[pdf] Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet - Kræftens Bekæmpelse

Kapitel 2
Fysisk, psykisk og social: Både kropslige, psykiske og sociale aspekter i en borgers
situation er vigtige (helhedsorientering) og giver ret til at få en faglig vurdering med
henblik på at indgå i en rehabiliteringsproces, når borgeren oplever, at det ikke er
muligt på lige fod med andre borgere at få aktiviteterne i hverdagen til at fungere,
fx erhvervsarbejde, fritidsaktiviteter, personlige daglige aktiviteter, omsorg for børn
eller ældre pårørende, deltagelse i det politiske liv, modtage og forstå offentlige
informationer m.m. Her betragtes fysisk, psykisk og socialt som en pendant til ICFs
multidimensionelle begrebsramme for funktionsevne og funktionsnedsættelse
(Dahl & Schiøler 2003).
Funktionsevne er et overordnet begreb, der består af elementerne kropsfunktioner
og anatomi, daglige aktiviteter, deltagelse i samfundslivet, personlige faktorer og
omgivelsernes påvirkninger (jf. ICF). Nedsat funktionsevne er det overordnede
begreb for tab eller nedsættelse af kropslige funktioner samt begrænsninger i at
gennemføre sine daglige aktiviteter og deltage i samfundslivet.
Funktionsnedsættelse opstår i et samspil mellem personens kropslige og kognitive
(fx måder at håndtere begrænsninger på) funktioner og omgivelserne. En borgers
funktionsevne og betydningen af eventuelle funktionsnedsættelser kan dermed kun
vurderes i forhold til det daglige liv, som er normalt for denne borger
(Socialministeriet 2002a).
Opnå: Opfyldelse i så høj grad som muligt af rehabiliteringsprocessens aftalte mål
og hermed borgerens kriterier for et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Selvstændigt: Borgeren får kontrol over sit eget liv i det omfang, som han eller hun
selv ønsker, og som er praktisk muligt i forhold til borgerens ressourcer og den for
rehabiliteringen relevante lovgivning m.m. Selvstændigt betyder i hverdagssprog, at
borgeren selv kan bestemme, planlægge og gennemføre sin dagligdag lige som alle
andre borgere.
Meningsfuldt liv: Det indhold i hverdagen og den deltagelse i
samfundet, som er vigtig og meningsfuldt efter borgerens
egen vurdering. Borgeren og dennes nærmeste har sin egen
personlige livsførelse i dagligdagens forskellige sammenhænge.
Denne livsførelse er forskellig fra person til person
og forandrer sig undervejs. Borgerens særlige livsførelse
var der før funktionsnedsættelsen, vil være der under
rehabiliteringens forandringer og vil blive ved med at være
der i fremtiden. Den konkrete livsførelse og de daglige
vaner kan selvfølgelig ændre sig, men på det givne
tidspunkt er det stadig borgerens særlige livsførelse.
19