Fortællinger om børn med særlige forudsætninger. - Ballerup ...

Fortællinger om børn med særlige forudsætninger.
Anekdoter om Børn med særlige forudsætninger, findes i næsten alle publikationer omkring
emnet. I alle lande.
Som forældre til børn der er testet og fundet at tilhøre denne gruppe, er det slående hver
gang at få konstateret lighedstegnene mellem ens egen families historie og de historier der
beskrives fra andre familier. Elementerne der går igen er:
1) Vi forældrene bemærker at børnene er specielle på en række måder allerede i 2-4
års alderen. De opfatter og lærer hurtigt, har få venner i børnehaven, søger voksen
kontakt, er meget retfærdighedsfokuserende, bliver tit ”politibetjent” i børnenes leg.
Pædagogerne bemærker og problematisere barnets haltende socialisering med
jævnaldrende.
2) Oplevelserne i børnehaven kan være positive, negative, eller neutrale alt efter
personalets interesse for barnets særegenskaber, forældrenes kendskab til special
begavelse og samspillet mellem forældre, barn og pædagoger.
3) Som regel glæder alle sig til overgangen til børnehaveklasse, men glæden bliver
kortvarig (fra et par uger til et par år) da barnets indlæringsevne overgår de
jævnaldrenes og problemet med kedsomhed og manglende stimulering
externaliseres (med urolige uregerlige børn som følge) eller internaliseres (med
selvudslettende selvopfattelse og opførsel til følge).
4) Forældrene kæmper som regel en kamp mod personalet for at få anerkendt at
”problemet” er at barnet er specielt begavet. Ofte kan lærerne ikke se det og
systemet kan i hvert fald ikke se problemet i det.
5) Afhængig af systemets eftergivenhed afprøves specialtiltag, klasseskift, skoleskift,
specialundervisning eller andet, men som regel er der først en positiv vending når
barnet omgives med personale der forstår problematikken og er i stand til at
opbakke og stimulere barnet. Og denne positive vending kan desværre hurtigt
forsvinde igen hvis barnet igen havner i omgivelser der ikke forstår det.
Som yderligere vidnesbyrd til de officielle publicerede historier, har vi bedt forældre som vi
kender til i Ballerup, suppleret med forældre i en bredere kreds i Danmark, om at bidrage
med deres historie. Fire af historierne er vores egne – dvs. forældregruppens historier..men
resten af de i alt 15 historier, har vi først fået et detail kendskab til her i 2009.
De efterfølgende sider gengiver disse forældres historier uden editering. Nogle af historierne
er lange men alle lader til at være skrevet i et let og hurtigt læseligt sprog, og hver og én
har pointer der fortjener at blive hørt. Vi tror at alene læsningen af disse historier vil
bibringe læseren en dyb forståelse for problematikkerne og for løsningen som langt hen af
vejen består af åbenhed, forståelse og udfordring. Et sted skrives der at ”når vores børn får
faglige udfordringer..får de også overskud til det sociale”, og denne kerne-sandhed lader til
at gå igen og igen i alle historierne.
Vi takker alle bidragsydere for deres bidrag.

Indhold
Historier om Specielt/Højt Begavede Børn – Er ”Et godt børneliv” i sigte?................................................. 1
Historien om AA fra Ballerup ....................................................................................................................... 3
Historien om BB fra Skovlunde – en negativ historie .................................................................................. 5
Historien om CC fra Skovlunde – en positiv historie.................................................................................... 8
Historien om DD fra Skovlunde.................................................................................................................... 9
Historien om EE fra Skovlunde................................................................................................................... 13
Historien om FF fra Skovlunde................................................................................................................... 14
Historien om GG fra Skovlunde (Annikas bror).......................................................................................... 17
Historien om HH og II fra Skovlunde – To børn af forældregruppen......................................................... 19
Historien om JJ fra Skovlunde – Et barn af forældregruppen .................................................................... 23
Historien om KK fra Skovlunde – Et barn af forældregruppen .................................................................. 24
Historien om LL fra Skovlunde – Et barn af forældregruppen ................................................................... 26
Historien om PP fra Sønderborg ................................................................................................................ 28
Historien om RR fra København................................................................................................................. 29
Historien om SS fra Aabenrå – En rigtig forfærdelig historie..................................................................... 31
Historien om drengene fra Ringsted – Asperger? ADHD?, nej specialt begavet ....................................... 34

Historien om AA fra Ballerup
AA startede først i institution i Ballerup da han var 3 år, altså da han skulle starte i
børnehave. Dengang havde jeg ikke begreb om, hvad højt begavede børn var, men
noget gjorde ham anderledes end de andre børn, han var ikke interesseret i at
lege i grupper, og han havde kun en enkelt eller to børn han ville lege med, hvis
ikke de kom brød hans verden nærmest sammen.
AA klatrede ikke i træer eller var vild som de andre børn, han var stille af væsen og kunne
begrave sig i sin tanke verden om hvordan verden var skabt, hvor jorden lå i solsystemet
osv. osv. Jeg tror faktisk den verden passede ham fint bort set fra, at de andre børn ikke
kunne følge ham. Og allerede der startede ensomheden. Han var også en stor politibetjent
da han jo som mange af disse børn, kan regler meget hurtigt. Så han fik tit og ofte skæld
ud af de voksne for at være det.
En ting jeg husker meget tydeligt var, at jeg ofte måtte arbejde hvor de andre havde ferie,
så jeg var lidt betuttet over at AA nu nærmest skulle være alene i børnehaven med ganske
få børn tilbage. Men der tog jeg faktisk fejl. Jens nød det til fulde i disse perioder, for her
kunne han få den snak med de voksne han higede så meget efter, han vidste ikke noget
bedre end når de gik to børn og en voksen til biblioteket. Så havde han virkelig noget og
fortælle om når han kom hjem.
Børnehaven syntes dog at AA manglede udfordringer og jeg fik af vide, at jeg burde tage i
skoven med ham så han kunne få klatret lidt i træer som alle de andre drenge. Det slog mig
faktisk lidt ud, for AA havde så mange andre egenskaber, som at kunne bogstaver, høje tal,
engelske sange og meget mere. Jeg følte lidt, at jeg ikke skulle tro min søn var noget, og
alt det han ikke kunne, skulle jeg nok få at vide. Han havde også store problemer med at
finger male, de kunne give ham nok så mange skide balder over, at han ikke ville og han
sad gerne på en stol i lang tid og tog straffen for det han ikke ville. Men sådan var han bare
og han tog gerne diskussionen op, om hvorvidt han ikke gad, med argumenter som at der
ingen grund var til at gøre sig snavset osv. Jeg tror ganske simpelt ikke at de forstod AA
overhovedet. Han følte børnehaven var lidt af en fiasko, så han glædede sig fra han var 4 til
at han skulle starte i skole.
Og endelig kom dagen, hvor han startede i skolen. AA lærte meget hurtigt at læse, og han
læste flydende. Han slæbte bøger med hjem om alverdens ting. Bøger om rummet, bøger
om papir fremstilling mv. Jeg har aldrig hørt om andre børn, der har læst så mange
faglitterære bøger. Hans matematik var også i top og han kunne langt mere end det han
skulle. Så problemerne skulle jo komme på et tidspunkt og det gjorde de.
AA blev i 3. klasse meget skoletræt og jeg handlede lidt panisk jeg rykkede ham til en
privatskole. Men her fik han heller ikke succes tværtimod, for selv om han fik flere
udfordringer så kunne han ikke komme ind i det sociale, så endnu en fiasko på en skole. Jeg
anede faktisk ikke hvad der var galt med ham. Andet end han nok var meget begavet. Men
en dag hvor vi sidder i toget, og vi læser avisen sammen, ser han en af disse gåder,
ligesom dem man ser i IQ test. Han løser den hurtigere end jeg når, at bare tænke og jeg
tror seriøst han snyder og kigger på forsiden for, at se om avisen var fra dagen før. Han
kigger på mig som om jeg er dum, og tror alle kan hvad han kan. Og forklarer mig
løsningen. Der tror jeg det gik op for mig, at han var anderledes end sine jævnalderen og
det gjorde ham ensom. Han begyndte så småt i skolen at gøre sig dårligere, med
begrundelsen, at han i hvert fald ikke ville være klogere end de andre, INGEN SKULLE MERE
KALDE HAM EN NØRD. Så jeg tog konsekvensen og prøvede at rykke ham til en skole i

Ballerup. Og for første gang i lang tid, kan jeg se en glad dreng. Jeg lagde faktisk med
vilje, de udfordringer væk som jeg altid har givet ham efter skole. Fordi han har brug for
bare at føle sig som andre. For nylig iagttog jeg at AA ikke havde lavet sine lektier i
Matematik, i meget lang tid, og vi fik os en lang snak om hvorfor, AA var kommet bagud
men ikke pga. dovenskab. Jeg tror vitterligt han ville vise på den nye skole hvor normal
han er. Jeg har undladt at fortælle hvilket barn han er, til hans nye lærere. Jeg ved ikke
hvorfor, men måske i håb om at AA føler sig normal. Hans Dansk/engelsk lærer har rost
ham til skyerne, og spurgte lidt til hvordan han kunne al det engelske så godt til et
forældremøde, og han trak bare på skulderen og fortalte at han blot lyttede i stedet for at
læse tekster. Men han fungerer nogenlunde nu på hans nye skole, og jeg er så bange for at
ødelægge det for ham.
Da AA kom ind i Gifted Children var jeg glad for at møde nogle af de sammen problemer
som andre forældre. Senere fik jeg ham testet hos Ole Kyed og det viste sig, at han var højt
begavet ifølge testen. Og her blev jeg faktisk lidt ked af det. Jeg var lettet over, at
forklaringen på de hårde år i skole, institution mv. Men jeg blev ked af, at AA måske altid
ville være anderledes. Når han nu kæmper for at være som andre. Jeg ringede faktisk til
Ballerup Kommune, men der blev jeg mødt af PPR, som ikke mente at man havde et
problem med sit barn, når han kunne for meget tværtimod.
Så måske har vi opgivet systemet lidt og prøver vores egen måde at takle det på. Han fik
eksempelvis et FOF kursus for voksne i julegave. Da han brændende ønsker sig at blive
webdesigner. Hans nye ide, er at måden man hygger på, skal være nede på biblioteket hvor
han kan læse om HTML kodning, java script mv. Så den 24. januar skal jeg følge ham på
kursus i København med et hav af voksne mennesker, men han glæder sig, som et lille barn
til denne dag. Jeg prøver blot at følge med ham og finder mine egne opfindsomme veje til at
stimulere hans nysgerrighed på. Men det kunne være rart med lidt hjælp fra systemet
engang imellem.
Det var vores historie håber ikke den blev for lang.
AA er i dag 11 år.

Historien om BB fra Skovlunde – en negativ historie
BB er født i oktober 2000, går i en lokal skole i Skovlunde. I en klasse med 16 elever.
BB er ked af at gå i skole. Han keder sig og går samtidigt i en klasse der ikke fungerer
socialt godt (Der er pt. AKT lærer på klassen). Han har enkelte gode venner i klassen, men
har også været udsat for voldsomme drillerier. BB har et hidsigt temperament som kommer
til udtryk i periode med manglende overskud. Kombinationen af drillerier (mobning) og
kedsomhed giver i perioder manglende overskud og derfor mange temperamentsudbrud.
Vi bruger megen tid på at snakke om, hvad vi skal gøre. Skal han blive i folkeskolen eller
skal vi finde et andet alternativ?
Lærerne har indtil videre virket uforstående overfor, at han ikke bliver udfordret nok, og
virker ikke til at kunne forstå, hvor voldsomt han keder sig, og hvor meget det spiller ind på
det generelle humør. Vi er derfor meget i tvivl, om vi skal beholde ham på den lokale skole,
men vi ser helst, at vores børn går i folkeskolen, og samtidigt har vi i hans tvillingbror et
eksempel på, at det kan lade sig gøre at udfordre og rumme højt begavede børn i en normal
klasse, blot man benytter sig af undervisningsdifferentiering og ser de enkelte børns
styrkesider i stedet for at fokusere ensidigt på det, der ikke fungerer så godt.
Vi har forsøgt med dialog med lærerne. Allerede få uger inden i første klasse bad vi om et
møde med lærerne i både a og b klassen (BB tvillingbror går i a), for at undgå, at det ville
gå ligeså skidt i 1. klasse som det havde gjort i børnehaveklassen. Vi holdt mødet på et
neutralt plan og fortalte om højt begavede børn og deres behov (struktur, udfordringer,
argumentation for hvorfor en opgave er vigtig) og ikke behov (her nævnte vi især, at
gentagelser af noget man kan ikke er godt).
I første klasse gik det nogenlunde i starten. BB var godt udfordret af at lære at læse og
matematiklæreren gav ham egne opgaver. BB gik fra næsten ikke at kunne læse til at læse
Gummi Tarzan i juleferien. I januar var han så på weekend med Gifted Children og det gik
super godt på alle planer både intellektuel men også socialt. Efter vinterferien begyndte
drillerierne i skolen, og BB blev meget indelukket og først efter et par måneder fandt vi ud
af, at han blev drillet. Dette gjorde, at BB temperament kom op til overfladen, samt at han
mistede al empati over for dem, der drillede. Efter et stykke tid med fokus på det, ophørte
drillerierne. I lang tid var fokus fra skolens side dog på, at BB ikke udviste empati og at han
måtte lære at sige fra over for drillerierne, for dem der drillede havde det svært med at
holde op.
2. klasse har været en kamp. Den startede med drillerier og en dreng der lå og græd under
dynen om eftermiddagen over at han kedede sig og blev drillet. Drillerierne er næste væk,
men kedsomheden er der stadigvæk til skolehjemsamtalen i oktober 2008 var fokus kun på
BB temperament (kom i udbrud, når han blev drillet, eller han troede, han blev drillet – han
var blevet noget tyndhudet), hans talefejl samt at han ikke altid var stille i timerne.
Talefejlen har talepædagogen sagt forsvinder af sig selv, hvis han blot bliver rummet, på
samme måde, som hvis han var en stammer, men alligevel er der stor fokus fra lærerne på
dette. Samtalen gik dog helt af sporet, da læreren ikke kunne huske, at hun havde
modtaget BB WISC test og fået den forklaret af skolepsykologen. Det synes vi ikke er særlig
professionelt. Til samtalen bad vi matematik-læreren om engang imellem at rette/se
igennem de ting som Daniel laver som ekstra i matematik. Dette var for at få ham til at føle

