[pdf] Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet - Kræftens Bekæmpelse

24
Kapitel 3
stabiliserende eller lindrende karakter ved akut eller længevarende skader eller
sygdom, afklaring, ændring eller stabilisering af psykiske eller sociale forhold,
træning af fysiske funktioner til et bestemt niveau, indretning af bolig eller arbejdsplads,
erhvervelse af personlig hjælp, relevant pleje, førtidspension, erhvervsmæssig
rehabilitering/uddannelse, personlig viden og kompetence om forskellige
forhold, iværksættelse af fritidsmuligheder, ændring af uhensigtsmæssige
omgivelser både fysisk, psykisk og socialt, støtte af netværk, faglige begrundelser for
tilpasning af de politiske rammer samt andre tiltag i civilsamfundet m.m. Delmålene
retter sig typisk mod kropsfunktioner og aktivitetsudførelse.
Det konkrete mål med rehabilitering og metoderne til at nå målet aftaler borgeren
med den eller de fagpersoner, der rådgiver borgeren i forbindelse med målsætning
og udarbejdelse af en rehabiliteringsplan. Målet tager altid udgangspunkt i den
enkelte borgers livsverden og selvforståelse. Dette er vigtigt, for at borgeren kan
opleve ejerskab til processen, og hvis rehabiliteringen skal være succesfuld
(Arborelius 1995, Miller 1997, Mandag Morgen 2004). (Se afsnit i kapitel 5 om
borgerens deltagelse i rehabiliteringsprocessen).
Helt generelt bør alle rehabiliteringsprocesser blandt andet indeholde følgende
overordnede mål:
• Borgerens konkrete ønsker vedrørende hverdagsliv og deltagelse i samfundet
skal så vidt muligt nås
• Borgeren skal have mulighed for at anvende sine ressourcer optimalt,
herunder arbejdsevne
• Samfundets støttemuligheder og tilgængelighedstiltag udnyttes optimalt
Vedrørende indsatser i en rehabiliteringsproces skal det desuden påpeges, at
generelle samfundsorienterede indsatser for mennesker med funktionsnedsættelser
er en grundlæggende forudsætning for, at de kan deltage i samfundet på lige fod
med andre borgere (Europæiske Kommission 1993-1996, FN 1993, Borg 2003). Det
drejer sig især om politiske initiativer med henblik på fx tilgængeliggørelse af de
fysiske omgivelser og produkter, af de offentlige informationer, kommunikationsmidler
og transportmidler og ikke mindst påvirkning af den offentlige
holdning i forhold til mennesker med begrænsninger i funktionsevnen
(Bengtsson 2003). Det er særdeles vigtigt, at civilsamfundet
inddrages som aktive aktører i rehabiliteringsprocesser
i form af accept af menneskers forskellighed, så
erhvervsliv og sociale netværk m.m. kan rumme alle former
for mennesker med eller uden nedsat funktionsevne.
Som nævnt i indledningen behandles dette ikke yderligere
i hvidbogen.