social - Dansk Center for Byhistorie

Socialudvalget 1987-1989. Fra venstre
Carl Sørensen, Bruno Pedersen, Villy
Søvndal, Lis Ravn Ebbesen, Bent Ginnerskov
(formand), Vilhelm Jørgensen
og Aase Meyn.
regnskabs- og budgetforholdene i forvaltningen, der var vant til
mange revisionsanmærkninger.
Hans direkte og kontante stil vakte opmærksomhed i forvaltningen
allerede i 1978. Det var dog intet imod den opmærksomhed, der
blev rettet mod ham, da han tiltrådte som ny socialinspektør 1. maj
1986. Henning Seiding havde nogle helt klare forventninger til medarbejdere
og politikere, men gav også klart udtryk for, hvad de
kunne forvente af ham. Den selvbevidste og direkte ledelsesfacon
fandt vej til avisernes overskrifter: “Sergenten skal styre socialen” og
“troubleshooter” var blot nogle af dem, og han blev i aviserne citeret
for, at han nu vovede sig ind i “junglen på socialforvaltningen i
Kolding, hvor der kan lure en slange bag hvert træ og hver græstue
kan gemme en bundløs mose”.
Henning Seiding var godt kendt med kommunen og forvaltningen
i forvejen, og han vidste, hvor problemerne var. I modsætning til
Jenny Voorraad, der aldrig fik afklaret, hvor skillelinien mellem politikernes
og forvaltningschefens ansvar lå, ønskede Seiding, at det
forhold blev præciseret fra starten. Han ville have politisk opbakning
til at ændre på forholdene. Derfor stillede han politikerne tre spørgsmål:
Om man erkendte, at forvaltningen de seneste år havde haft
store ledelsesproblemer, om de ville gøre noget ved det, og om det
kunne bekræftes, at Socialforvaltningen var en servicevirksomhed?
Henning Seiding fik det tilsagn, han havde ønsket. Tilbage var
opgaven at få “vendt supertankeren”. Han gav sig selv fem år. Målsætningerne
var ikke meget anderledes end dem, Jenny Voorraad havde
sat sig: Forvaltningen skulle være bedre til at yde service overfor borgerne,
udviklingen skulle styres af politiske målsætninger, og der
skulle mere korpsånd ind i samarbejdet mellem ledere og medarbejdere.
Grænserne mellem forvaltningen og personalet i marken
skulle nedbrydes. De ansatte skulle have den opfattelse, at Socialforvaltningen
startede der, “hvor hjemmehjælperen vasker den gamle,
hvor pædagogmedhjælperen trøster et grædende barn, og hvor socialrådgiveren
søger at hjælpe den enlige mor”.
Forvaltningsstrukturen skulle ændres, og der skulle holdninger og
service ind i forvaltningsarbejdet. Den opgave kom til at kræve en
betydelig arbejdsindsats fra ledelse, medarbejdere og politikerne i
Socialudvalget. Ikke mindst, da forvaltningen i foråret 1987 for alvor
kom i mediernes søgelys. Lokale og landsdækkende aviser begyndte
at skrive om uregelmæssigheder i Bistandsafdelingen, hvor en klient
havde truet sig til en meget stor bistandsydelse hos en sagsbehandler.
91