at han bliver set i matematik, så han også kan få den følelse af at det han laver hvor han
skal tænke sig om er godt og værdsat. Dette er i januar 2009 endnu ikke sket. Endvidere
prøvede vi at forklare at højt begravet børn typisk har det således at hvis de bliver
udfordret i timerne har de også overskud til at opføre sig socialt hensigtsmæssigt. Dette
blev ikke forstået. Citat fra matematik lærerne: ”Det er vigtige at han opfører sig godt, end
at han laver 3. klasses matematik”. Dette er vi også enige i, men ved at undervise ham i 3.
klasse matematik kan man netop kommer et stykke på vejen til målet med hensigtsmæssig
opførsel. Dette havde vi ikke opfattelsen af blev forstået.
Vi tog herefter initiativ til et møde med skolepsykolog, lærer, akt-lærer og os selv. Dette
møde var kontruktivt, hvor der især blev aftalt punkter omkring BB temperament (han har
siden ikke haft et voldsomt anfald af dette i skolen), men vi gik alligevel derfra med følelsen
af, at lærerne ikke forstår, hvor meget BB keder sig i timerne, og hvilken betydning det har
for hans humør. Ligeledes tyder indgange i hans kontaktbog på det samme. F.eks. var der
en med, at vi måtte snakke med BB, da han påstod at matematik var kedeligt og dette
kunne ikke passe, da han nu havde fået materiale med matematik for 3. klasse, så det
kunne ikke være kedeligt. En dreng på 8 påstår ikke noget. han siger, hvad han mener. Det
viste sig så, at de opgaver han havde fået, var kopier af opgaver, han allerede havde løst i
1. klasse, og han havde ikke lyst til at lave noget han allerede havde lavet en gang.
(klassen har barselsvikar i matematik). Vi har nu selv skrevet matematik opgaver ud fra
nettet og givet ham med, og herefter har han da fået lidt mere udfordrende materialer fra
læreren. Så man kan sige, at i matematik foregår der materialedifferentiering, men som BB
udtrykker det: ”Hun lærer mig aldrig noget”.
Vi har endnu et møde med skolen i februar, og vil endnu engang forsøge at forklare os og
samtidigt har vi kontaktet skolens læsekonsulent, fordi vi kan huske, at hun på første
forældremøde i 1. klasse fortalte om, at læsekonsulenterne nogle gange tog de gode læsere
ud og lavede noget for dem, hvis der var ressourcer til det. Og en dreng der i 2. klasse har
læst ”Kaptajns Grant’s børn” af Jules Verne må hører til de gode læsere. Vi tror nemlig, at
blot nogle få timer om ugen, hvor han virkelig blev udfordret i skolen, gerne sammen med
andre kvikke børn, kunne hjælpe gevaldigt på hans skoleopfattelse.
Spørger vi BB om han hvad der skal til, for at han får det bedre i skolen, så siger han selv
sværere opgaver, samt at han ikke skal lave det han allerede kan. Den ide har han fået,
fordi hans bror i 2a ikke skal. Læreren i 2a lader ham nemlig springe de nemme
sider/gentagelserne over. I stedet skal han så lave matematik i sine ekstra bøger). BB selv
giver dog udtryk for, at han ikke længere tror på, at det kan ske med de nuværende lærere.
1. år i skolen var heller ikke nogen dans på roser, men langt fra så slemt som her i 2.
klasse. Da BB startede i skole, viste vi ikke han var højt begavet. Han var bare vores kvikke
dreng, der selvfølgelig kunne tælle til 1000, lægge samme og trække fra, og kendte næste
alle bogstaverne og diskuterede på livet løst om alt muligt, spurgte om alt og som kunne
huske som en elefant. Alt var jo nyt og at BB så blev mere stille, tænkte vi ikke så meget
over, især fordi der omkring efterårsferien blev massive problemer med hans bror (se
historien om CC). CC problemer gjorde, at vi fik testet både CC og BB hos Ole Kyed
(skolepsykolog med megen kendskab til højt begavede børn) Her viste det sig, at de begge
var højt begavede. Da vi nævnte det for børnehaveklasselæren, var svaret – men han kan
jo ikke engang dividere.

Til den sidste skolehjemsamtale ville vi gerne have skrevet ind i elevplanen, at BB havde
behov for ekstra udfordringer, men lærer og pædagog ville hellere snakke om, hvor god BB
var til håndbold i idrætstimerne. Der var ingen forståelse for, at drengen kedede sig.
Hvorfor opdagede vi ikke den høje begavelse før vi fik ham testet? Set i bakspejlet har der
været tegn nok, men vi havde jo ikke andre børn end de to drenge og vi må jo nok
indrømme, at vi nogle gange synes at andre børn på samme alder var lidt tunge i det.
BB gik i en lokal børnehave I Skovlunde. Han startede da han var 2 år og 9 måneder.
Vuggestuen anbefalede at han kom tidligt i børnehave, da de ikke rigtigt havde tilbud nok til
ham længere. Både BB og CC faldt hurtigt til i børnehaven. Pædagogerne var gode til at
give lange forklaringer i stedet for kun korte beskeder. BB far overhørte en gang
stuepædagogen give BB og CC en lang forklaring om, hvorfor der var noget, de ikke måtte.
En anden pædagog spurgte, hvorfor hun dog ikke bare sagde, at sådan var det.
Stuepædagogens svar var – denne måde virker bedre på BB og CC. Det var også denne
pædagog, der anbefalede, at vi i en alder af 4 år købte Lego skak (Skak computerspil med
legofigurer) til dem, så de kunne blive lidt udfordret.
Der var adskillige lyde BB ikke kunne udtale da han startede i børnehaven, og han var
derfor til talepædagog allerede, da han blev 3. Hun ville intet gøre i starten, fordi hans
ordforråd var enormt stort og sætningskonstruktionerne meget komplekse i forhold til hans
alder, og samtidigt havde han meget travlt med at få sagt, hvad han ville. Da han blev 4 var
talefejlen stadigvæk ikke væk og denne gang blev han testet. Vi fik gennemgået denne test,
og talepædagogen var meget begejstret over nogle af hans svar. De var langt over hans
alderstrin. BB gik til talepædagog resten af tiden i børnehaven, noget af tiden i taleskole og
også i starten af første klasse. Dette arbejde har hjulpet meget.
Første halvdel af det sidste år i børnehaven gik det godt, storbørnsgruppen havde en
pædagog som var interesseret i at følge børnenes interesser, og der var mange kvikke børn
i gruppen. De undersøgte emner til bunds. F.eks. havde de om edderkopper, og som
pædagogen sagde en dag. ”Dette er den børnegruppe, jeg har haft, som har krævet mest
forberedelse af mig, men hvad jeg nu ikke ved om edderkopper, er nok ikke værd at vide.”
Denne pædagog holdt desværre op, og det gik så noget ned af bakke med diverse vikarer
indtil der endelig blev ansat en ny. Men som vi sagde til os selv nu skal de snart i skole.

Historien om CC fra Skovlunde – en positiv historie
CC er født i oktober 2000, går i en lokal skole i Skovlunde, i en klasse med 18 elever –
(en positiv historie)
CC er en meget glad dreng, der spørger om meget, snakker meget og går op i de ting han
går til (i dag er det basket og svømning, men tidligere har det været fodbold i 4 år). CC
elsker en god snak, og det er lige meget om det er om fjollede ting han selv finder på, om
et WII spil eller en diskussion af hvorfor Afrika har så mange fattige, når der i nogle lande
er diamanter.
Her i anden klasse elsker CC at gå i skole, det begyndte i løbet af 1. klasse. Inden da var
skolegangen ikke god. CC mener – ”Det er sjovt at gå i skole og ind i mellem lærer man
også noget nyt”.
CC går i en klasse der nu fungerer godt socialt. Der har været problemer – en ADHD dreng,
som i starten ikke var medicineret, samt en meget uhomogen børnegruppe, der skulle
bruge tid på at lære at respektere hinanden. Her har lærerne og den lokale BFO gjort et
stort stykke arbejde.
CC havde det i starten svært med det sociale, men der har BFO’ens indsats gjort, at der i
dag ikke er problemer. Drengene i klassen har det godt med hinanden, men driller
selvfølgelig også hinanden, dog på en sjov og respektfuld måde. Et eksempel fra i sommers
til fodboldtræningen. CC og M fra hans klasse står ved siden af hinanden og snakker om, at
nu skal de have fodboldhjernen på. Hvorefter M siger i spøg: ”Kan jeg så låne din normale
hjerne – jeg vil gerne være klog”.
CC er glad for undervisningen. Det er ikke altid han lærer noget nyt, men han gør det ofte
nok til, at det er ok. Vi er dog meget obs på, at han ikke ender som underyder, fordi han
endnu ikke er blevet presset til egentlig at bruge energi på at lære noget. Derfor bruger vi
hjemme også tid på hjerne udfordrende aktiviteter, og tror da, at CC ville have stor glæde
af at være sammen med andre højtbegavede børn i nogle undervisningssituationer.
Både dansk og matematik læreren praktiserer undervisningsdifferentiering. Som udtrykt i
lærerplanen for dansk ”I 2a lægger vi stor vægt på, at hvert barn udfordres på hans og
hendes niveau, - det betyder, at hovedvægten af børnenes arbejde vil ligge i gruppe og
makkerarbejde,”
Og som matematiklæreren sagde til skolehjemsamtalen. ”Ja jeg har jo sat krydser på de
sider i matematik bogen, som CC skal lave, de andre skal han bare springe over, de er for
lette for ham. CC er god at have med, når vi helt når i dybden i klasseundervisningen – det
er jo det gode ved de nye tavler, at her kan man undervise på mange niveauer, og til sidst
er det så kun CC, der er med, f.eks. som da vi i dag kom til 55 delt med 2”.
Matematiklæreren fortalte også, at hun forsøger at finde 5 minutter ind i mellem, hvor hun
lærer CC noget nyt, så han også lærer noget.
Vi fik også at vide, at de spillede logik for begyndere i spisefrikvarteret, fordi der var så
mange i klasse, der havde behov for at få udfordret hjernen. Så det er en klasse, hvor der
tages hensyn til niveauet for de enkelte børn.

I dansk gør læreren meget ud af, at der læses og skrives på det niveau børnene er på. CC
er så nu i gang med Erik Menneskesøn og skriver historier på mange sider.
CC skolegang har ikke altid været så god. Ugen før efterårsferien i børnehaveklassen brød
han sammen, han hylede og skreg, når vi afleverede ham i skolen. Heldigvis var det
derefter efterårsferie og der kom lidt ro over det. Kort tid derefter var den første
forældresamtale i BFO. Det var en underlig oplevelse. Første sætning efter at vi var blevet
budt på kaffe og te: ”Vi synes I skal finde en anden skole til CC. Vi er til for masserne ikke
de kloge børn – er der ikke nogle skoler for den slags ?”. Og der sad vi så fuldstændig paf.
Samtalen endte dog med, at hvis vi kunne finde noget materiale, der kunne hjælpe dem, så
ville de gerne læse det og samtidigt anbefalede de os, at få CC testet.
Vi fik CC og hans tvillingebror testet hos Ole Kyed (skolepsykolog med megen kendskab til
højt begavede børn), og begge viste sig at være højt begavede. Vi blev medlemmer af
foreningen Gifted Children og fandt noget materiale – gav det til pædagogerne – som læste
det – og det begyndte at gå bedre for CC.
I skolen blev børnehaveklasselæreren sygemeldt og de fik en pædagog fra BFOen som
vikar. Hun kørte det mere stramt – mere skoleagtigt med mange opgaver og megen
struktur og også her begyndte det at gå bedre. Fredag var dog hele året den bedste dag,
for der havde de en rigtig lærer (den lærer, de nu har i dansk)
Selv om det gik bedre var det dog ikke helt godt. CC gik meget for sig selv og deltog ikke i
meget nede på BFO’en. Derfor tog pædagogerne ham op på et møde i starten af 1. klasse,
og besluttede sig for en strategi for at få ham bedre integreret i klassen. Han fik ’tildelt’ en
pædagog. Hun gav ham hver dag nogle valg, som han skulle vælge imellem, og valgte han
ikke noget, skulle han lave, hvad hun nu lavede. Det virkede. Han begyndte at se, at de
andre børn var ok og kunne tilbyde noget, og de andre børn begyndte at se CC styrkesider
og i dag er han fuldt integreret i klassen og i BFO’en. Og til høstfesten her i 2. klasse havde
han en af de store roller i skuespillet.
I starten af 1. klasse holdt vi desuden et møde med lærerne i både 1.a. og 1. b, hvor vi
fortalte noget generelt om højt begavede børn. Om lærerne helt har forstået, at CC er højt
begavet, ved vi ikke, men den måde de underviser på, hvor der tages hensyn til det enkelte
barns niveau gør, at det ikke betyder så meget.
Vi opdagede ikke selv, at CC var højt begavet. Han var jo bare vores CC der ligesom sin
tvillingebror BB, var et kvikt barn. Han kunne næsten alle bogstaver i en alder af 3-4 år og
kunne lægge sammen og trække fra som treårig og tælle til 1000 som femårig. Derudover
var han meget nysgerrig, og når han spurgte, så svarede vi ham.
CC gik i en lokal børnehaven i Skovlunde, hvor der var en god børnegruppe og ok med
udfordringer. Det sidste halve år kedede han sig, men pyt han skulle jo snart i skole.
Historien om DD fra Skovlunde
Søndag den 11. januar 2009 er en dag vi altid vil se tilbage på med glæde. Denne dag fik
vi nemlig vished for, at vores datter DD er et barn med særlige forudsætninger/højt begavet

