social - Dansk Center for Byhistorie

Økonom Jens Rasmussen ledede Forsørgelsesanstalten
først på Svietorv, senere
på Overmarksgården indtil 1925.
anbragt på Forsørgelsesanstalten, måtte man i flere tilfælde akceptere,
at de bagefter undslap over muren - der var simpelthen ikke plads
til dem derinde. I henhold til sundhedsbestemmelserne måtte der
være 34 fattiglemmer, men oftest var der langt flere.
De trange pladsforhold betød også, at de mange arbejdsføre mennesker
på anstalten ikke kunne beskæftiges, og det var nok så vigtigt
for Knud Hansen, at de kunne få anvist et fornuftigt arbejde, der
gjorde dem egnede til at tilpasse sig samfundet uden for og dermed
komme ud af deres trangssituation.
Den nye forsørgelsesanstalt blev tegnet af arkitekt Svend Theisen
og placeret på en højtliggende grund tæt ved Gøhlmanns Mølle.
Den var opdelt i tre pavilloner, en økonomibygning, der også indeholdt
en lejlighed til 6 kvinder, en bygning indeholdende pleje- og
sygeafdeling med plads til 18 beboere og en bygning indeholdende
en arbejdsafdeling med plads til 33 mænd. Bygningen blev af mange
fremhævet som værende den flotteste forsørgelsesanstalt i hele
Danmark, men økonom Jens Rasmussen havde en anden mening.
Han sagde ved rejsegildet i 1916 : “Udvalget var forbandet nødt til at
bygge. Her er ikke tale om noget “slot”. Der er efter min mening
knebet for meget. Gid min mening må blive gjort til skamme”.
Den 30. marts 1917 præsenterede Fattigudvalget den nye forsørgelses-
og arbejdsanstalt for Byrådet og pressen. Kolding Folkeblad
præsenterede “Fattigpalæet” på denne måde:
“Først beså man tvangsanstalten med de hårde senge og jernstængerne
for vinduerne, derpå beundredes afdelingen for de gamle
og syge med de fine fjedermadrasser, eneværelserne med ringeapparat
over sengen, badeværelserne, w.c.’erne, forsamlingsstue og økonomens
hyggelige lejlighed - og til allersidst den pragtfulde udsigt
over byen og fjorden. Der var alt, hvad 55 beboere kan forlange for
120.000 kr.”
Badeværelser og w.c.’er var langt fra almindeligt i Kolding eller
andre danske købstæder i 1917, og det faldt nogle borgere for
brystet, at de fattige fik det før så mange andre, der selv tjente til
livets ophold. De, der nød godt af anbringelse på forsørgelsesafdelingen,
var gamle plejekrævende mennesker, som ikke kunne
komme på De Gamles Hjem, fordi de tidligere havde modtaget fattighjælp,
syge i alle aldre, der ikke havde sikret sig ved medlemskab
af en sygekasse, og kvinder med børn, hvis forsørger var død eller
rejst bort.
På arbejdsafdelingen var under mindre luksuriøse forhold plads til
arbejdsføre mænd og kvinder, der enten var alkoholikere eller dømt
til tvangsarbejde. Man kunne idømmes straf i form af tvangsarbejde,
hvis man havde drevet løsgængeri og betleri eller øvet vold mod
sagesløs person. Fattigudvalget og politimesteren kunne også
idømme tvangsarbejde, hvis den pågældende havde udvist trodsighed
mod foresatte, havde været uvillig til at arbejde eller var bortgået
fra arbejdsanstalten. Anstaltens bestyrelse kunne med politimesterens
billigelse for grovere uorden idømme lemmerne cellestraf i op
til 2 måneder. Cellen kan stadig ses på Overmarksgården.
Arbejdet på Overmarksgården, som forsørgelsesanstalten blev
kaldt efter 1918, bestod fra starten i at få anlagt den store have, der lå
mod syd. Den senere bestyrer, Jul. F. Kjeldsen, fortæller, at det i
begyndelsen var svært at få beboerne til at arbejde, for på den gamle
fattiggård havde de kun været vant til at sidde stille og pille bønner.
Nu var det meningen, at de skulle arbejde, så de fik muskler og
kunne klare sig ude i samfundet.
41