[pdf] Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet - Kræftens Bekæmpelse

28
Kapitel 5
Borgeren er den eneste person, der erfarer, hvordan alle de komplekse og
sammensatte rehabiliteringsindsatser mødes med hans eller hendes egen særlige og
sammensatte livsførelse.
Dette forhold understreger, at borgeren helt naturligt har fokus på og er i centrum
af rehabiliteringsprocessen (Borg 2002).
Men der er flere grunde til, at borgeren (og pårørende) skal deltage ligeværdigt i
samarbejdet:
Fagfolkene skal kunne samarbejde og kommunikere ligeværdigt med borgeren for at
kunne få en forståelse af borgerens og de pårørendes situation, værdier og
leveforhold, samt på baggrund af denne forståelse kunne bidrage med at fremme
borgerens muligheder for at deltage aktivt i rehabiliteringsprocessen med sine
perspektiver, erfaringer og ressourcer.
Menneskers muligheder for at skabe sig et godt liv fremmes, når de har indflydelse
på udformningen af eget liv, og når de indgår i anerkendende sociale relationer, der
medvirker til opbygning af selvværd. Indsatser, der ikke indeholder disse aspekter,
har ingen eller minimal effekt (Miller 1997).
Når borgeren således fremhæves som den centrale og vigtigste samarbejdspartner i
rehabiliteringsprocesser (borgeren er ekspert i sit eget liv, og hvordan rehabilitering
påvirker han eller hendes dagligdag), så er det ikke alene et spørgsmål om
samarbejde og etik i relationerne mellem borgeren og fagfolk. Det drejer sig også
om kvaliteten af rehabiliteringen (Borg 2002).
Aspekter vedrørende borgersamarbejde
Begrebet borgersamarbejde eller deltagelse i rehabilitering er en mangefacetteret
størrelse. I det følgende omtales nogle forhold eller aspekter, der ofte nævnes
sammen med rehabilitering og borgersamarbejde.
Medborger, ligeværdighed og demokrati
En borger med en funktionsnedsættelse har lige som alle andre en borgers rolle og
rettigheder. Samfundet og dets institutioner skal behandle sine borgere værdigt og
med respekt for deres unikke livsverden (Koch 1995). Når der er tale om en
borger med behov for rehabilitering, skal fagfolk derfor respektere, hvad der er
hans eller hendes mål med rehabiliteringsindsatsen. Der drejer sig om et
ligeværdigt samarbejde, hvor man yder i samarbejdet på forskellige
præmisser (Timm 1997, Law 1998, Bredland 2002).
Respekten for og anerkendelsen af alles ret til egne synspunkter samt
dialogen er en vigtig del af den demokratiske proces. Rehabilitering kræver
en ægte dialogisk tilgang, hvor der kontinuerligt kommunikeres mellem