arn(HBB). Specialist Ole Kyed er manden der gav os denne afklaring via en IQ test, og
sikken en lettelse både for os som forældre og ikke mindst DD.
Vejen frem til at få testet DD har været lang, utrolig følelsesladet og fyldt med usikkerhed.
Set i bakspejlet kan vi udmærket se, at DD siden hun var helt lille, har haft rigtig mange af
de kendetegn, som vi nu har lært, betegner et HBB. DD har altid været en pige der
krævede utrolig meget af os og sig selv, men da hun er vores første barn, har vi tænkt, at
sådan er det have at have børn. Vi kan takke børnehavelederen for at have opdaget, at DD
er et HBB.
DD havde altid været glad for at gå i børnehave. men vi havde i et stykke tid fornemmet, at
hun kedede sig og havde brug for noget mere, uden at vi rigtig kunne sætte fingeren på
hvad dette ”mere” skulle være.
Vi tyggede længe på det derhjemme og kom frem til, at løsningen kunne være at sende
hende i skole på trods af, at hun ved skolestart kun ville være 5 ½ år(hun havde længe
været meget interesseret i tal og bogstaver). Vi luftede tanken for børnehaven, der først var
afvisende, hvorfor vi indstillede os på, at hun måtte vente til hun er 6 ½.
Børnehaven foreslog imidlertid, at de ville sætte hende på et undervisningshold de havde
for de ”store” børn der skulle i skole til sommer(2008). Undervisningen blev udført af PPR
og en børnehavelære og i lektionerne lærte de alt fra finmotorik, skrive til at sidde stille –
kort sagt lektioner i alle de færdigheder et barn forventes at have ved skolestart (DD deltog
i ca. 4 ½ mdr.)
I vinterferien blev vi ringet op af børnehavelederen der nu klart anbefalede DD som
skoleklar. Vi blev naturligvis ret forvirrede, da første melding var negativ. Børnehavelederen
forklarede os, at de altid havde set DD som en dygtig pige, og at de efter vores spørgsmål
vedr. skolestart havde set på hende med andre øjne og havde stillet nogle helt andre krav
til hende i hverdagen. Krav som hun havde klaret rigtig godt, ydermere og vigtigst af alt
havde PPR via undervisningsforløbet anbefalet hende som værende skoleklar. Hverken
børnehave eller PPR var det mindste i tvivl om, at hun var klar rent fagligt, men socialt
kunne hun måske få det svært, da DD altid havde været meget egen og ikke havde et
behov for at være en del af en gruppe.
Beslutningen var svær for os at tage, men vi valgte naturligvis at støtte os til børnehaven
som vi havde fuld tillid til, og ikke mindst vores egen overbevisning om, at det ville være
den rigtige løsning for vores datter.
DD begyndte i en lokal skole i Skovlunde, og sikken en stolt pige vi havde med den første
dag. Ny fin skoletaske og om morgenen inden afgang sagde DD til os ”i skolen er der ikke
noget jeg ikke kan lære, jeg glæder mig bare sådan”. Skønt at sende et barn med hendes
indstilling af sted.
Efter 8. dages skolegang var det tid til omvendt skole-hjem samtale, et møde der ifølge
information fra skolen kun havde til formål at lade forældrene fortælle positive ting om
deres barn. Vi lagde glade ud med at fortælle om DD, men blev hurtigt stoppet af
klasselæreren, der allerede nu gerne ville fortælle, at de havde store problemer med DD.
Socialt fungerede hun godt, men fagligt kunne hun slet ikke følge med. Hun var fraværende
i timerne, havde mere travlt med at sidde og tegne, kiggede ud af vinduet og løste

opgaverne på sin egen måde kunne ikke rime og ikke mindst var hendes alder et tungt
vejende argument. Klasselæreren ville på dette møde gerne have, at vi forberedte os på, at
hun skulle sendes tilbage i børnehaven.
Da vi slet ikke havde forberedt os på at mødet skulle tage en sådan drejning, tilsluttede vi
os umiddelbart at børnehaven måske var den bedste løsning, vi ville jo vores datter det
bedste. Vi fortalte dog om DD undervisningsforløb i børnehaven, hvilket gjorde, at hun
allerede havde løst mange af de opgaver de var blevet stillet, måske hun kedede sig? Endnu
et af vores input var, at PPR havde anbefalet hende som værende skoleklar. Dette affødte
kun en bemærkning om, at så var det da mærkeligt, at hun ikke også kunne rime(DD har
kunnet rime siden hun var 4 1/2) samt at børnehaver sjældent er kompetente til at udtale
sig om et barn er skoleklart eller ej. Enden på mødet blev, at klasselæreren fortalte, at
klassen inden længe skulle til screening hos talepædagogen, og når de havde set hvordan
DD klarede sig der, måtte vi træffe den endelige beslutning.
Vi var meget kede af det, da vi forlod mødet og kunne simpelthen ikke få skolens
beskrivelse af DD til at stemme overens med vores og børnehavens – noget måtte være
galt. Hvorfor var klasselæreren slet ikke åben over for vores input? Kunne hun virkelig
vurdere et barn på kun 8 dage? Spørgsmålene tårnede sig op hos os og gav os mange
søvnløse nætter.
Den 1. september blev vi ringet op af klasselæreren, der uden at underrette os havde
fremskyndet DD screening. Hun ville blot informere os om, at DD nu var blevet testet, og at
talepædagogen og hende var helt enige om, at DD skulle tilbage i børnehave så hurtigt som
muligt.
Vi bad om en udredning, men den var klasselæreren ikke i stand til at give os, hvorfor vi
aftalte et møde hvor både fritidshjem og talepædagog deltog.
Vi havde siden skole-hjem samtalen været i tæt dialog med børnehavelederen, hun havde
vendt og drejet problematikken, men blev ved med at fastholde at DD var skoleklar. Hun
fortalte os ydermere, at hun siden DD forlod børnehaven, havde tilegnet sig en stor viden
om børn med særlige forudsætninger/HBB, og at det var gået op for hende, at DD helt
sikkert hørte under denne kategori af børn. Børnehavelederen havde været en uvurderlig
støtte igennem hele forløbet, hvorfor vi valgte at lade hende deltage i mødet på skolen.
På mødet blev DD testresultat gennemgået, og det var faktisk gået rigtig godt for hende.
Nogle opgaver havde hun løst mindre godt ifølge skolen og på andre lå hun helt i top.
Talepædagogen blev ved at påpege, at der ingen tvivl om var, at ”der var nogen hjemme”
hos den pige, så stor var vores overraskelse, da deres konklusion på testresultatet var, at
DD skulle modnes biologisk i hjernen. En modning der ifølge skolen skulle foregå i
børnehaven. Vi bad om at se de opgaver hun havde løst dårligt, og vi der kender hendes
måde at tænke på, var slet ikke i tvivl om hvorfor og hvordan hun var kommet frem til
resultatet. Havde talepædagogen spurgt ind til hvorfor hun havde løst opgaverne på den
pågældende måde? Svaret var nej for så ville testen ikke være valid.
Børnehavelederen der hele tiden havde været overbevist om, at DD var et HBB, prøvede
ihærdigt at dele sin store viden om sådanne børn, men responsen fra klasselæreren var
blot, at hun havde set mange intelligente børn og hvis DD ikke løste opgaverne på hendes

måde, så var hun ikke intelligent. Vi stillede en masse spørgsmål til opklaring og forståelse
for DD situation, tænkte højt om hun kunne være et HBB, psykologtest, støttelære,
anderledes opgavebøger, men ingen af disse forslag gav anledning til en dybere dialog.
Klasselæreren ønskede ikke at give DD anderledes opgaver før hun havde vist hvad hun
duede til. Vi gik fra mødet dybt chokerede over manglen på samarbejdsvillighed.
På de 3 uger som DD gik på Skolen, forandrede hun sig fra at være en glad pige med et
højt selvværd, til at blive indelukket, ked af det og meget aggressiv. En dag brød hun
grædende sammen på køkkengulvet og sagde ”mor hvorfor kan jeg ingenting efter at jeg er
kommet i skole? jeg kunne det hele da jeg var lille”. Store ord fra en lille pige.
Vi var ikke det mindste i tvivl om at DD skulle væk fra den lærer, for hvis hun allerede på 3
uger havde formået at gøre hende så ked af det, hvad ville hun så ikke kunne gøre på 1 år?
Da vi på trods af både telefonisk og personlig henvendelse til inspektøren på Skolen ingen
respons fik, valgte vi at tage sagen i egen hånd.
Vi kontaktede en anden lokal skole, fremlagde DD´s historie og udtrykte vores store ønske
om at få overflyttet vores datter tilden skole, hvor alle hendes kammerater fra børnehaven
gik. Dagen efter vendte skolen tilbage med svar om, at DD kunne starte. Fantastisk
oplevelse, den skole har hele vejen igennem ageret dybt professionelt og ikke mindst valgt
at tage imod DD med åbne arme. Vi havde en rigtig god overleveringssamtale hvor
børnehavelederen også deltog.
Vi fortalte dernæst DD om vores beslutning vedr. skoleskift, og hun brød totalt sammen og
vi kunne næsten ikke nå ind til hende så meget græd hun. Langt om længe fik vi hende i
tale, og hun spurgte os hulkende om hun virkelig var så dum, at hun var nødt til at flytte
skole. Vi valgte at fortælle hende sandheden om skoleskiftet, og dagen efter havde vi den
kærligste pige tilbage, der bare kyssede og krammede i et væk.
Vi meddelte klasselæren på skolen om vores beslutning og fortalte i samme øjemed, at vi
ville komme med DD i skole den sidste dag. Vi følte det var vigtigt for hende at hun fik taget
en pæn afsked, hvorfor hun sammen med sin far delte pølsehorn ud og fik krammet alle
sine kammerater farvel. Den eneste der valgte ikke at være tilstede og dermed ikke sagde
farvel til DD var klasselæreren.
Vi synes det har været en hård skolestart for vores datter, men vi er i dag glade for, at vi
agerede så hurtigt som vi gjorde. Vi har kun rosende ord tilovers for børnehavelederen der
har bakket os op hele vejen igennem, og ikke mindst fik åbnet vores øjne for at vi har en
datter med et stort indlæringspotentiale/HHB. Den nye lokale skole i Skovlunde har også
kun overrasket i positiv retning, efter 1 uges skolegang, havde vi vores gode ”gamle” glade
DD tilbage. Skønt at være havnet på en rummelig skole, og ikke mindst hos en klasselære
der kan arbejde med og acceptere børns forskellighed.
Som afrunding kan vi kun sige, at vi er blevet utrolig skuffede over den første skole og
deres måde at håndtere sådan en sag på, eller skal vi sige mangel på håndtering. Da vi
som tidligere nævnt ikke har kunnet få skolen i tale, sendte vi dem i stedet et brev vedr.
vores oplevelse af DD forløb. Det brev fik vi svar på den 20. december - mere end 3
måneder efter vi havde valgt at tage DD ud af skolen. Et brev som ikke på nogen måde
giver anledning til en konstruktiv dialog om forløbet, men i stedet er ren og skær
mudderkastning mod børnehavelederen, os, og vores fremlægning af forløbet. Alt i alt en

trist oplevelse med en skole der som en del af deres målsætning har flg.(taget fra skolens
hjemmeside): ”skolen har en lang tradition for pædagogisk udviklingsarbejde, er en skole
for alle og at mangfoldighed er en kvalitet i dagligdagen” – hvor var rummeligheden da det
kom til stykket, det kan ikke være første gang de har haft med et HBB at gøre?
Historien om EE fra Skovlunde
GC medlem
Jeg bor selv i Ballerup Kommune og vil lige sætte emnet på spidsen ved at lave et tænkte
scenario. Tænk hvis vi ikke var økonomisk velstillede. Så var mine to yngste børn ikke
kommet på Athene-skolen. Scenariet med min søn ville have været at han fortsat var blevet
drillet, han ville fortsat have været udpræget under-yder, og det ville være gået jævnt ned
af bakke. Det er ikke sikkert at han ville være blevet "opdaget" af skolepsykologen, idet den
klasse han gik i havde to drenge med udtalte adfærdsvanskeligheder, det overskyggede alt
andet.
Nu er så hvad der skete: vi kunne mærke at det gik dårligt. Vi tog en rask beslutning og
meldte ham ud af skolen, fordi vi vidste at vi havde ressourcerne til noget andet. Han
startede på en lilleskole, men var der knapt en måned, de sagde at han nok var for klog til
deres skole. Så vi henvendte os til Athene-skolen hvor storesøster gik i forvejen. Men de
skal have en WISC-III test. Så jeg spurgte PPR i Ballerup. De var totalt afvisende overfor
ideen om en WISC test, når de nu ikke selv havde nogen "sag" på ham, hvad skulle det så
gøre godt for? Så jeg betalte af egen lomme, hos familiepsykologisk praksis. Igen, havde vi
ikke haft penge, ville det have bremset os. Resultatet var en IQ en del højere end vi selv
havde forventet, og hvis hans gamle klasselærer på den lokale skole havde hørt resultatet
havde han nok også undret sig. Så nu har han det fint på Athene-skolen.
Pointen af historien er, at de begavede børn skal findes, og burde kunne rummes i en
folkeskole. Vores ældste søn gennemførte folkeskolen på samme skole, men vi fik som
forældre på et tidspunkt at vide at han nok var for klog til at gå på deres skole. Det mente
vi nu ikke, så længe han var i trivsel og lærte noget på en eller anden måde var det jo fint,
og vi har aldrig kunnet drømme om at flytte ham væk fra folkeskolen, for han har altid haft
det fint i folkeskolen, i modsætning til de to yngste.
Mor til 3 børn. Vi bor i Skovlunde.

Historien om FF fra Skovlunde
Med fødslen af FF blev vi forældre til et “nemt” barn. Hun sov godt. Var glad og havde en
normal motorisk udvikling. Vi oplevede hende som et meget opmærksomt og nysgerrigt
barn. Hun pludrede og småsnakkede dog ikke som andre børn. I stedet talte hun fra den
ene dag til den anden. Fra ikke at sige noget, så talte hun pludselig i lange sætninger. Vi
boede på dette tidspunkt i anden Kommune. Vi har valgt at tage FFs tid i den Kommune
med, da den fortæller noget om højt begavede børn i førskolealderen. FF havde en god
vuggestue tid, hvor vi kunne fornemme hun var anderledes, men ikke vidste på hvilken
måde. Da FF startede i børnehave så startede også hendes problemer. Det var en
skovbørnehave (dvs. de opholdte sig ca. 4 uger om året ude i skoven). Derudover havde
børnehaven fokus på de fysiske aktiviteter, og tog meget på ture ud af huset.
FF havde på nuværende tidspunkt udviklet sig til en tre-årig med et utroligt videbegær. Hun
stillede spørgsmål i ét væk. Hvad sker der når man dør?, Kan gud lave én der er gået i
stykker?, Kan gud lave flere på en gang?, Hvordan kunne vi se et skelet i dag, havde gud
ikke lavet den mand?, Hvorfor skælder pædagogen ud på pigen, når det ikke var hende, der
havde gjort det?
FF havde udviklet en høj retfærdighedssans som var unaturlig for alderen, og hun havde
derfor svært ved at fungere blandt sine jævnaldrende. Hun tænkte altid over hvorfor folk
reagerede som de gjorde, og kunne ikke altid selv finde løsningen og dette gjorde hende
frustreret. Så når en pædagog skældte ud, og hun ikke kunne se motivet bag, så blev hun
utryg.
FF følte sig anderledes end sine jævnaldrene, så derfor nægtede hun at lege med dem.
Størstedelen af dagen tilbragte hun med en voksen i hånden. Hun var utryg, og havde ved
den voksne en mulighed for at stille alle sine spørgsmål.
FF var klumpet, og opgav let i forhold til fysisk aktivitet. Så at komme i skovbørnehave var
helt galt. Når tiden nærmede sig for, at de skulle i skoven, så skreg FF hver gang vi
afleverede hende. En periode forsøgte hun at kradse os i ansigtet, fordi vi forlod hende i
børnehaven (vi svigtede hende). På dette tidspunkt besluttede vi i samarbejde med
børnehaven, at kontakte en psykolog fra PPR, for at få hjælp til at håndtere FF. På dette
tidspunkt vidste vi endnu ikke, at hun havde særlige forudsætninger.
I psykologens beskrivelse af FF fremhæves mange træk som er kendetegnende for højt
begavede børn, men ingen var opmærksomme på denne forbindelse. Der skrives f.eks.:
Konstant voksensøgende, har behov for uddybende forklaringer på alt, filosofisk, forsøger at
finde grænser, har svært ved at finde venner og mange flere ting. Børnehaven fik denne
beskrivelse og mere kom der ikke ud af dette.
Med den viden vi har i dag om højt begavede børn, så undrer det os, at der ikke var nogen
fag-personer (psykolog eller pædagog), som gennemskuede at FFs problemer bundede i en
høj intelligens.
FFs skoletid nærmede sig, og vi var flyttet til Ballerup kommune. Da FF var et barn der
havde svært ved at skabe sociale kontakter, så kontaktede vi den lokale skolen, for at sikre
os, at FF ikke kom i en klasse, hvor alle børnene kendte hinanden fra børnehaven.
Derudover udfyldte vi kommunens papirer omkring FFs behov ved skolestart. Begge steder

