Betænkning kommissionen af 29. marts 1952 Statens ...

ændret karakter, ganske særligt dog inden
for de sidste to årtier. Indtil da bestod
psykiaternes opgaver først og fremmest
i gennem grundige psykologiske og
ret enkle legemlige undersøgelser at nå
frem til en diagnose og til angivelse af
en behandling, hvis vigtigste led som
regel var milieu- og beskæftigelsesterapi;
en nøje overvågelse af hele hospitalsmilieuet
var derfor af afgørende betydning;
hertil kom en del retspsykiatriske
opgaver, udstedelse af erklæringer etc.
Tillige fungerede psykiaterne som »huslæger«
for patienterne med hensyn til
deres legemlige helbred.
Det er værd at erindre, at ingen af de
her anførte arbejdsområder er blevet
indskrænkede gennem den sidste snes
år, hvor så mange nye og principielt
anderledesartede opgaver er kommet til.
Den lægelige arbejdsbyrdes tiltagen fremgår
formentlig tilstrækkelig klart heraf.
Merbelastningen har særlig ramt de ansvarlige
overlæger, og en formindskelse
af disses arbejdsområder har derfor også
i de senere år været erkendt som en
nødvendighed.
Man har søgt at danne sig et overblik
over, hvorledes en psykiatrisk lægestab
helst bør være opbygget. Udgangspunktet
må her være et skøn over den »ideale«
(indtil videre opnåelige) størrelse af en
psykiatrisk hospitalsenhed. Der har
blandt kommissionens psykiatriske sagkyndige
været enighed om, at en sådan
bør omfatte 300 å 350 pladser på hospital,
ca. 50 på plejehjem og ca. 50 i familiepleje.
Fra anden side har det været fremhævet,
at mindre enheder måtte være
ønskelige, og det har været anført, at
man indenfor de øvrige lægevidenskabelige
discipliner for tiden tilstræber at
reducere afdelingernes sengetal, således
at hver overlæge kun får ansvaret for
højst 100 patienter. Heroverfor har den
psykiatriske sagkundskab anført, at differentieringen
i de forskellige afdelingstyper
gør det ønskeligt, at man har en
større hospitalsenhed som udgangspunkt,
hvilket også økonomiske betragtninger
må tilsige; behandlingens intensivering
må sikres derved, at det fornødne antal
læger knyttes dertil. Kommissionen har
herefter ment at måtte tilslutte sig disse
synspunkter, i hvert fald med henblik
på den nærmeste fremtid. Det skal tilføjes,
at størrelsen af psykiatriske afdelinger
på centralsygehuse naturligvis,
uafhængig heraf, må fastlægges efter det
lokale behov og de forhåndenværende
muligheder.
Hvad overlægerne angår, da har erkendelsen
af disses overbelastning i de sidste
år medført forskellige foranstaltninger,
at hvilke først og fremmest skal
nævnes delingen af de fem store hospitaler
(Nykøbing Sj., Viborg, Middelfart,
Vordingborg og Århus) i to overlægeafsnit.
På de tre førstnævnte hospitaler,
hvor den nødvendige udvidelse af lægelokalerne
har ladet sig gennemføre, har
resultatet af delingen i det væsentlige
svaret til forventningerne; i Vordingborg
og Århus, hvor de fornødne bygningsmæssige
ændringer endnu ikke har
ladet sig etablere, har nyordningen ikke
kunnet få en tilsvarende effektivitet. Også
den i 1953 instituerede formelle adskillelse
af den lægelige og den økonomiske
ledelse af hospitalerne havde en aflastning
af overlægerne som et af sine formål;
den praktiske betydning heraf var
dog i så henseende begrænset, da adskillelsen
rent faktisk allerede gennem længere
tid i det væsentlige havde været en
realitet.
Blandt de faktorer, der har medvirket
til at øge overlægernes arbejdsbyrder,
skal følgende nævnes: a) Patientantallets
og — især — indlæggelsestallets vækst;
selv om der gennemføres en rationel
arbejdsdeling, vil overlægen aldrig kunne
fritages for ansvaret for behandlingen
af hver enkelt patient; efter dansk
tradition venter såvel patienterne selv
som deres pårørende, at overlægen personligt
tager stilling til alle tilfælde,
b) Den rapide udvikling af den ambu-
;>;)