seksuelle overgreb mod børn og unge - Statens Institut for ...

ler viden om overgreb. Barnet kan let få den opfattelse, at forældrene synes,
det selv har været skyld i overgrebet. Det er ikke sjældent iagttaget
ved såkaldte kontaktvoldtægter – hvor en stor pige er blevet voldtaget af en
bekendt og på forhånd selv oplever sig skyldig.
Afvisning af barnet eller barnets angst for afvisning kan være et ledsagetraume
i forbindelse med seksuelt overgreb. Barnet har brug for tilkendegivelse
af at være o.k., at de voksne kan rumme overgrebet. Barnet
kan blive grænsesøgende i en periode for at sikre sig, at den trygge voksenfavn
holder, og for at afprøve, om forældrene fortsat kærer sig om det.
Nogle børn møder ikke denne forsikring og ønsker efterfølgende, at de aldrig
havde fortalt om overgrebet. Afsløringen har fra deres synsvinkel gjort
mere skade end gavn. Det, de frygtede og forudså før afsløringen, er sket.
Forældrefokuseret behandling
Som forælder er man – heldigvis kan man sige – ikke forberedt på at
komme til at stå i en situation, hvor ens barn har været udsat for et seksuelt
overgreb, eller hvor man har fået mistanke og bekymring for, at noget
sådant er hændt.
Som forældre er man derfor ofte uvidende om, hvor man skal henvende
sig, og hvem der kan hjælpe. Skal det seksuelle overgreb politianmeldes?
Hvad sker der, når og hvis vi anmelder? Skal barnet have behandling
såvel fysisk som psykisk? Vil undersøgelse af barnet være endnu et overgreb?
Hvem kan jeg som voksen tale med? Hvad betyder det, at der underrettes
til de sociale myndigheder? Risikerer jeg fjernelse af mit barn? Dette
er blot eksempler på nogle af de spørgsmål, der rejser sig umiddelbart efter,
man har fået kendskab til eller mistanke om, at ens barn har været udsat
et seksuelt overgreb.
Forældrene beskriver indledningsvis ofte en overvældende forladtheds-
og ensomhedsfølelse. Seksuelt overgreb i ens familie ikke er noget,
man taler med andre om. Hvis man har fortalt det til dem, man plejer at søge
hjælp hos i svære situationer eller har henvendt sig til hjælpesystemet,
har man måske følt sig ilde tilpas, fordi man har mødt reaktioner som
væmmelse, panik, afmagt og sågar mistænkeliggørelse, fordi dem, man har
betroet sig til, ikke har kunnet rumme det, man har søgt hjælp til. De måder,
man plejer at handle på, virker altså ikke.
116