eskrev vi tydeligt, at FF var et barn, der havde haft psykolog-hjælp gennem PPR i Herlev,
og at hun havde svært ved knytte kontakter til jævnaldrene. Det var derfor vigtigt, at hun
kom i en klasse, hvor alle børnene ikke kendte hinanden siden vuggestuen. Dette blev
desværre ikke tilfældet. Størstedelen af børnene havde gået i børnehave sammen.
Før FF startede i skole havde vi ikke stimuleret hende faglig på nogen måde. Tværtimod. Vi
havde selv kedet os gennem hele vores skoletid, og ønskede ikke at dette skulle ske for FF.
Derfor havde vi bevidst holdt hende fra at lære bogstaver og tal. Vi havde fokuseret på at
udvikle hende socialt. Så på det første forældremøde spurgte børnehaveklasselæreren os,
om der var ordblindhed i familien, for de var bekymrede for FF.
Jeg spurgte:
“hvorfor?”, og de svarede,
“FF kan kun to bogstaver, de andre kan mange flere”.
Nu spurgte jeg så:
“Hvornår har i lavet den test”
“I august (der var hun lige startet). Så tænkte vi ikke mere over det. Vi overvejede rent
faktisk, om hun var ordblind.
Der gik lidt tid, og pludselig havde FF flere bøger i tasken. Hun var startet til ekstra hjælp,
uden at vi var blevet informeret om det.
På dette tidspunkt oplevede vi FF som en tænksom pige. Hun var ekstremt videbegærlig og
spørgende. Der var ingen tvivl om, at hun var intelligent, men hun skulle selvfølgelig have
den hjælp, der var nødvendig, og hvis hun var ordblind måtte vi tage den derfra. Jeg mødte
op til et forældremøde, der var arrangeret for forældrene til børn, der havde svært ved at
læse (på dette tidspunkt gik FF stadig i børnehaveklasse, og vi synes egentligt, at det var
tidligt at stille diagnosen, men hvad gør man ikke for sine børn).
I mellemtiden udviklede FF sig til et lille mareridt. Alt hendes tid gik med at fortælle, hvor
dårligt alting var for hende. Ingen gad hende. Hun havde ingen venner. Hun skændtes med
sine søskende. Hun var doven. Hun var opmærksomhedsforstyrret. Hun sov meget lidt. Hun
var motorisk urolig. Hun havde mareridt. Men vigtigst af alt: hun spurgte hele tiden om
noget, og det er svært at holde til.
Dette fik konsekvenser i familien. FF far følte sig meget stresset, og måtte sygemeldes fra
arbejdet (det skal her nævnes at FF har tre søskende, hvoraf flere har lignede
problematikker). Resultatet blev et arbejde på nedsat tid, med mere tid til familien. På dette
tidspunkt, havde vi som forældre stort set ingen venner tilbage, da vores børn krævede os
hele tiden.
Så kom det brev der skulle blive løsningen på alting. Nogle i familien havde FF mistænkt for,
at være et højt begavet barn. De sendte noget materiale til os, og det var først her, at det
gik op for os, at alle vores problemer formentligt skyldes et eller flere begavede børn. Vi
søgte alt den information, der var tilgængelig, og der blev lagt en plan.

FFs behov var, at hun skulle stimuleres langt mere end almindelige børn. Vi begyndte at
læse med hende hver dag. Vi tog hende med i planetariet, eksperimentariet og andre
udviklende muséer. Vi blev mere opmærksomme på, at hun fik uddybende svar på sine
utallige spørgsmål. Vi købte legetøj over nettet, som kunne stimulere hende fagligt (hun
havde aldrig leget med almindeligt legetøj). Vi lavede faglige tema-weekender herhjemme
(Christian den fjerde, vejret, dinosaurer, Ufo´er, planeter, dyr og meget mere). Resultatet:
FFs veninder begyndte at ringe i weekenden. De ville lege med hende. Hun blev mere rolig.
Hun blev mere opmærksom. Vi skulle ikke hele tiden høre på, at ingen kunne lide hende.
Hun fandt på lege. Hun trivedes. Alt dette skete gradvist fra stimuleringen startede. FF
lærte alle bogstaver at kende (vel at mærke på ingen tid), hun lærte de 4 simple regnearter
og hun udviklede sig kreativt. Hun fik lyst til at skabe ting.
Nu kom forældremøde nummer to i børnehaveklassen, og dette var det afsluttende inden
første klasse. FFs standpunkt blev læst op. Hun ville få umådeligt svært ved at lære at læse.
Hun ville kræve massiv støtte, og hun kunne ikke indgå venskaber. Hun havde én ven, og
når denne ikke var tilstede, så vidste FF ikke hvad hun skulle gøre. Vi blev bedt om, at
underskrive denne beskrivelse af FF. Vores svar var: at dette kunne vi godt gøre, men det
var ikke en beskrivelse af vores barn. Børnehaveklasselæreren spurgte:
“hvad mener I med det?”
Vi forklarede, at FF kunne alle bogstaver, og at hun næsten kunne læse mm.. De var meget
tvivlende, men ville teste hende dagen efter, og vi ville få svar pr. mail. Vi fik en
undskyldning pr. mail. Der blev skrevet “flot forældrearbejde”, men i princippet drejede det
sig blot om, at FF var blevet udfordret på den rigtige måde.
FF er nu snart færdig med første klasse. Hun lærer meget hurtigt. På nuværende tidspunkt
fungerer hun fint i sin klasse, men vi bekymrer os. Hun lærer meget hurtigt. Som forældre
kan vi ikke forestille os, at folkeskolen har mere at tilbyde FF omkring 5. Klasse. Vi håber på
at blive positivt overrasket. Vi har endnu ikke talt med hendes klasselærer om det, da vi
indtil nu har været bange for, at hun ikke forstår os. Dette vil dog komme i nærmeste
fremtid.
FF ville have haft brug for: At nogle have set de tydelige træk, hun havde på høj begavelse
allerede i de tidlige barneår. At vi som forældre havde fået nogle redskaber af de
fagpersoner, der er omkring FF.
Det er ikke altid, at de mest intelligente børn, er de børn, der sidder med sideskilning på
forreste række og rækker hånden op. Det er ikke altid de børn, der har læst lektier og lært
udenad. Det kan være de larmende. De uopmærksomme. Dem der ikke gider skolen. Dem
der ikke fungerer særligt godt.
Det er vores indtryk, at relevante fagpersoner ikke er uddannet godt nok, til at få øje på
børn med særlig begavelse.

Historien om GG fra Skovlunde (FF´s bror)
På det tidspunkt hvor vi bliver opmærksomme på FF´s evner, da kaster vi et blik på FFs
bror GG. Han er 4 år, og går i en lokal børnehave. GGs udvikling har indtil nu været som
følgende:
Gik i vuggestue i Herlev (en integreret institution). Flyttede som knap 2-åring i børnehave
for at få udfordringer nok, sagde de. Virkeligheden var: at han var for aktiv til en
vuggestue.
Fra fødslen har GG været et utroligt aktivt barn. Han sover næsten ikke (på nuværende
tidspunkt sover han fra 21.00-0500). Han har pillet ved alt, han kunne komme i nærheden
af. Han har undersøgt alt. Han er både grov- og fin-motorisk fuldt alderssvarende.
I børnehaven er der utrolig god voksen-normering. Her startede GG da han blev 3 år.
Pædagogerne lagde med det samme mærke til GG. Han var anderledes. Han kunne ikke
forstå beskeder. Han kunne få en besked, og så glemme den igen kort efter (havde han
overhovedet hørt den). Han legede ikke godt med de andre børn. De andre børn gad ham
ikke, og han gad ikke deres lege.
Vi var alle (både forældre og pædagoger) opmærksomme på hans særlige evne i forhold til
puslespil (200 brikker som tre-årig), men dette var det eneste, der trak ham i retning af
særligt begavet frem for underbegavet.
Vi havde alle en fornemmelse af, at livet gled forbi GG. Han trivedes okay, men han kunne
endnu ikke som 4-årig tage skoene rigtigt på, eller finde ud af farverne. Han kunne ikke
huske. Han kunne ikke finde ud af, om han skulle være venstrehåndet eller højrehåndet
(dvs. den ene dag spiste og tegnede han med venstre hånd og den anden dag med højre).
Børnehaven bekymrede sig. Var han døv. Skulle han i en mindre børnehave. Vi kunne alle
mærke, at han ikke trivedes. Jeg tror både børnehaven og vi tænkte, om han var mindre
begravet. Vi kunne dog ikke få det til at passe med hans evne for puslespil.
Så kom den dag, hvor vi fandt ud af, at FF var højt begavet. Under stimuleringen af hende
hører vi GG svare på et simpelt plusstykke, og vi vender vores opmærksomhed mod ham.
Han kan tallene. Det viser sig, at han uden problemer kan lægge tal samme og trække fra.
Han kan huske serier af tal og meget mere. Nu går der sport i det. Vi afprøver ham på flere
områder. Han kan skrive sit navn. Han kan ting på game-boy´en som vi ikke anede han
kunne. Ting vi ikke kan, selv om vi øver os. Vi havde meldt ham til fodbold, for det går alle
andre drenge til. Tanken var, at det skulle gøre ham mere social. Dette bliver dog taget af
programmet, for det er skak han gider. Det får hans øjne til at stråle.
Da GG har en ekstra membran mellem stemmelæberne, så har han svært ved at tale
tydeligt, og derfor aftaler vi med børnehaven, at han skal ses af talepædagogen. De
indkalder til et møde med os, hvor man foreslår, at GG også bliver tilset af PPR´s psykolog,
da han har svært ved de sociale relationer med kammeraterne. Dette synes vi lyder okay,
og foreslår forsigtigt om GG kan være asynkront udviklet, dvs. at han på nogle områder er
meget forud for sine kammerater og på andre langt tilbage.

Vi afventer på nuværende tidspunkt, at GG kommer i gang med PPR møderne, og glæder os
til at se, hvad de bringer. GG har dog store problemer med at fungere socialt i forhold til
kammeraterne, og her skal han have hjælp. For der er ikke andre 4-årlige der spiller skak
og konstant spørger til tal. Hvordan kan du være højere end farmor, når hun er 60 år? Hvis
skolen er mange år, hvorfor når den så ikke op til himlen? Når man er 100 år så dør man.
Osv.
I mellemtiden er det gået op for os, at GG eksperimenterer med alting. Der hvor vi før
troede han var langsom eller uopmærksom, der afprøver han ting. Det er f.eks. ikke
unaturligt, at GG kan smide en sten i en vandpyt 100 gange. Hans venner smider stenen et
par gange og griner af vandsprøjtet. GG bliver ved. Så kaster han længere fra, så kaster
han højt fra, så kaster han hårdt mm. Han lægger mærke til andre ting, end vi gør. Han kan
f.eks. sidde og trille med et par kugler gennem lang tid. Så triller de ind i hinanden. Så
triller de ud over bordkanten, så triller de hårdt ind i væggen og hvor rammer de? GG
bruger meget af sit liv til at eksperimentere.
I starten troede vi han var umådelig dårlig til bordfodbold (noget som han elsker at spille),
men han stod simpelthen og kiggede på boldens vinkler i forhold til de forskellige spark. Vi
andre drejede bare løs.
I forhold til GG kan vi sige, at børnehaven har været opmærksom på, at GG er anderledes,
men igen er det os, der må fortælle om højt begavede børn og deres særheder. Det er
ligesom, at der mangler viden på området. Det er tydeligt, at GG har særlige
forudsætninger, når man ved, hvad man skal kigge efter. På nuværende tidspunkt er det
meget tydeligt, men vi mener godt, at nogen kunne have reageret tidligere (f.eks. have
undret sig over hans evne til puslespil).

Historien om HH og II fra Skovlunde – To børn af forældregruppen
HH:
Historien om vores søn HH på 6 år starter i foråret 2008 i børnehaven, hvor vi finder ud af,
at vi har en dreng der er højt begavet.
HH havde igennem sin børnehavetid haft sociale problemer med de andre børn, men som
børnehavens personale var fantastiske til at forsøge at løse. Da vi i starten af 2008 fik brev
fra skolen om, at nu var det tid til indskrivning, var vi alle (børnehaven og os) meget enige
om at han skulle vente et år, da han havde brug for mere tid til at udvikle sine sociale og
empatiske kompetencer. Børnehavelederen spurgte os, om de måtte få en pædagogisk
vejleder og en psykolog til at observere HH, så de (personalet) kunne få nogle gode råd og
redskaber til at takle HH i de situationer hvor han blev så frustreret og ked af det og få
redskaber til at hjælpe HH til at udvikle sig socialt. Og også fordi lederen havde en mistanke
om at HH var højt begavet (alt hvad dette indebærer, kendte hun dog ikke til på det
tidspunkt).
Det sagde vi selvfølgelig ja til, og så gik det hele meget hurtigt (utrolig dejligt). Vi hold
møde med den pædagogiske vejleder og psykologen, HH blev observeret/testet, vi hold
møde igen, alt indenfor 1½ måned. Dette var lige før påsken 2008.
HH blev testet (WPPSI-R) – og vi fik at vide at HH IQ ligger i 5% øvre percentil.
Hvad det lige betød, vidste vi ikke, men vi brugte utrolig meget tid på at læse på nettet, i
bøger, deltog på et seminar på RUC m.v. - og blev heldigvis meget klogere.
Vi fandt hurtigt ud af at HH alligevel skulle starte i skole i år, med de udfordringer det nu
ville medbringe, men at børnehaven ville blive et meget "kedeligt" og socialt meget hårdt år
for HH, hvor alle de store børn ville gå ud og han derfor konstant ville søge voksenkontakt.
Den pædagogiske vejleder og psykologen fra PPR i Ballerup kommune havde fanget ham
rigtig godt - hver for sig - men kunne ikke kæde det sammen til at HH er et højt begavet
barn, og hvad denne definition betyder.
Det at være højt begavet er selvfølgelig en gave, men der er desværre også tit en bagside
af medaljen – og den har HH.
HH' sociale problemer handler om at han er meget regelrettet, han kan ikke forstå og
rumme at andre mennesker, børn som voksne, kan bryde regler. Han har også svært ved at
stoppe op og se på situationen, f.eks. hvis andre børn leger "brager" han bare ind og
overtager hele styringen (han arbejder selv meget på at lære at styre dette – i det hele
taget arbejder han meget på at få sin hverdag til at blive nemmere). Han har en ekstrem
høj retfærdighedssans, som han bruger meget energi på at få til at fungere i hans hverdag.
Og så er han utrolig følelsesladet i mange situationer. Han hænger fast i detaljen, så at sige
pyt til en lille misforståelse eller lignende og komme videre, kan HH ikke – der skal tages en
lang samtale med ham, og han kommer først videre hvis/når han har en retfærdig
forklaring på problemet.
Men han er også en utrolig kærlig og dejlig dreng, rigtig sjov og giver os utrolige mange
fantastiske spørgsmål vi skal svare på i hverdagen.

