[pdf] Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet - Kræftens Bekæmpelse

20
Kapitel 2
Derfor er det borgeren der skal afgøre, hvilke aspekter, indsatser, mål m.m., der giver
mening og indhold i hans fremtidige liv; for det er kun borgeren, der reelt kan have
en oplevelse af og mening om disse personlige aspekter. En borger med
funktionsnedsættelse skal altså have mulighed for en rehabiliteringsproces, der
sigter mod, hvad han eller hun finder er vigtigst og centralt for det videre liv. Fagfolk
skal efterspørge og bidrage til, at borgeren kan formulere sine ønsker og fokus for
fremtiden, så meningsfuldheden opnås både i rehabiliteringsprocessen, indsatstyper
og de endelige resultater.
Baseres på: Rehabiliteringsprocessen skal sammensættes, planlægges og
gennemføres på grundlag af en samlet vurdering af hele borgerens livssituation og
borgerens egne beslutninger herom.
Hele borgerens livssituation: Hver eneste borger er et unikt menneske. Derfor må
både den personlige livsforståelse, kroppens funktioner, de daglige aktiviteter,
deltagelse i samfundslivet og omgivelsernes påvirkning (hele livssituation) indgå ved
den fælles analyse af behov, ved udarbejdelse af målsætning, planlægning og
rehabiliteringsplan samt ved gennemførelse af hele processen. En helhedsorienteret
og individorienteret tilgang og analyse sikrer, at de for borgeren meningsfulde og
relevante tiltag iværksættes. D.v.s. at der ikke kun fokuseres på ændring og
tilpasning af personen til omgivelserne, men også på ændring af omgivelserne både
fysisk, psykisk eller socialt. At arbejde helhedsorienteret hænger derfor også sammen
med koordinering af rehabiliteringsprocessen, så den opleves sammenhængende
for borgeren (se uddybningen under ”koordineret” og ”sammenhængende”).
Beslutninger betyder, at borgeren tager del i alle beslutninger vedrørende udredning
af behov, målsætning, planlægning, valg af metoder og indsatser i selve rehabiliteringsprocessen,
samt indgår i diskussioner af metoder til kvalitetsstyring og til
evaluering af sit eget rehabiliteringsforløb. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem
fagfolk og borger, så er det borgeren, der har den endelige afgørelse, hvilket
naturligvis forudsætter, at fagfolkene har givet borgeren relevant, dækkende og for
borgeren forståelig information om muligheder og konsekvenser
(Sundhedsministeriets 1998). I de tilfælde, hvor borgeren ikke selv kan foretage
beslutninger, inddrages pårørende, og i de tilfælde, hvor pårørende heller ikke er til
stede, må fagfolkene ud fra rehabiliteringsbegrebets indhold iværksætte den efter
deres vurdering mest hensigtsmæssige rehabilitering, hvor borgeren tager del i det
omfang, det er muligt. Vurdering skal her forstås som fagfolkenes kundskabsgrundlag,
hvilket er deres erfaringer, deres håndværksmæssige kunnen,
vidensgrundlaget og de givne strukturelle og økonomiske rammer.