Betænkning kommissionen af 29. marts 1952 Statens ...

Angående personalets størrelse og
sammensætning skal bemærkes, at neurosestationsudvalget,
som det vil ses af
udvalgets betænkning, regner med en
lægestab på 6 læger (1 o verlange, 1 afdelingslæge,
2 reservelæger og 2 lægekandidater)
; som øvrigt personale regner man
med 2 psykologer, 2 afspændingsterapeuter
(fysioterapeuter), 2 sygeplejersker,
3 socialrådgivere og 3 sekretærer.
Kommissionen skal imidlertid pege på
den mulighed, at forsøget, eventuelt med
en forlænget forsøgsperiode, eventuelt
kunne søges gennemført med en i forhold
til udvalgets forslag reduceret personalestab,
hvortil stationens landområde
i så fald måtte afpasses. Noget konkret
forslag herom har man ikke på det nu
foreliggende grundlag ment at burde
fremsætte.
Kommissionen går udfra de anførte
betragtninger ind for forsøgsvis etablering
af en neurosestation med tilknytning
til statens sindssygevæsen.
3. Efterforsorg
Efterforsorgen for psykiatriske patienter
omfatter, taget i videre forstand, såvel
den psykiatriske efterbehandling som
den sociale revalidering. Grænsen mellem
disse forsorgs- og behandlingsformer er
ingenlunde skarp og bør heller ikke være
det. De medicinske og de sociale synspunkter
må ses som led i et større hele.
Den lægelige konsolidering af de på hospitalet
indvundne behandlingsresultater
vil uvilkårligt medvirke til genoprettelse
af patientens sociale status, og de bestræbelser,
der direkte sættes ind på det
sociale felt, vil på tilsvarende måde
komme lægebehandlingen til gode.
Ejheller vil hospitalsbehandlingen og
efterforsorgen kunne opstilles som adskilte
faktorer. Efterforsorgen må nødvendigvis
forberedes under selve behandlingen,
og den må videreføres under fortsat
medvirken af dem, der har taget del
i denne, og som herved har fået føling
med patientens problemer og deres be-
tydning for hans psykiske helbredstilstand.
Hertil kommer, at rationel efterforsorg
vil kunne afkorte varigheden af
den egentlige hospitalsbehandling, og
selvom kommissionen fortrinsvis har
skullet tage stilling til de hospitalsmæssige
anliggender, har den derfor også af
denne grund haft en naturlig opfordring
til samtidig at beskæftige sig med de herhenhørende
problemer.
Den lægelige efterbehandling udøves,
stort set, af de praktiserende læger, men
indgår også som led i hospitalernes ambulante
behandlingssystem, udformet i
de psykiatriske konsultationer. Yderligere
bema^rkninger herom finder man
derfor ikke anledning til at fremsætte.
Den sociale revalidering frem byd er derimod
særlige problemer, som man ikke i
anden sammenhæng har taget stilling til,
og de spørgsmål, der her melder sig, er
af den allerstørste betydning for sindssygebehandlingen
i dens helhed.
De udskrevne patienters sociale problemer
er dels af forbigående, dels af
la^ngerevarende karakter.
De forbigående vanskeligheder vil være
af økonomisk, delvis også af boligmæssig
beskaffenhed. Også for patienter, der
iøvrigt er i stand til at klare sig i tilværelsen,
kan sådanne vanskeligheder opstå,
idet hospitalsindlæggelsen, hvis den
ikke er ganske kortvarig, vil kunne gribe
ind i patientens beskæftigelses- og boligforhold.
Til afhjælpning af sådanne vanskeligheder
er det i forsorgslovens § 253 foreskrevet,
at det sociale udvalg i patientens
opholdskommune efter udskrivningen
fra sindssygehospitalet skal være berettiget
til i trangstilfælde efter vedkommende
overlæges indstilling at understøtte
patienten med familie i indtil 3
måneder, såfremt det kan antages, at
sådan understøttelse er af væsentlig betydning
for hans tilbagevenden til arbejde
eller for at undgå, at økonomiske
bekymringer virker nedbrydende på hans
genvundne helbred.
105