HH har mange områder hvor han er rigtig dygtig og langt foran hans alder, i børnehaven
kunne han allerede regne (plus, minus og gange), han har en ekstrem god hukommelse
(kan huske hvad der er blevet sagt og gjort flere måneder, ja år tilbage), er teknisk dygtig
m.v.
I vuggestuen havde de allerede problemer med at give ham udfordringer nok – og de sidste
3 måneder gik han meget rundt sammen med køkkendamen, og hjalp hende med at lave
mad, dele ud m.v. – dvs. han manglede den pædagogiske kontakt og kontakten med andre
børn.
Da han startede i børnehaven, var lederen oprigtig bekymret for ham, da han det meste af
tiden sad på gyngen eller et vippedyr, lukket inde i sig selv. Hun kontaktede vuggestuen
vedr. hendes bekymring, og fik at vide, at der ikke var noget galt med HH, men at de
”bare” ikke havde kunne give ham udfordringer nok.
Jeg kontaktede rent faktisk selv pladsanvisningen ½ år før han skulle skifte til børnehaven,
og bad til at få ham flyttet før tid, og i hvert fald ikke for sent (han fik en plads 7 måneder
efter, dvs. 2 måneder efter han var fyldt 3).
Børnehavelederen har efterfølgende sagt, at havde hun bare kendt til højt begavede børn,
havde hun kunne gribe ind tidligere – handle anderledes (til hendes store ros, gjorde hun alt
der var hende muligt og mere til).
Med den viden vi nu havde, afholdt vi formøder med personalet både fra BFO inden opstart i
maj 2008 og skolen inden sommerferien. I møderne deltog den pædagogiske vejleder fra
PPR og lederen fra børnehaven. Dette har været utrolig godt og der er et rigtig godt
samarbejde omkring HH. Men det er desværre ikke nok.
HH begyndte i børnehaveklasse i august 2008 – meget spændt og meget opsat på at skulle
lære noget. Han er glad for at gå i skole, men hans hverdag er fyldt med små frustrationer,
sammenstød, problemer m.m. Hans glæde over at skulle lære er dalet, ja næsten
forsvundet. Efter en måned sagde han: Mor man lærer ikke noget i børnehaveklassen, man
har ikke rigtig matematik. Nu siger han: Mor jeg glæder mig til at komme i 1. Klasse så jeg
rigtig kan lære noget. I hans verden går man i skole for at lave opgaver, ikke farvelægge
tegninger m.v., men lave rigtig matematik, lære at læse m.v.
HH laver matematik på 2. - 3. Klasses niveau, og han er her i vinter begyndt at læse selv.
I oktober 2008 havde vi HH hos Ole Kyed (privatpraktiserende psykolog med speciale i højt
begavede børn). Vi ville gerne have hans vurdering af HH og nogle råd og redskaber til at
gøre hverdagen lettere for HH. Ole Kyed præciserede hvad vi allerede vidste, at:
HH er et højt begavet barn, med specifikke vanskeligheder indenfor kontaktområdet. HH har
behov for at blive mødt med en pædagogik, der tager højde for, at de specialpædagogiske
tiltag tager afsæt heri. Det kan være hensigtsmæssigt at basere tilgangen på HH styrkesider
og gode intellektive forudsætninger, og herigennem arbejde med de mindre stærke områder
indenfor kontakt, indlevelsesevne og situationsaflægning. HH vil således have glæde af en
individuelt tilrettelagt undervisningsplan, hvor der vil være brug for ekstra lærerressourcer
til såvel planlægning, undervisning som personlig social støtte, - ikke mindst i frikvarterer
og uorganiserede sammenhænge.

HH har en fantastisk klasselærer som virkelig gør en stor indsats, men selv hun, har måttet
kaste håndklædet i ringen. Vi har nu haft møde med skolen (skolelederen, skolepsykologen
og klasselæreren) og BFO, med henblik på at få støtte til HH.
II:
Vores datter II på nu 11 år og som går i 5. Klasse har altid været utrolig kvik, lærenem, et
skridt foran i skolen og har også altid fungeret rigtig godt socialt.
Så da jeg i påsken 2008 talte i telefon med en screener (en forælder til et eller flere højt
begavede børn i foreningen, der er uddannet til at vurdere om et barn er højt begavet) i
foreningen Gifted Children om HH, og hun begyndte at spørge ind til II, tænkte jeg – at det
da ikke var nødvendigt at tale om hende, II fungerer da perfekt, kan hun også være højt
begavet? - og via snakken kom det meget hurtigt til mig, at ja, det er hun da.
II har altid fungeret rigtig godt i skolen, har altid haft nemt ved det hele, har aldrig haft
lektier for hjemme, da hun nåede det hele i skolen m.v.
Men i løbet af 4. – 5. Klasse begyndte II at syntes hendes yndlingsfag matematik var blevet
kedeligt, det var blevet for nemt for hende. I dansk var det lidt lettere, for der kunne hun
bare gribe en spændende bog, når hun bliver færdig med sine opgaver (det gør hun altid
meget hurtigt), men alligevel syntes hun det er ”for let”.
II hungrer efter nye udfordringer. II deltog i forbindelse med vores medlemskab af
foreningen Gifted Children, i et projekt (på 7/8 klasses niveau), og kastede sig over
udfordringerne, med stjerner i øjnene og en sult på viden jeg ikke havde set fra hende
længe. Vi kan se hun har længtes efter udfordringer.
II er typen der spørger hen over middagsbordet: far giver du mig ikke lige en ligning – og
så står den på 2. gradsligninger/parabler m.v. – (dette begyndte allerede da hun gik i 4.
klasse).
II udtaler selv at hun godt ved hun er anderledes. Hendes klassekammerater siger det også
– ikke negativt, for hun er en populær pige. Hun har nogle gange svært ved at forklare
hvordan hun løser opgaverne til hendes klassekammerater, men er en meget hjælpsom
pige.
Vi har en rigtig god dialog med hendes klasselærer og matematiklærer, men II mangler
stadig faglige udfordringer. Lærerne mangler viden om højt begavede børn og de mangler
værktøjer. At give mere af det samme (100 plus, minus og gangestykker når man allerede
kan dem), er ekstrem demotiverende. Hun har brug for at blive udfordret.
Men II er også en meget følsom pige. II havde en periode i efteråret 2008 hvor hun havde
følelserne "udenpå tøjet" endnu mere end hun plejer:
• hun græd når hun skal sige farvel (det kunne bare være til farfar og farmor efter en
kop kaffe, og som vi ser ca. 1 gang om ugen),
• hun havde svært ved at falde i søvn om aftenen, fik "ondt/uro" i maven og græd tit,
• hun kunne/kan ikke vælge (hun brød f.eks. helt sammen da hun skulle vælge farven
på sin nye mobil, for hun var sikker på hun ville fortryde bagefter)

II blev også testet hos Ole Kyed i oktober 2008.
II ønskede selv at få vished om, at det nu var rigtigt hvad screeneren i Gifted Children
havde antaget, at hun er højt begavet – og det fik hun så Ole Kyeds ord på at hun er.
Ole Kyed gav hende også nogle rigtige gode værktøjer til at arbejde med hendes
følelsesmæssige problemer med, og nogle gode ideer til hvordan hun skal bruge dem.
Ole Kyed præciserede bl.a. at:
II er en samvittighedsfuld pige, som besidder et stort intellektuelt
indlæringspotentiale, og som med sit følsomme væsen let kan bremse og hæmme
sig selv i sine udfoldelser. Hun har brug for at blive dyrket og sammen med voksne
omkring sig finde og justere hensigtsmæssige og håndterbare mestringsstrategier til
styrkelse af selvværd og selvtillid.
Vi har 2 vidt forskellige højt begavede børn, som fungerer meget forskelligt rent socialt,
men som begge har brug for hjælp til at klare sig i hverdagen, begge via faglige
udfordringer og HH med støtte til de sociale kompetencer.

Historien om JJ fra Skovlunde – Et barn af forældregruppen
JJ er et godt eksempel på en underyder, der tilpasser sig til de forventede krav og
gemmer sig i mængden. Lærerne er uopmærksomme, uvidende over for hvordan
man spotter tegnene og har ingen forståelse for den nødvendige indsats selv efter
drengen er blevet spottet.
JJ en syvårig dreng, der går i 2. klasse har siden maj i 2008 været identificeret med særlige
forudsætninger (med dokumentere intelligenskvotient(IK) liggende højere end 99,9% af
årgangen). JJ har siden 2-års alderen kunne fordybe sig i detaljer, været forude mht. at
lærer tal, alfabetet og tegner exceptionelt. JJ har ingen sociale problemer og passer godt
ind, er dog lidt stille (formodes idet han er den yngste dreng i klassen). JJ vurderes til at
kunne det han skal i 0. klasse med en minimal indsats.
Indtil midten af 1. klasse udfordrer JJ sig med at lave matematik i romer tal – lave kunst af
tallene og hygge sig med at tegne, når han er færdig. På foranledning af forældrene testes
JJ af psykolog og vurderes at have en IK på 157 (1 af 10 000) og med ligelige
forudsætninger i alle disciplinerne.
Lærerne får en 5 siders udtalelse og resultater. De undrer sig, idet de ikke har observeret
noget specielt – de siger endda, at han jo er ikke den bedste i klassen. Forældrene har haft
yderligere udfordringer med lærerne, idet lærerne ikke ønsker at differentiere
undervisningen. Ved skolestart i 2. klasse har forældrene endnu engang henvendt sig til
lærerne, men med samme respons, at de ”ikke kan se det”.
JJ klarer sig fint i skolen, laver det der skal laves og læser på et acceptabelt niveau.
Derhjemme laver JJ matematik på 3. / 4. klasse niveau og læser bøger på 3. /4. klasse
niveau. JJ tegner exceptionelt.
PPR er nu indkaldt til skole/hjem samtale med henblik på at bringe lys over hvad det vil sige
at være et højt begavet barn samt med henblik på at kaste lys over JJ.
.

Historien om KK fra Skovlunde – Et barn af forældregruppen
KK er et eksempel på én pige, der tidligt (4½-årig) kommer i kontakt med
skolepsykologen, men ikke bliver spottet hverken der eller senere. Med indgangen til
puberten udvikler hun en række internaliserede selvdestruktive tendenser. Med en
øget prioritet fokus på børn med specielle forudsætninger, er det meget sandsynligt
at hun ville have været spottet hos skolepsykologen og anbefalet at hun skulle
komme i skole ét år for tidligt, således at hun mentalt kunne stimuleres
hensigtsmæssigt. Den faktiske anbefaling om at hun skulle blive endnu et år i
børnehaven fordi ”hun udviste en klar utryghed ved opgaver som var sværere end
hun umiddelbart kunne magte samt at hun skulle have tid til at forbedre sine sociale
færdigheder”, var set i bakspejlet nok den dårligste anbefaling man overhovedet
kunne give. I stedet skulle anbefalingen have været, at hun skulle starte i 0. Klasse
et år for tidligt, således at ”hun kunne bearbejde sin begyndende perfektionisme ved
daglig omgang med opgaver der matcher hendes mentale niveau, samt udvikle
hendes sociale færdigheder i en gruppe af børn på matchende udviklingstrin”.
En nu 10-årig pige kk, der i skoleåret 2006-2007 gik i 3. klasse, blev januar 2008
identificeret af Ole Kyed, som egnet til optagelse på Athene skolen for højt begavede børn
(dvs. klart dokumenteret inden for 5% højest IK)
KK bemærkede sig i vuggestue/børnehave ved at have det bedst med at lege selv, at tage
kraftigt afstand fra deltagelse i fællesaktiviteter, at relatere bedst til voksne, at være god til
at fordybe sig, at have en usædvanlig god visuel hukommelse, at tegne specielt heste og
dyr med meget stor præcision, samt at stille meget meget store krav til hendes egne
værker (og blive meget frustreret når tegningerne ikke levede op til hendes forventninger).
Efter en session med skolepsykologen (som 4½-årig) blev det besluttet at hun ikke skulle
starte før tiden i børnehaveklassen, fordi ”hun udviste en klar utryghed ved opgaver som
var sværere end hun umiddelbart kunne magte, samt at hun skulle have tid til at forbedre
sine sociale færdigheder”.
I 0.- 1-, og 2- klasse klarer hun sig fagligt fint, hvor hun ligger i toppen i alle fagene dog
uden at være den bedste i andet end tegning af heste/dyr. Dog er frikvartererne som regel
et tilbagevendende mareridt, idet hun ikke spontant kan finde ind i de andres leg. Tit går
hun derfor rundt alene i frikvartererne. Når hun leger, leger hun bedst med drengene og
finder aldrig rigtigt en god ven eller veninde i klassen.
I 3. Klasse, bliver hun og hendes klasse kammerater mere selvbevidste. De bemærker
verbalt at hun er ”mærkelig” og ”anderledes”. Hun føler det selv og bliver meget usikker.
Hun har svært ved at håndtere de ting, der tit bliver gjort og sagt i en skolegård (af alle til
alle) og græder tit bag skuret i frikvartererne. Gennem 2. og 3. klasse udvikler hun
samtidigt flere negative og selvdestruktive træk som: spiller politi-rollen når der bliver
leget, reagerer meget kraftigt (oftest med internaliseret vrede) når hun opfatter at de andre
børn er uretfærdige/tarvelige, udvikler en overdreven perfektionisme, udvikler en frygt for
at billedet af hende som perfekt falder sammen, udvikler en frygt for låste døre (WC) og
elevatorer, afviser faglig hjælp og vejledning fra lærere fordi det i givet fald ville betyde at
hun ikke er perfekt, samt går uden om opgaver, der kan vise sig at være svære. Disse er

