seksuelle overgreb mod børn og unge - Statens Institut for ...

med graviditet herunder fødselsdepressioner og –psykoser (Kirkeengen
2005).
Reaktiveringen af traumet er en proces, der i sig selv ikke har noget at
gøre med, om traumet er glemt, huskes delvist eller fordrejet eller om det
tilsyneladende huskes helt klart. Traumet udgør en sårbarhed, der kan gøre
sig gældende i en given situation. Det kan for eksempel være sygdom,
vold, stress eller personlige kriser som følge af skilsmisse og arbejdsløshed,
der får nogle uventede følger af traumet til at bryde frem (Lyager og
Lyager 2005). Krænkerens død kan også være en begivenhed, der river op i
gamle sår, og som ledsages af ambivalente følelser af sorg, lettelse, vrede
og måske frustration over, at der aldrig vil blive mulighed for at konfrontere
krænkeren.
Generindring kan komme gradvist i form af forstyrrende og usammenhængende
flashbacks, som måske med tiden føjer sig sammen til en
egentlig genoplevelse af overgrebet og af de følelser, der fulgte med. Mindet
medfører en ændring i den måde, den seksuelt misbrugte forstår sig
selv, sin fortid og sine omgivelser på (Vea 2001). Det kan være forbundet
med stort ubehag, men kan også være begyndelsen til en udvikling mod et
bedre liv. Der har gennem en række år pågået en diskussion omkring genfundne
erindringer. Baggrunden er tilfælde, hvor blandt andet behandlere
har forført patienter eller deres pårørende til at tro, at patienten har været
udsat for overgreb, uden at det har været tilfældet.
Mennesker reagerer ikke ens på traumatiske oplevelser. Vi er født forskellige,
og nogle er på grund af deres miljø bedre psykisk og socialt udrustet
til at klare store vanskeligheder. Denne modstandsdygtighed, som også
kaldes resiliens, bliver fremmet af visse faktorer (Borge 2004):
• Aktivitet frem for passivitet åbner for oplevelser, der kan styrke selvværdet.
• Realistiske motiver og opfattelser frem for fantasier bidrager til, at den
seksuelt misbrugte kan tilpasse sig og handle konstruktivt i forhold til
den sociale situation, vedkommende befinder sig i.
• Normalisering af adfærd under unormale forhold – bevaring af et netværk,
fortsætte almindelige daglige aktiviteter mv.
• Ansvar frem for hjælpeløshed.
169