Betænkning kommissionen af 29. marts 1952 Statens ...

Det lille udsnit af psykopaterne, der
tilbringer væsentlig tid på hospitalerne,
er — forståeligt nok — et klientel, som
volder ganske betydelige vanskeligheder.
Til trods for, at de kun belægger få procent
af sengepladserne, er det en kendt
sag, at adskillige afdelingers daglige liv
ofte i perioder kan være helt prasget af
psykopaternes tilstedeværelse. De vil
jævnligt være de vanskeligste og mest
udisciplinerede patienter, og det forhold,
at de ikke er i egentlig forstand
sindssyge, er kun en yderligere komplikation,
fordi de langt mere målbevidst
end de fleste sindssyge kan optage konspirerende
og chikanerende virksomhed.
Af disse grunde har der vasret en betydelig
tendens til at afkorte sådanne
patienters ophold så meget som muligt.
Når det ikke altid lykkes, skyldes det
dels, at nogle af psykopaterne er så farlige,
at de må tilbageholdes, dels at visse
af dem foretrækker hospitalstilværelsen
frem for den mere ansvarsfulde tilværelse
i det frie liv og derfor gør alt for at undgå
udskrivning.
De fleste steder placerer man psykopaterne
efter »fortyndingsprincippet«,
d. v. s., at man så vidt muligt kun anbringer
een psykopat på hver afdeling;
den særstilling, de herved kommer til at
indtage, sammenlignet med de andre patienter,
kan ofte bringe dem en vis tilfredsstillelse
og kan, i hvert fald i perioder,
pacificere dem. Her og der har man
undtagelsesvis prøvet at samle psykopaterne
på en enkelt afdeling, men dette
har frembudt vanskeligheder, dels på
grund af voldsomme stridigheder blandt
patienterne, dels fordi et sådant klientel
bliver alt for krævende for personalet.
Da disse vanskelige psykopater ofte på
en betænkelig måde modvirker den almindelige
behandlingsmæssige atmosfære,
og da deres tilstedeværelse således
kan komme medpatienterne til skade, har
10. Der henvises til det som bilag optagne
statistiske materiale vedrørende psykopatiernes
det været overvejet at oprette særlige
institutioner, der specielt skulle tage sig
af psykopaterne. Denne tanke må imidlertid
afvises som ganske utopisk. Et
sådant udvalg af karakterologisk meget
vanskelige mennesker er under alle omstændigheder
svært at behandle, og helt
umuligt vil det være, når det drejer sig
om ikke-kriminelle personer, på hvem
man ikke har noget juridisk hold. At
det sikkert ville vise sig praktisk umuligt
at skaffe det fornødne personale til sådanne
institutioner nævnes blot for en
fuldstændigheds skyld.
Man må derfor utvivlsomt regne med,
at psykopaterne fortsat skal behandles
på de psykiatriske hospitaler. Dette er
lægeligt set også det naturligste. Dels er
der mange psykopater, som i perioder
befinder sig i tilstande, der må sidestilles
med egentlig sindssygdom, dels er
mange af dem lidende af neuroser eller
andre sygelige mekanismer, der er mere
eller mindre tilgængelige for lægelig behandling,
hvad enten dette nu sker i
form af psykoterapi, medikamentel behandling
eller hjerneoperation (lobotomi).
Hertil kommer, at også de psykopater,
hvis tilstand må betragtes som
utilgængelig for egentlig behandling, ofte
vil kunne have gavn af et hospitalsophold
under den forudsætning, at dette
kan blive indledningen til en resocialiseringsproces.
Ikke få psykopater viser
sig at kunne opnå en vis grad af social
tilpasning, såfremt de anbringes under
sådanne ydre forhold, især i arbejdsmæssig
henseende, som er bedst forenelige
med deres psykiske egenart. En udbygning
af hospitalernes beskæftigelsesmuligheder
og deres efterforsorg vil bevirke,
at deres kontakt med psykopater
for begge parter vil kunne forme sig
mere udbytterigt, end det hidtil har været
tilfældet 10 .
betydning for sindssjgehospitalerne.
89