alle træk, der passer med en velkendt selvdestruktiv adfærd blandt børn med særlige
forudsætninger.
I november i 3. klasse står alvoren endeligt klart for forældrene, som via
fjernsynsudsendelser er blevet opmærksom på problematikken omkring fagligt
velfungerende børn, der fungerer dårligt socialt. I januar bekræfter en 2-timers session hos
Ole Kyed at KK er underydende barn med særlige forudsætninger og mange selvdestruktive
tendenser. Det er Ole Kyeds opfattelse, at der kan løses op for KKs problemer ved at træne
hende i at ”miste kontrol”, at bearbejde hendes perfektionisme, at få hende til at fokusere
på processer frem for resultater, samt at stille hende opgaver, der modsvarer hendes
fremskredne mentale udvikling. Med psykologudtalelsen i hånd diskuterer forældrene med
klasselærerne, som i første omgang er overraskede over det for ” KK er jo ikke én af de
bedste i klassen” Lærerne og forældrene aftaler, at de vil arbejde på de foreslåede områder
og så se om foråret bringer forandring. Det bemærkes at PPR ikke bringes på banen, ej
heller AKT-lærerne.
I maj 2008 konstaterer lærere og forældre at selvom hun er blevet bedre til at ”miste
kontrollen”- hvilket forældrene har trænet meget med hende- er mange af de andre
tendenser ikke forbedret mærkbart. Endvidere konstaterer lærerne selv, at de har været
ude af stand til at formulere specialopgaver som kunne bearbejde KKs selvdestruktive
tendenser, idet de ikke havde reelle forudsætninger herfor og redskaber hertil. Således
konstaterer de at forberedelse af disse opgaver hurtigt viste sig at stjæle for meget tid fra
de andre elever.
Forældrene beslutter, at det er formålsløst at lade KK fortsætte i klassen, og lærerne og
skoleledelsen indvilger i at KK rykker en klasse op. Samtidig får KK tilbud om at starte på
Athene-skolen, men forældrene vælger at KK skal fortsætte skolegangen i det lokale.
Indtil videre lader det til at den nye klasse og i særdeleshed lærerne har den rette tilgang
med en for KK meget sund blanding af: stærk klasse sammenhold, klassens uforbeholdne
accept af mærkelige indfald og fejl, og lærernes arbejde med meget åbne opgaver. I
”færdighedsfagene” klarer hun sig allerede fra første dag på linie med den bedste fjerdedel
af klassen, men samtidig er hendes perfektionisme under afvikling, da det jo er oplagt at
hun ikke skal kunne det hele. I løbet af efteråret lader også det sociale til at have forbedret
sig markant og hun hiver tit skolekammerater med hjem. Dog leder alle stadigvæk efter at
hun udvikler en lyst til at angribe de sværere opgaver, som hun kun laver når hun bliver
bedt om det.
Både hendes nye lærere og forældre er spændte på om den positive udvikling fortsætter,
eller om hun får et perfektionistisk tilbagefald efterhånden som hun mestrer det faglige og
dermed igen kan begynde at oparbejde sit perfektionistisk selvdestruktive egen-billede.

Historien om LL fra Skovlunde – Et barn af forældregruppen
Tidligt spottet drengs trivsel afhænger drastisk af omgivelsernes viden og forståelse. Han trives
nu godt på Athene-­‐skolen.
Vi fik vores søn LL i august 1998, og vores datter MM i september 2000.
Begge vores børn startede deres skolegang i Ballerup kommunes folkeskole. Begge vores
børn har siden skoleårets start august 2007 modtaget undervisning på Athene skolen i
Søborg – en privat skole for højtbegavede børn.
Vi har valgt at fortælle lidt om LL, da han er vores ældste barn – og fik tre år i folkeskolen.
LL blev ” spottet ” i vuggestuen 2 år gammel, han talte flydende og kunne citere flere
bøger, han sang shu-bi.dua , Kim Larsen og mange andre sange. Han elskede at rydde op i
eftermiddagstimerne med de voksne i vuggestuen, for de kunne tale sammen. Vi blev
opfordret til at få LL i børnehave. LL startede i børnehave 2år og 4 mdr. gammel.
-Vi fik fra vuggestuen at vide, at vi havde en kvik dreng – han var lidt gammelklog.
LL blev meget hurtige meget glad for sin børnehave, og tiden gik med leg og hygge.
-Vi fik at vide at vi havde en hurtig tænkende dreng der var fantastisk til at rumme
andre børn, hans fantasi var rigtig god, han er hjælpsom og omgængelig, en mild,
glad, harmonisk dreng.
Vi flytter til Skovlunde i år 2003. LL starter i en børnehave hvor han ikke bliver forstået i
hans spørgelyst og indgangsvinkler han bliver ikke imødekommet, han bliver irettesat,
nedgjort og skældt ud dagligt, vi har pludselig en søn der ikke vil i børnehave, det bliver til
mange møder i børnehaven.
-Vi fik at vide at han var provokerende, flabet, manipolerende, græd for at få sin
vilje / over følsom og skoleklar.
LL´s glæde ved børnehave klassen var meget stor, han voksede mentalt, han elskede sin
skole. Han kunne læse da han havde gået 3 mdr. i børnehaveklassen hans lærerinde var
imponeret over han, hans ordforråd, han smagte ligefrem på ordene, han fungerede med
klasse kammeraterne og var i harmoni.
-Vi fik at vide at hans ordforråd var langt over gennemsnittet, at læreren ikke kunne
give ham flere ekstra opgaver,- for det skulle også være spændende at gå i 1 og 2
klasse, at læreren ville videregive oplysningerne til de lærere LL skulle have i 1
klasse.
LL startede i 1 klasse, og han startede en nedtur der blev stor – alt for stor.
Han fik ikke udfordringer, hans spørgelyst stoppede, hans kreative løsninger betød en tur
uden for døren osv. osv, LL begyndte at få problemer med at stave, læse og at være social.
Han vidste godt hvordan ordene skulle staves, men han lavede bevist stavefejl, for det
gjorde ikke noget, sådan stavede de andre deres ord,- LL prøvede at tilpasse sig.

-Vi som forældre var forvirrede og meget usikre, vi havde en søn der krakelerede og
græd.
Vi kontaktede psykologen på den lokale skolen, og fik en god snak. Han foreslog at LL skulle
springe en klasse over i det kommende skoleår, for vi havde jo en kvik dreng, vi fortalte at
det var en dårlig ide, da han var blevet meget følsom og græd meget. Så kom det
forløsende ord: asynkron udviklet, og en del tanker og input blev samlet, vi fik lavet en
Raven-test hos Ole Kyed.
-vi som forældre henvendte os til lærerne, men desværre uden resultat. Vi fik at
vide, at vores søns problem var, at han ikke kunne leve op til hans forældres
forventninger…
2. klasse startede, og inden vi fik set os om kunne vores søn ikke læse, han græd meget
når han skulle lave lektier hjemme, han kravlede væk i sin fantasi verden i skolen, for som
han sagde: så siger jeg ikke noget forkert. Hans kropssprog ændrede sig når han steg ud af
bilen ved skolen, vi forsøgte på ny med skole/hjem samtaler, forklarede at LL var underyder
og kedede sig bravt i skolen, hvortil vi fik at vide at LL skulle lære at tage tøj af og på
hurtigere i gymnastik timerne, så skulle alt nok blive godt.
Pludselig havde vi en søn der slog sig med knytnæver i hovedet og sagde at han aldrig
kunne sige det rigtige i skolen. Og hvis ikke han ville gøre os kede af det, ville han dø.
Vi afholdte en del møder med psykologen på skolen. Lærerne fik alt relevant materiale om
højt begavede børn, som vi overhovedet kunne finde, de mente ikke LL var særlig begavet,
han lå midt i klassen.
-Vi meddelte skolen ved skolestart 2007 at LL og hans lillesøster MM ikke ville være i
skole i to uger da de var på prøve på en privatskole.
Da skoleåret 2007 startede, blev det på en ny skole, Athene skolen. Det er det bedste vi har
gjort for vores børn, LL blomstrer i skolen han syder og bobler, han elsker det, da han
skulle slutte i 3 klasse inden sommerferien fik han en opgave, af dansk læreren hun skulle
lige tjekke niveauet i klassen og som hun sagde: LL læser ikke hurtigt, men han får alt med
første gang han læser sit stof og han besvarer spørgsmålene fejlfrit, havde det været en
eksamen havde han fået 12. Derefter fortalte hun os at det var en 9 klasses afgangs
eksamen hun havde brugt. LL fik engelsk for første gang sidste år, da han gik i 3 klasse,
engelsk bogen ved skolestart i år (4 klasse) er 6 klasses bog, derudover bliver han
undervist i tysk og klarer sig rigtig godt, hele sidste år gik han til latin,- det er et sjovt
spændende sprog syntes han, han elsker at filosoferer.
LL har ikke ønsket at dø, har ikke slået sig selv, eller på nogen måde været destruktiv i sin
tankegang siden han forlod den lokale skole. LL er ”privat” 24 timer i døgnet.

Historien om PP fra Sønderborg
Vi fandt ud af, allerede da PP var knap 1½ år, at hun var anderledes end andre
børn - men vidste ikke hvorfor. Og ved et rent tilfælde læste vi om HBB på
sommerlejr, og i en lille sort boks stod de kendetegn der skulle gøre en verden til
forskel for os. Senere fandt vi så ud af, at jeg (hendes mor) hørte til blandt de
øverste og er i dag medlem af Mensa.
I vuggestuen var det ikke lige den store succes, for PP gjorde sig dum, og når vi
fortalte om at hun lagde puslespil med bagsiden opad, så troede de ikke på os. Det
fortsatte op i børnehaven, hvor der hver dag kom flere og flere konflikter til. PP
meldte sig ud af fællesskabet, tissede konstant i bukserne, havde kun en god
veninde (og hvis den veninde ikke var der, så gik hun rundt selv), pædagogerne
anså hende for at være et problembarn bl.a. fordi hun insisterede på at få skiftet
tøj bare det blev det mindste beskidt - og selvom vi gav dem både
Margrethemappen, fortalte om min barndom, fortalte om hvordan PP var hjemme,
så hjalp det bare ikke! Og PP blev mere og mere ked af at gå i børnehave, og det
hele kulminerede en dag, hvor de skulle have OL, og PP meldte sig igen ud af
fællesskabet. Pædagogerne forsøgte at true hende, og sagde at hvis hun ikke
deltog, så fik hun heller ingen guldmedalje. Problemet var bare at PP ikke vidste
hvad OL var, og derfor ikke vidste om hun kunne klare det. Men da jeg fortalte at
det bl.a. var balancegang (som hun er rigtig god til), så ville hun godt deltage.
Men den dag blev prikket over i´et på 1½ års kamp for at få dem til at indse
hvorfor hun er anderledes end andre.
Vi blev tilbudt en plads i en skovbørnehave, og allerede ved infomødet trak jeg en
af pædagogerne på PP kommende stue til side, og spurgte om de havde erfaring
med højt begavede børn. Her var svaret "Ikke specielt - desværre. Hvorfor spørger
du?" Og her fortalte jeg så om PP problemer, hvad hun kan - og lige så vigtigt
hvad hun IKKE kan. De mødte os med åbne øjne, og spurgte ind til hvad de kunne
gøre for at hjælpe hende, og her lovede jeg at give dem Margrethemappen, skrive
om vores oplevelser med PP, og hendes gode/dårlige sider. Samt at vi desværre
ikke havde fundet alle de vise sten endnu.
Alt blev taget imod med åbne arme, og i august sidste år, tog jeg og en anden mor
(der også har et barn i GC) til møde med borgmesteren samt formanden for børn
og unge udvalget i Sønderborg. Det betyder nu, at Ole Kyed kommer til
Sønderborg d. 22. januar, og både lærere, ledere, pædagoger OG forældre er
inviteret. Om formiddagen er det, det pædagogiske og om aftenen er der afsat 2½
time til forældrene.
For vores vedkommende var et børnehaveskift og pædagoger med åbne øjne - det
der skulle til for at PP kunne trives. Og i dag har hun 6 veninder at lege med,
samtidig med at pædagogerne er glade for hende, og mest af alt, så er hun glad
for at gå i børnehave.

Håber at I kan bruge vores historie til noget - der er meget mere i den, men så
bliver det en roman jeg kommer til at skrive :o)
Historien om RR fra København
Vi vidste meget tidligt, at RR var højt begavet, da han var født 3½ måned for tidligt, og
burde være ½-1 år bagud for sine jævnaldrende som minimum, men til alle kontroller viste
sig at være mindst 1 år foran, hvilket lægerne aldrig havde oplevet før.
Han gik i en rigtig god dagpleje, hvor de kun var 3 børn, og var der var rig mulighed for at
udfordre ham passende. Da han skiftede til børnehave gik det imidlertid galt. Han var i en
institution med kun 20 børn, men der var alt for meget kaos alligevel. Han magtede ikke de
sociale relationer – han forstod ikke det sociale spil intuitivt, men måtte have alting
forklaret, så han kunne forstå det intellektuelt. Han havde mange ritualer, og blev de ikke
overholdt, koksede det for ham. Jo værre, han havde det, des flere ritualer fik han, og des
vigtigere blev de for ham.
Han brød sig ikke om de andre børns lege, kunne ikke lide at tegne eller lege med perler og
lign. traditionelle børnehavesysler. Udenfor brød han sig heller ikke om at være, for han
fandt de andre børn for voldsomme. Det meste af tiden sad han derfor i et hjørne for sig
selv. Allerede som 2½ årig var han blevet meget optaget af alle former for symboler,
herunder bogstaver, men i børnehaven fortalte de ham, at det måtte han ikke beskæftige
sig med. Han måtte ikke engang skrive sit eget navn på sine tegninger, for det hørte sig
først til, når man kom i skolegruppen, hed det sig. Til sidst brugte han 2-3 timer hver dag
sammenlagt på at græde over at skulle i børnehave. Efter forgæves at have forsøgt at råbe
personale og leder i institutionen op, valgte vi så til sidst at flytte ham til en anden
børnehave.
Den anden børnehave var helt anderledes. Her var der plads til, at han kunne få mere
uddybende forklaringer, der var plads til at kunne gå afsides, når alt blev for voldsomt, og
han fik ikke lov til bare at sidde alene i et hjørne. Pædagogerne arbejdede aktivt på at
støtte ham på en rigtig god måde. De lavede tit temaer og små udstillinger om forskellige
ting, så der var altid noget at fordybe sig i, og de havde et væld af puslespil, han kunne
sidde med, og det var ikke kun nogle med 20 brikker, som i den anden institution. Her
blomstrede RR op, meget af hans ritualistiske opførsel forsvandt, og han begyndte igen at
være glad for at gå i børnehave.
I bh. Kl. gik det rigtigt godt. Han var superglad for at gå i skole. Her havde han en
klasselærer, der igen hjalp ham med det sociale, fandt et sted, han kunne gå hen, når han
havde brug for ro, og som kan ham staveord a la ’nøgle’, når de andre øvede sig på
bogstavet A.
I 1. Kl. gik det stærkt ned af bakke. I matematik lavede de opgaver, han havde lavet selv,
siden han var 3 år. Hjemme lavede han af sig selv stykker med division og gange, men i
klassen lavede de stykker a la 2+3 = 5. Der var et lignende problem i dansk, dog ikke helt

af samme omfang, mens kravene i billedkunst var alt for høje. Samtidig havde han store
problemer med de sociale relationer til et andet barn. Det endte med, at RR brød
fuldstændigt sammen til sidst, og vi måtte tage ham ud af skolen i 3 uger, hvor han kunne
få ro. Samtidig holdt vi akut møder med skolen, for at finde måder, hvor vi kunne rette op
på de forskellige ting. Heldigvis var de fra skolens side meget imødekomme, da problemets
alvor gik op for dem, især mht. de sociale problemer. Vi fik dog også løst problemerne med
billedkunst og til dels med dansk. Matematik er desværre stadigvæk et stort problem, men
vi håber, det kan lykkes.

