[pdf] Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet - Kræftens Bekæmpelse

Kapitel 5
erfaringer eller med hensyn til nye erhvervede funktioner og viden. Processen skal
løbende tilpasses borgerens individuelle behov og ressourcer.
Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
Et rehabiliteringsforløb tager udgangspunkt i de muligheder, der er eller kan skabes
inden for de forskellige sektorer både med hensyn til personlig støtte og
kompensation samt indretning og ændring af de fysiske eller sociale omgivelser.
Derfor er det afgørende, at de mange faggrupper med forskellige specialer og fra
forskellige sektorer, herunder også fra civilsamfundet, samarbejder for sammen med
borgeren at nå de aftalte mål. Dette kan også udtrykkes således: Tværfagligt og
tværsektorielt samarbejde er vigtigt, fordi borgerens situation og rehabiliteringsbehov
er mangefacetteret og kræver fleksible, tværfaglige og tværsektorielle
løsninger. Samarbejdet vil tit fungere inden for den enkelte institution, fx sygehus,
specialskole, erhvervsvirksomhed. Men ofte skal samarbejdet nødvendigvis strække
sig ud over institutionens grænser, så fagfolk fra forskellige institutioner eller
organisationer skal samarbejde på tværs af sektorer og faggrupper.
Tværfagligt samarbejde betyder ikke, at monofagligheden trænges i baggrunden. Et
godt tværfagligt samarbejde forudsætter god faglig ekspertise hos de enkelte fagfolk.
Tværfaglighed er, når det fungerer, mere end summen af de fag, som de forskellige
faggrupper repræsenterer, fordi ny viden og nye holdninger opstår (Keiser 1993).
Faggrupper, sektorer, discipliner og rehabiliteringskæder
Der er mange faggrupper inden for rehabiliteringssektoren, der skal samarbejde, fx
socialrådgiver, sygeplejerske, fysioterapeut, ergoterapeut, lærer/pædagog, tekniker,
tale-/hørepædagog, hjemmehjælper, psykolog, socialpædagog, sagsbehandler,
ingeniør, m.m.
Ligeledes er der flere sektorer, der skal arbejde sammen under en rehabiliteringsproces
fx social-, sundheds-, undervisnings-, beskæftigelses-, bolig-, trafik- og
kultursektorerne, samt organisationer, virksomheder og netværk fra civilsamfundet
m.m. Hver af disse sektorer er ansvarlige (sektoransvarlighed) for gennemførelsen af
handicappolitikken i deres område.
Rehabilitering kan indeholde en række indsatser, som tilsammen kan kaldes
en rehabiliteringskæde: Fx medicinsk behandling, genoptræning, råd og
vejledning, revalidering, undervisning, information, hjælpemidler,
erhvervstræning samt en kollektiv indsats fx i form af fysiske
tilgængelighedstiltag eller påvirkning af sociale miljøer.
35