Rapport [8,9 MB] - Morten Christiansen

100 KAPITEL 9. DETAILPROJEKTERING AF MONOPÆL
Figur 9.1: Det betragtede system udsat for horisontal flytning, idet den stiblede linie
angiver den udeformerede monopæl.
følgende 4. ordens differentialligning, der sikrer ligevægt af systemet:
EI ∂4 wy
∂x 4 + Q∂2 wy
∂x 2 + Eswy =0 (9.1)
hvor EI er den elastiske bøjningsstivhed af pælen, Q er aksialkraften, og Es
er jordens deformationsstivhed. Deformationsstivheden af jorden er oftest
umulig at bestemme direkte, hvorfor et fjedersystem af jorden udarbejdes.
Antages pælen at være en bjælke, der er modholdt af en række fjedre med
stivheder afhængige af jordlagene, kan den horisontale udbøjning bestemmes
ved brug af en elementmetodebeskrivelse. Idet jorden oftest består af flere
jordlag, som tilfældet er ved lokalitet J.7, skal der bestemmes en fjederstivhed,
k, for hvert lag. [Jacobsen & Gwizdala 1992, s. 93–94]
For at bestemme flytningen som funktion af kraften gøres der brug af de
såkaldte p-y-kurver, der angiver sammenhængen mellem trykket på jorden,
p, og den horisontale flytning i y-aksens retning. I programmet Pygmy kan
en række forskellige p-y-kurver vælges afhængigt af jordtypen.
Dimensioneringen foretages i kort- og langtidstilstanden i både anvendelsesog
brudgrænsetilstanden. Beregningerne er udført i program 30 og 31.
I skitseprojekteringen blev rammedybden af pælen anslået til omkring 18 m,
hvorfor det kun er nødvendigt at modellere de fem øverste lag svarende til en
total dybde på 21,4 m. Disse lag er hhv. silt- og sandlag, hvor sandlaget altid
betragtes som drænet, mens de udrænede parametre for triaksialforsøgene
anvendes for siltlagene ved betragtning af korttidstilstanden. De benyttede
styrkeparametre for de enkelte lag kan ses i figur 5.5.