Historien om SS fra Aabenrå – En rigtig forfærdelig historie
Født i november 1999.
Han var fra start meget årvågen og foran alle hans jævnaldrende. Da han blev et år kom
han i dagpleje hvor han trives rigtigt godt. Vi valgte at flytte til en anden kommune da han
var 1,5 år. Da kom han i en dagpleje hvor han slet ikke trives, han var meget ked af det, og
stod klar med støvler og jakke, så snart han så min bil i indkørslen. Når han var i
gæstedagpleje var der ingen problemer med at aflevere ham. Så vi spurgte kommunen om
det ikke var muligt at flytte ham, for han trives ikke hvor han var. Men det kunne ikke lade
sig gøre, så enden blev på det, at vi flyttede tilbage til den gamle kommune, og fik den
gamle dagpleje tilbage. Derefter vendte han og blev ingen en glad dreng.
Da han blev 3 kom han halvtids i en natur børnehave. Der startede det hele igen. Han var
ked af at komme af sted, og havde voldsomme udbrud når han kom hjem. Vi snakkede
frem og tilbage med børnehaven om, hvad det kunne være der gjorde at han ikke trives, og
hvad vi kunne gøre for at han fik det beder. Egentlig som jeg ser det i dag tror jeg ikke de
troede på os. For når han var i børnehaven var der ikke noget. Han var meget voksen
søgende og legede meget omkring de voksne. Han sad ofte alene og observerede de andre
børn, men var ikke god til at lege med de andre. Deres konklusion var at han kom for lidt i
børnehaven (mandag til torsdag fra kl. 9-14). Og at jeg som mor havde noget imod
børnehaven, og det smittede af på ham. En dag blev det for meget for ham. Han rejste sig
fra sandkassen og slog løst på et barn. (en dreng som nu er diagnosticeret autist, som ofte
skulle sidde i sandkassen nær de voksne pga. dårlig opførsel). Nu vågnede de op, for den
slags ”anfald” som vi havde beskrevet hjemme kom nu også til udtryk i børnehaven. Da han
lige var blevet 4 år lavede en udviklingsprofil på ham. Hvor han på flere punkter lå som en
6 åring. Alligevel mener de han kan være autist. Vi bliver derfor indlagt på børneafdelingen
til observation. De konkluder at han ikke er autist men bør have hjælp pga. dårlig trivsel.
Hjælpen bliver et besøg fra PPR som anbefaler vi skifter børnehave, og ser hvad der sker. Vi
holder ham hjemme til der bliver en plads i en børnehave nær os.
Det er som at få en helt ny dreng da han starter i den nye børnehave, han igen trives og er
glad for at komme af sted. Han er på en stue for forskolebørn, og de er gode til at tage
hånd om ham og give ham udfordringer på hans niveau.
Lige inden han skal starte i skole, finder vi vores drømmehus på landet, og flytter til et
andet skoledistrikt. Det bliver en pinefuld start. Han er ked af at komme i skole, han syntes
ikke de lære noget, og når de endeligt skal regne eller lære bogstaver kan han det i
forvejen. Når der er skolefester ved højtider og de skal optræde går han helt ned. Han
græder hver aften flere uger i forvejen. Vi kontakter PPR for at få hjælp. Vi får over
telefonen råd til at komme igennem det. Det samme mønster fra børnehaven gentager sig
hvor han er en stille og sød dreng i skolen men reager med raseri og gråd når han kommer
hjem.
Vi glæder os til han skal starte i 1. klasse, for håber på der bliver flere udfordringer for ham,
og en mere kontinuerlig hverdag med fast skema.
Da han starter i 1. klasse går det i perioder rigtigt godt. Han har en god klasselære som er
god til at tage hånd om ham, og fortælle hvad der skal ske så der ikke dukker noget
uforudset op. Men med 26 elever i en klasse har hun også sit at se til.

SS begynder i starten af 2. klasse at læse Harry Potter og bliver hurtigt færdig med den
første bog. Han begynder at finde ud af at han er foran de andre i klassen og bliver drillet
med det.
Han elsker de boglige fag men hader billedkunst og idræt. Det er en kamp for ham at skulle
af sted de dage. Han har ondt i maven, græder ofte aften inden og om morgenen inden han
skal af sted.
I 2. klase fortæller hans lære os at der ikke er tvivl om at SS er et IQ barn og at han ville
trives beder med ligestillede. Skolen vil ikke give ham bøger eller opgaver for ældre
klassetrin. De mener bare at så bliver problemet endnu større de næste år.
Derefter begyndte vi her hjemme i endnu højere grad end før, at give ham opgaver i
matematik, dansk, historie og naturvidenskab for ældre klasetrin. Det var som om det hjalp
ham til at falde lidt til ro. Men det varede kun et halvt års tid, så begyndte han igen at få
det dårligt.
Vi forsøger uden held at finde en skole som er egnet for SS, men der er ikke en friskole eller
privat skole i nærheden som har plads.
Han fortsætter i 3. klasse med at mistrives. Han græder ofte og klager over ondt i maven,
vejrtræknings problemer og ondt i hovedet. Vi forsøger at få hjælp fra PPR men bliver
henvist til egen læge, for at få de fysiske symptomer afklaret først.
Lægen henviser os til børneafdelingen. Men inden vi når så langt går det helt galt.
SS bryder helt sammen. Han vil ikke leve mere, han forsøger at tage mine knive for at
skære i sig selv. Da dette ikke lykkes løber han hjemmefra. Han vil ikke være hos os mere
han vil slet ikke være her mere. Vi forsøger at få hjælp hos PPR som affærdiger os med at vi
skal se hvad de siger på børneafdelingen. Vi forsøger hos lægen som siger at 3 ugers
ventetid ikke er lang tid, så vi må bare vente. Da alt dette har stået på i 16 dage. 16 dage
hvor vi ikke kan vige fra hans side. Enten må vi fastholde ham så han ikke løber væk eller
gør skade på sig selv. Holde i hånd og trøste, eller bare være der. Vi ringer til lægen og
siger at vi ikke kan magte det mere, der skal ske noget nu.
Vi bliver indlagt på børneafdelingen i 5 dage. Han bliver undersøgt af en læge og observeret
af pædagoger og sygeplejersker. Min mand og jeg har en kort samtale med sygehusets
psykolog. Vi bliver udskrevet uden nogen form for hjælp til hvordan vi takler situationen.
Efter et tværfagligt møde med lære, PPR, læger, sygeplejerske, pædagog, psykolog og os.
Bliver det bestemt at sygehuset skal tage sig af SS for PPR har ikke tid. Det første møde
med psykolog vare ca. 15 minutter hvorefter SS bryder sammen og hun sender os videre til
børene psykiatrien. Her står vi så nu. Har haft to samtaler med dem og håber de vil hjælpe
os.
Lige nu står vi med en dreng som fuldstændigt har mistet troen på systemet. Han føler de
bare har sendt ham videre hver gang han troede han ville få hjælp.
Han har mistet troen på os som forældre. Han kan ikke forstå at vi er hans rigtige forældre,
er sikker på hvis vi var, ville vi finde nogle som ville hjælpe ham.

Han har mistet troen på skolen. Han føler ikke de vil ham noget godt, føler de vil lave ham
om så han kan blive en ”almindelig” dreng. Hvilket han godt ved han ikke er og aldrig
bliver.
Han har ikke været i skole siden midt af november og kommer heller ikke tilbage til samme
skole.
Han står nu uden venner, føler han. Vi tror der er flere som vil ham, men ikke kan følge helt
med så de kommer nemt til at lyve om ting for at lyde som om de følger trit. Og er der
noget han ikke kan med så er det folk som lyver.
Om det er noget andet end skolen, som har betydet at det er endt som det er, ved vi ikke.
Men vi har altid været meget obs. på SS. Han er den ældste af 4 børn. Jeg har siden 2002
været hjemmegående og vi har i en periode haft en ung pige i huset som kunne tage sig af
de små så der har været tid til SS.
Vi står med mange tanker men en overskygger dem alle. Kan man drives så langt ud som
9-årig bare fordi man er klog og tænker anderledes?
Hvis vi ikke som samfund snart får øjnene op for disse børn risiker vi de går tabt. For et
land som Danmark der ikke ligger inde med en undergrund fyldt med råstoffer. Men kun har
viden og menneskelige resurser at byde ind med på det store verdensmarked. Lyder det
fuldstændigt utopisk ikke at udnytte de resurser som ligger lige for næsen af os.

Historien om drengene fra Ringsted – Asperger? ADHD?, nej specialt begavet
Når man får to dejlige børn, som er sunde og raske, så regner man ikke med at der bliver
problemer med børnehave, skole, venner, humøret, følelserne og slet ikke når det er to
kvikke børn. Men hvorfor skal det være et problem at være kvik i øverste etage? Desværre
er der alt for lidt viden omkring emnet højt begavede børn og derfor vil jeg gerne være med
til at formidle emnet, så det forhåbentlig kan komme til gavn for flere og flere børn, der
føler sig misforstået i det danske skolesystem.
Vi har to dejlige drenge, der i dag er 13 og 11 år. De første problemer vi stødte på var
dårlige ører, og det er der så mange der har prøvet, derfor kunne vi også tale med om,
hvad det ville sige at være til ørelæge og skulle gå på taleinstitut, det var noget andre
forstod og noget andre kunne sætte sig ind i, noget alle talte åbent om, for man møder jo
snart ikke en forælder i dag, der ikke har haft et ”øre-barn, men efterhånden kom der så
mange andre ting, som andre ikke kunne tale med om, som andre ikke forstod, som var
tabu, som ikke engang psykologer, pædagoger eller lærere vidste noget om og det har
været en meget frustrerende proces og den er ikke slut endnu, men forståelsen er helt
sikkert vokset, men der er lang vej endnu og her taler jeg selvfølgelig om: højt begavede
børn.
I børnehaven startede problemerne, for det var åbenbart nogle problembørn vi havde, de
opførte sig jo ikke som de andre børn; de var ikke sociale, de havde dårlig motorik, dårlig
finmotorik, ville hellere lege med bogstaver end med biler, ville hellere lege alene end med
de andre. På det tidspunkt børnene gik i børnehave kendte vi ikke noget til højt begavede
børn og det var et meget ubehagelig periode, for hvorfor var pædagogerne sådan efter
vores børn hele tiden? Tit når jeg kom og hentede børnene fik vi alle de negative ting at
vide og mere og mere følte man sig som en dårlig mor og til sidste var det et helvede at
skulle hente sine børn, for hvad skulle børnene eller man selv beskyldes for næste gang? Vi
kunne ikke se der var noget galt med dem, de var allerede begyndt at læse, de havde en
fantastisk hukommelse, de havde et stort ordforråd, var det ikke tilladt at ha det? næ,
åbenbart ikke, for i det danske skolesystem er der ikke meget plads at give af, når det
gælder højt begavede børn og de fleste pædagoger kender slet ikke til begrebet højt
begavede børn. Havde pædagogerne vidst noget om den gruppe børn, så ville alting ha
været meget lettere for os og pædagogerne og ikke mindst børnene, de ville kunne udfolde
sig, som de børn de var og ikke flygte ind i sig selv med et lavt selvværd, der blev lavere og
lavere pga. den manglede forståelse fra pædagogerne side. Det betyder så meget for et
højt begavet barn, at få lov til at udfolde sig som den man er. Det er næsten
frihedsberøvelse når man ikke giver barnet lov til det.
Der var dog én positiv ting omkring den ældste og det var, at på hans stue synes de det
var så fantastisk, at han kunne alfabetet og læse små ord, det havde de aldrig oplevet før,
derfor fik han lov til at sidde med bogstavspil for sig selv, for pædagogen på stuen kunne se
han havde det godt med det, det betød også vi fik en mere glad og åben dreng der blev
mere social i modsætning til sin lillebror, som mistrivedes mere og mere, fordi han måtte
ikke lave noget af det han var god til. Vi fik at vide, at det kunne godt være han kunne
bogstaverne, men han kunne ikke alle ordlydene og vi skulle vente til han kom i skole, det
var vigtigere han legede med perler, for det var jo det han var dårligst til og man fik nogle

lik, som man havde følelsen af sagde: ”I-pacer-drengen-stakkel-dreng-hør-dog-på-ospædagoger-det-er-og-der-har-forstand-på-dit-barn-og-ikke-dig-du-er-en-dårlig-mor”
men
hun skulle vide, hvor meget hun ødelagde for vores dreng, hvor lang tid det tog for ham at
genopbygge den selvværd hun var ved at tilintetgøre , kun fordi hun ikke gav drengen lov
til at være den han var.
Jeg ser tit den pædagog der passede den yngste og hvor har jeg tit haft lyst til at stoppe
hende, når hun går tur med børnehaven og fortælle hende, hvad der egentlig var ”galt” med
vores søn og hvad hun gjorde galt. Jeg tænker hver gang jeg ser hende, ja, det var dig, der
gjorde vores lille dreng ked af det hver dag.
Børnene blev sendt til skolepsykolog, for vi måtte jo finde ud af hvad der var galt med dem,
den ældste blev udredt til at være Asperger, en mild form for autisme. Mange træk hos
asperger går igen hos højt begavede børn, men når selv skolepsykologen ikke kender til
begrebet højt begavede børn, ja så var det nærmeste, at udrede ham til at være asperger.
Nu har vores drenge aldrig været særlig udadreagerende, de har været indadvendte typer.
Havde de været udadvendte, så var de nok blevet udredt til at ha´ ADHD, som også mange
højt begavede børn bliver udredt til at være, fordi adfærden igen minder om det. Men høj
begavelse, nej.. det er der ikke mange pædagoger og psykologer der ved noget om. Det er
bare tankevækkende at der findes flere højt begavede børn end børn med Asperger og
alligevel bliver Asperger oftere påpeget.
Den ældste burde ifølge skolepsykologen ikke gå i en almindelig skole, det ville han ALDRIG
klare mente hun, han skulle på en skole for børn med gennemgribende adfærdsproblemer.
Vi kunne slet ikke forstå meningen med, at han ikke skulle gå i en almindelig skole, vi
takkede nej til specialskole, da vi heller ikke kunne genkende vores dreng i psykologens
beretning – Hvad var det for en dreng hun talte om? ikke vores dreng, i hvert fald. I dag er
jeg glad for, at vi lyttede til os selv og ikke til skolepsykologen.
Han startede i en almindelig skole, var meget stille, nervøs og der blev kun snakket om, at
han var en meget nervøs dreng. Dengang vidste vi heller ikke, at den adfærd han udviste
med nervøsitet, tics, problemer med støj, utryg ved at være sammen med mange
mennesker på en gang og perfektionisme, var tegn på høj begavelse. Havde man bare vidst
det, så havde meget set anderledes ud for ham i dag. Det eneste vi tænkte var, at drengen
jo kunne allerede læse, så han ville nok komme til at kede sig og sådan noget er skolen vel
opmærksom på, tænkte vi, men vi blev klogere.
Efterhånden var det kun de andres fødselsdage der interesserede ham, alt andet var
uinteressant og nu ved vi også af erfaring, at det var for at holde sig selv i gang med et
eller andet spændende, for undervisningen var åbenbart for kedelig og det er en ganske
naturlig proces for højt begavede børn, når de keder sig i skolen, at finde på ting og sager
der er sjovere end at få noget at vide, de allerede lærte sig selv om 2-3 årig. Hjernen skal
jo holdes i gang på en eller anden måde. Så enten trækker børnene sig ind i sig selv og
virker autistiske eller også skaber de uro pga. kedsomhed og så tror man de har ADHD. Der
blev gjort opmærksom på, at han var anderledes og nogen gange opførte sig på en voksen
måde, men der blev aldrig hevet fat i os og sagt: hvad skal vi gøre ved ham? Nu ved jeg
ikke om det var fordi det var en ældre lærer der snart skulle på pension, at hun havde
oplevet så meget i sin tid som lærer, at hun bare prøvede at få det bedste ud af det. Han
havde problemer med motorikken, gik til motorik på skolen, det var han rigtig, rigtig glad

