seksuelle overgreb mod børn og unge - Statens Institut for ...

I andre sager har vi desuden vurderet, at det ikke var hensigtsmæssigt
for barnet, at vi fastholdt tanken om et konfronterende møde, da forholdet/samarbejdet
mellem forældrene har været så modsætningsfyldt og problematisk,
at mødet ville forstærke den loyalitetskonflikt, som barnet i forvejen
befinder sig i.
Endelig er der en del sager, hvor barnet trækker sine udtalelser tilbage
på grund af konsekvenserne af afsløringen og frygt for at miste kontakten
til krænkeren.
Forudsætninger for et vellykket konfronterende møde
Erfaringen viser også, at for at afholdelsen af et konfronterende møde skal
have en effekt, skal visse forudsætninger være til stede.
Overgrebet skal være bekræftet af barnet, som skal have udtalt sig
konkret om overgrebet og det traumatiserende ved dette.
Ligeledes skal krænkeren, uanset om denne er barn eller voksen, i et
vist omfang erkende eller genkende de oplevelser, barnet har berettet om,
og nå til en accept af, at denne har påført barnet et traume.
I praksis kan det måske undre, at krænkeren overhovedet kommer
med sådanne indrømmelser. Motivationen for at indrømme overgrebet er
ofte, at krænkeren selv har et ønske om og interesse i at bevare en eller anden
form for relation til barnet i fremtiden.
Betragtninger over erfaringerne med det konfronterende
møde
Erfaringerne fra Sct. Stefans Rådgivningscenter bekræfter, at det er meget
vanskeligt at tale om overgreb i en familie, og at seksuelle overgreb i sagens
natur er omgærdet af stor hemmeligheds- og uvirkelighedsfølelse,
som påvirker såvel familien som behandlerne. Der vil derfor ofte være
store vanskeligheder med at kommunikere i familien.
Sagerne er samtidig karakteriseret ved, at det krænkede barns omsorgspersoner
oftest har et stort behov for at finde »sandheden« og placere
skyld og ansvar. Sort/hvide-positioneringer ses derfor ofte hos såvel familierne
som hos behandlerne i form af diagnoselignende beskrivelser som
offer og krænker, skyldig og uskyldig, god og ond.
158