under mere langvarige hospitalsophold
vil der være et betydeligt behov
herfor; ikke mindst gælder dette genstande
med særlig affektionsværdi såsom
breve og billeder.
Blandt betænkningens bilag er optaget
planer, karakteristiske for de enkelte
institutionstyper. Hospitalet i Glostrup
(arkitekt C.F. Møller, Århus) kan ses
som typen på et psykiatrisk hospital i
tilknytning til et centralsygehus for so-
Ti?