Fortællinger om børn med særlige forudsætninger. - Ballerup ...

SS begynder i starten af 2. klasse at læse Harry Potter og bliver hurtigt færdig med den
første bog. Han begynder at finde ud af at han er foran de andre i klassen og bliver drillet
med det.
Han elsker de boglige fag men hader billedkunst og idræt. Det er en kamp for ham at skulle
af sted de dage. Han har ondt i maven, græder ofte aften inden og om morgenen inden han
skal af sted.
I 2. klase fortæller hans lære os at der ikke er tvivl om at SS er et IQ barn og at han ville
trives beder med ligestillede. Skolen vil ikke give ham bøger eller opgaver for ældre
klassetrin. De mener bare at så bliver problemet endnu større de næste år.
Derefter begyndte vi her hjemme i endnu højere grad end før, at give ham opgaver i
matematik, dansk, historie og naturvidenskab for ældre klasetrin. Det var som om det hjalp
ham til at falde lidt til ro. Men det varede kun et halvt års tid, så begyndte han igen at få
det dårligt.
Vi forsøger uden held at finde en skole som er egnet for SS, men der er ikke en friskole eller
privat skole i nærheden som har plads.
Han fortsætter i 3. klasse med at mistrives. Han græder ofte og klager over ondt i maven,
vejrtræknings problemer og ondt i hovedet. Vi forsøger at få hjælp fra PPR men bliver
henvist til egen læge, for at få de fysiske symptomer afklaret først.
Lægen henviser os til børneafdelingen. Men inden vi når så langt går det helt galt.
SS bryder helt sammen. Han vil ikke leve mere, han forsøger at tage mine knive for at
skære i sig selv. Da dette ikke lykkes løber han hjemmefra. Han vil ikke være hos os mere
han vil slet ikke være her mere. Vi forsøger at få hjælp hos PPR som affærdiger os med at vi
skal se hvad de siger på børneafdelingen. Vi forsøger hos lægen som siger at 3 ugers
ventetid ikke er lang tid, så vi må bare vente. Da alt dette har stået på i 16 dage. 16 dage
hvor vi ikke kan vige fra hans side. Enten må vi fastholde ham så han ikke løber væk eller
gør skade på sig selv. Holde i hånd og trøste, eller bare være der. Vi ringer til lægen og
siger at vi ikke kan magte det mere, der skal ske noget nu.
Vi bliver indlagt på børneafdelingen i 5 dage. Han bliver undersøgt af en læge og observeret
af pædagoger og sygeplejersker. Min mand og jeg har en kort samtale med sygehusets
psykolog. Vi bliver udskrevet uden nogen form for hjælp til hvordan vi takler situationen.
Efter et tværfagligt møde med lære, PPR, læger, sygeplejerske, pædagog, psykolog og os.
Bliver det bestemt at sygehuset skal tage sig af SS for PPR har ikke tid. Det første møde
med psykolog vare ca. 15 minutter hvorefter SS bryder sammen og hun sender os videre til
børene psykiatrien. Her står vi så nu. Har haft to samtaler med dem og håber de vil hjælpe
os.
Lige nu står vi med en dreng som fuldstændigt har mistet troen på systemet. Han føler de
bare har sendt ham videre hver gang han troede han ville få hjælp.
Han har mistet troen på os som forældre. Han kan ikke forstå at vi er hans rigtige forældre,
er sikker på hvis vi var, ville vi finde nogle som ville hjælpe ham.