social - Dansk Center for Byhistorie

Man havde dengang den skik, at Fattigudvalget holdt møde hver
mandag aften kl. 19, og der kunne klienterne komme og selv fremføre
deres ønsker. Det foregik på den måde, at klientellet samledes ude
i gangen, og fattigvæsenets undersøgere lukkede dem så ind en ad
gangen, og så fik de lov at fremføre deres ønsker for Fattigudvalget.
Det kunne dreje sig om et nyt sæt tøj til en knægt, der skulle konfirmeres,
eller det kunne dreje sig om hjælp til at få en stålvask i orden.
Det kan jo ikke nægtes, at de, der forstod at fremstille deres sager
bedst, hentede mest hjælp, mens de, der var stille og mere beskedne
og havde svært ved at formulere sig, fik mindre eller ingenting. Det
var et underligt marked, kan man godt sige, der blev holdt der hver
mandag aften. Der blev bevilliget 1 krone til sæbe, og der blev bevilliget
et sæt tøj til en konfirmand. Men i så fald kun efter en nærmere
undersøgelse i hjemmet, hvor undersøgeren gik ud og kiggede i klædeskabet
for at se, om der skulle være noget, sådan at det ikke var
nødvendigt, at de fik så meget, som de ønskede. Og der blev også
ved disse fattigudvalgsmøder, hvor folk mødte personligt frem, ofte
bevilliget kontante beløb. Men det var småpenge. 5 - 10 kr. Det var
som regel højden for, hvad der blev udbetalt”.
Bogholder H. Nagel fratrådte den 1. december 1927 efter 31 års
tjeneste på grund af alder og efter ansøgning sin stilling som leder af
fattigvæsenet. Assistent C. Jensen blev konstitueret i stillingen og fastansat
i september 1928, efter at man havde overvejet en sammenlægning
af administrationen af forsørgelsesvæsen, aldersrente og Hjælpekasse.
I 1921 vedtog Rigsdagen en invalideforsikringslov, der betød, at en
person, der havde været medlem af en statsanerkendt sygekasse i et
år og havde en lægeerklæring om, at vedkommendes arbejdsindsats
var nedsat med 1/3, kunne få en invaliderente på 800 kr. Kommunen
kunne få 1/2 statsrefusion.
Arbejdsløshedsforanstaltninger
Fra 1922 fik Hjælpekassen mulighed for at udbetale understøttelse til
arbejdsløse “som Hjælpekassen skønner bør hjælpes uden at henvises
til fattigvæsenet”, og Byrådet stillede 10.000 kr. til rådighed.
Efter er par år, hvor arbejdsløsheden var faldende, forværredes
situationen igen i 1925, og i maj 1927 var der 1200-1300 arbejdsløse i
Kolding. Det faldt sammen med, at loven om ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse
ophørte. Hjælpekassen havde da kun mulighed
for at hjælpe de arbejdsløse med kassens ordinære midler.
Der var imidlertid i Byrådet enighed om, at man ville forhindre, at
flere kom under det egentlige fattigvæsen, så det besluttedes at fortsætte
ordningen efter loven om ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse
- men nu uden statstilskud.
Byrådet besluttede også at igangsætte såkaldte nødhjælpsarbejder,
der kunne beskæftige nogle af de arbejdsløse, i et samarbejde med
Hjælpekassen, så man undgik, at de kom på fattighjælp. Der blev
foretaget planering af den såkaldte Borgmesterjord syd for Agtrupvej,
der blev gravet en vej gennem Riis Toft fra Kristkirken til Stejlbjergvej,
og der blev iværksat slåning af skærver. Arbejdet blev rationeret
på den måde, at ugifte kunne få to dages arbejde ugentligt,
barnløse gifte og gifte med 1 barn 3 dage, gifte med 2-4 børn 4 dage
og gifte med over 4 børn 5 dage ugentligt. Daglønnen var 7 kr. for en
arbejdsdag på 7 timer. Arbejdet forbeholdtes dem, der havde boet i
byen i mere end et halvt år.
45