for – dengang vidste vi heller ikke, at høj begavelser tit er forbundet med dårlig motorik,
pga. den asynkrone udvikling.
Den yngste startede så i skole 2 år efter, det er to sommerbørn, så der var ikke noget
problem med hvornår de skulle starte. Han startede i samme spor som storebror, de kan
ikke undvære hinanden. Han kunne også læse og kunne 4. Klasses matematik i 1. Klasse.
Han havde fåret en lærer der var helt nyuddannet og hun så problemer alle vegne– ikke en
eneste ressource så hun i drengen og det er noget af det værste man kan gøre, at overse
alle resurserne, ja det giver kun flere problemer. At tage fat i problemerne, det er en skrue
uden ende.
Kort sagt: han var anderledes – og ikke mindst et stort problem! Selv om han kunne læse
og var god til matematik, ja det var jo det, så skulle han nok klare sig mente de, men
hvordan skulle han klare sig socialt, det var deres største bekymring.
I SFO´en måtte vores to drenge ikke lege sammen, de skulle finde andre kammerater, men
når det nu var to drenge der var ligesindede, så var det jo logisk de gerne ville lege
sammen. Pædagogerne mente ikke de var sociale, men det var de, de havde bare ikke
nogen at være sociale med, for der var ikke andre der tænkte som dem og er det klart man
finder selskab med dem man har det godt med. Tænkt hvis man selv fik at vide, at de
venner man havde, skulle man skifte ud med udviklingshæmmede, for det havde man godt
af, ja de skulle prøve det, de pædagoger, at være en hel dag sammen med
udviklingshæmmede og så gå ned i niveau og droppe alle de venner de havde det godt med
og få at vide, at de udviklingshæmmede venner, det var dem de skulle fungere sammen
med fremover, så tror jeg nok der ville blive protest.
Vi faldt helt tilfældigt over en artikel i et ugeblad om højt begavede børn og der kunne vi
genkende vores drenge. Jeg gik straks ind på Mensa hjemmeside, en side jeg havde lidt
hang til i forvejen og fandt nummeret til Netværket for forældre til børn med særlige
forudsætninger – det netværk der i dag er blevet lavet om til foreningen Gifted Children.
Jeg talte i 2 timer med formanden og hun kunnen faktisk beskrive vores børn uden, at jeg
fortalte meget – der faldt virkelig en tung sten fra mit hjerte, nu var der kommet et svar på
hvorfor vores drenge var som de var, vi var ikke de eneste der havde de problemer, det var
bare en lettelse at snakke med en, der kunne fortælle hvorfor vores børn var som de var.
Nu var der en naturlig forklaring på det hele. Vi skrev lidt om højt begavede børn og fortalt
læreren det. Vi forventede næsten at blive hørt, men ak.. hvad var det dog vi talte om?????
Ingen ville høre, ingen ville forstår, men heldig var vi selv mere rolige, nu havde vi et
netværk vi kunne holde os til, vi havde andre vi kunne dele vores oplevelser med og de
samme historier gik igen og igen hos mange af de andre familier.
Jeg arrangerede et møde med den ældstes lærer, da vi nu vidste, at alle de følelsesmæssig
ting drengen oplevede skyldes høj intelligens. Jeg kan dårlig huske mødet, men husker
tydeligt hun kikkede på mig, som om jeg måtte være skør, at bruge tid og kræfter på sådan
noget, for det kunne da ikke være det der var problemet.
Og så startede 4 års kamp med systemet, hvor den ældste mere eller mindre blev overset,
for det var ikke andet end tanker om hvad der skulle ske med ens lille dreng? – den ældste
skulle nok klare sig, for der havde jo ikke været noget særligt opråb fra skolens side, der
blev taget en kærlig hånd om hans nervøsitet. Nu skal vi først til at kæmpe for den store,

som er gået i baglås, ikke kun pga. teenagealderen, men jeg har lært så mange ting
efterhånden, at jeg godt kan se hvor det er skoen trygger lige nu – manglede udfordringer,
han skriger selv på udfordringer! I 3. klasse var han lærerens kæledægge i engelsk, han
var den bedste, blev rost til skyerne og det kørte bare for ham i engelsk, men efterhånden
begyndte undervisningen at kede ham, da han ikke fik nok udfordringer, han blev mere og
mere ”doven” og læreren sagde han skulle tage sig sammen. Jeg fortalte om Gifted children
og hun var meget begejstret, at hun havde sådan en i klassen. Jeg kunne bare ikke forstå
hun talte udenom hver gang jeg kom ind på emnet, for nu var der da endelig én der forstod
en, desværre viste sig så bare senere, at hun INTET vidste om højt begavede børn. Havde
hun vidst noget om højt begavede børn ville hun også vide, at han skulle udfordres for at
blive fastholdt i sit yndlingsfag, men hun mente ikke han skulle udfordres, han havde kun
rigtig, rigtig godt af at kede sig, han skulle bare tage sig sammen… jamen, drengen kan
ikke tage sig sammen før han bliver udfordret, men hun ville ikke høre. Drengen skriger
selv på udfordringer og gik jeg og troede, at drengen blev forstået og så var det hele
skuespil og endnu engang var det vores børn der skulle betale prisen for lærernes
uvidenhed. Men hvor ville det være ønskværdigt, at der var flere pædagoger og lærere der
ville lytte til forældrene, det ville spare mange bekymringer hos forældre og lærere og give
nogen gladere børn der kunne se frem til en gladere hverdag.
Prøv at forstille dig, at dit barn gik til fodbold og det så viste sig, at fodboldtræneren ikke
havde forstand på fodbold og hver gang der blev scoret mål, så fik barnet skæld ud, det fik
at vide det var dårlig til at sparke til bolden, at det fik at vide at det var en dårlig løber, selv
om man godt vidste, at her var en kommende fodboldstjerne. Forstil dig barnet kun fik alle
fejlene at vide, at det aldrig blev rost, at det ikke måtte lære reglerne i fodbold, forstil at
der blev holdt møder om hvor dårlig barnet er til fodbold, hvis du kan sætte dig ind i det, så
er der mulighed for, at forstå hvordan højt begavede børn og deres forældre i de fleste
tilfælde oplever deres skolegang.
I de 4 år hvor vi jævnligt holdt møder med skole, blev der i første omgang diskuteret om
vores dreng nu også var højt begavet og det eneste vi fik at vide var: ”Desværre kan vi ikke
gøre noget for jer” ikke engang faglige udfordringer kunne der være tale om, selv om jeg
fortalte hvor vigtigt det var og selv om undervisningsdifferentiering er lovpligtig. Jeg havde
givet nogle artikel om højt begavede børn og havde fortalt at de var vigtigt med faglige
udfordringer, men det var som om artiklerne og det jeg fortalte var fuldstændigt ligegyldigt.
Ikke før han var wisc-testet kunne de tage en beslutning om hvad der var bedst for
drengen, vi havde åbenbart ikke noget at skulle ha sagt. Drengen blev wisc-testet af en
psykolog der aldrig havde set drengen eller hørt noget forudgående om ham, jeg havde dog
vedlagt det vi havde skrevet til skolen omkring ham, i håb om, at skolepsykologen ville
kunne forstå, at han var et højt begavet barn. Jeg forlangte en psykolog der vidste noget
om højt begavede børn, men det viste sig, at hun intet vidste om den gruppe børn. WISCtesten
endte med et meget svingede resultat i adfærd, ikke så høj IQ, men det er tit det der
sker når det er en person der ikke kender den intelligentes barns adfærd, så bliver børnene
misforstået og mistolket. Der blev kun sat spørgsmålstegn ved, hvorfor drengen ikke
reagerede som andre børn og det eneste psykologen kunne komme frem til.. og det havde
jeg allerede gættet.. var Asperger, hvad skulle hun ellers sige, det var jo det hun havde
forstand på. Det var virkelig panden mod muren og det gjorde rigtig ondt. Nu tog skolen en
beslutning nærmest uden os; han skulle ha undervisning som en asperger, han skulle lære
at være social, for det havde skolepsykologen jo sagt, så det kunne kun være det, der var

det rigtige for ham, men jeg havde fortalt dem hvordan de fik ham mere social, nemlig ved
at give ham flere udfordringer så han blev mættet intellektuel, ikke før ville der være
overskud til andre og andet. Når højt begavede børn går alene rundt er det for at finde føde
til hjerne og også fordi de ikke er på samme niveau som andre børn, de tænker ikke ens og
så er det altså svært at blande sig med andre, samtidig med at hjernen skriger på føde.
Igen viser det, hvor vigtigt det er, at lærerne og psykologerne lytter til forældrene.
Vi skulle jo tænke på drengens fremtid og skolen fik det til at lyde, som om at det var noget
godt, det de havde bestemt. Han skulle ha nogle timer sammen med klasselæreren hvor
han skulle ha det rigtig sjovt – troede jeg, sådan forstod jeg det og man ville da ikke gør
ham ondt og de havde jo sagt, at det kunne ødelægge ham som voksen, hvis han ikke fik
den rigtige hjælp. Det viste sig, at de timer gik ud på, at drengen sammen med læreren sad
i et lille lokale og så fortalte hun ham om, hvordan man er social og det var vigtigt at være
social og deltage i de andres lege, hun ville kun tro på hvad skolepsykologen sagde, mine
ord vægtede ingen. Jeg var dybt chokeret, vi var blevet lovet noget, men de havde taget en
anden handling. I et par år havde vi siddet og fortalt hvad der var godt for ham og de synes
at være forstående, men jeg følte de var fuldstændig ligeglad med hvad vi sagde, det var
åbenbart kun skolepsykologens ord der gjaldt – der blev ikke handlet – der blev
mishandlet!!
Det var en meget trist dreng der kom hjem fra skole de dage han havde været til møde,
han græd og græd, lukkede sig inde i sig selv og heldigvis nåede han kun at være til 3-4
møder, før jeg måtte møde op på skolen og fortælle, at hun var ved at ødelægge vores
dreng, men jeg måtte da forstå, hvor vigtigt det var, når skolepsykologen havde sagt det,
så måtte det være det rigtige for drengen. I flere år følte jeg bare, at vi snakkede for døve
ører, hvad skulle vi gøre? Hvad var sidste udvej.? Vi besluttede os at få testet børnene hos
Ole kyed, en specialist i højt begavede børn, han er skolepsykolog i Lyngby-Tårnbæk
kommune og har beskæftigede sig en del år med højt begavede børn, så nu så vi lyset
forude. Vi underrettede skolen om, at vi ville få testet børnene hos Ole Kyed og det synes
de var en rigtig, rigtig god idé. Resultatet hos Ole Kyed var jo et dejligt bevis på, at vi
havde to højt begavede børn. Han havde været nævnt på nogen af møderne vi havde haft
med skolen, da nogen af de artikler jeg havde givet også var skrevet af ham. Da vi så kom
på skolen og fortalte, at Ole Kyed havde testet vores barn til at være højt begavet, så gik
alt i baglås for dem, det kunne ikke være rigtigt!! De nægtede at ringe til Ole Kyed, endnu
mere nægtede de et samarbejde med os, for det kunne jo ikke passe, når skolepsykologen
havde brugt så lang tid på, at finde ud af, at den yngste var asperger, så kunne Ole Kyed da
ikke kun bruge et par timer på at finde ud af, at han var højt begavet. Det måtte da være
den der havde brugt mest tid på barnet, der havde det rigtige resultat… nej, nej nej, hvor er
vi henne nu, hvad er det for en tankegang, tænker jeg bare!!!!???
Skolepsykolog der havde været med til møderne gennem de 4 år, vidste ikke noget om, at
han skulle undervises som asperger, da hun ikke var med til at tage den beslutning. Hun
ringede til Ole Kyed, da skolen nægtede at gøre det og nu hun var ikke i tvivl om, at han
var et højt begavet barn. Hun har fået stor forståelse omkring højt begavede børn og det er
hende der i dag er skyld i, at vores søn i dag har fået mere udfordrende matematikopgaver
og vi i dag har en søn der er mere glad og åben end før, fordi hun lyttede til os, hun lyttede
til Ole Kyed, hun lyttede bare!! Drengen har fået et selvværd der bare vokser – der er en
stor forskel at mærke og det er så utroligt så lidt der egentlig skal til for at gøre højt

egavede børn glade og frie, hvis bare man møder børnene der hvor de er og lytter til deres
behov og også lytter til forældrene, så er det en stor hjælp for både skole, børn og
samfundet. Det har været en hård omgang og den er ikke helt slut endnu, men det er
blevet lettere, fordi man endelig er blevet hørt bare en smule. Men tænkt hvad man skulle
igennem først. Jeg vil kæmpe resten af livet for, at højt begavede børn får den undervisning
de har brug og får en skolegang de kan bruge til noget, især når jeg selv har oplevet en
skolegang der var et helvede pga. af manglede udfordringer og jeg tør slet ikke tænke på,
hvad ens egne forældre har måtte gennemgå. Så jeg håber virkelig, at flere vil lære at
forstå, at være højt begavet er ikke et luksusproblem som mange tror, det er en alvorlig
sag der skal lyttes til.