Fortællinger om børn med særlige forudsætninger. - Ballerup ...

at han bliver set i matematik, så han også kan få den følelse af at det han laver hvor han
skal tænke sig om er godt og værdsat. Dette er i januar 2009 endnu ikke sket. Endvidere
prøvede vi at forklare at højt begravet børn typisk har det således at hvis de bliver
udfordret i timerne har de også overskud til at opføre sig socialt hensigtsmæssigt. Dette
blev ikke forstået. Citat fra matematik lærerne: ”Det er vigtige at han opfører sig godt, end
at han laver 3. klasses matematik”. Dette er vi også enige i, men ved at undervise ham i 3.
klasse matematik kan man netop kommer et stykke på vejen til målet med hensigtsmæssig
opførsel. Dette havde vi ikke opfattelsen af blev forstået.
Vi tog herefter initiativ til et møde med skolepsykolog, lærer, akt-lærer og os selv. Dette
møde var kontruktivt, hvor der især blev aftalt punkter omkring BB temperament (han har
siden ikke haft et voldsomt anfald af dette i skolen), men vi gik alligevel derfra med følelsen
af, at lærerne ikke forstår, hvor meget BB keder sig i timerne, og hvilken betydning det har
for hans humør. Ligeledes tyder indgange i hans kontaktbog på det samme. F.eks. var der
en med, at vi måtte snakke med BB, da han påstod at matematik var kedeligt og dette
kunne ikke passe, da han nu havde fået materiale med matematik for 3. klasse, så det
kunne ikke være kedeligt. En dreng på 8 påstår ikke noget. han siger, hvad han mener. Det
viste sig så, at de opgaver han havde fået, var kopier af opgaver, han allerede havde løst i
1. klasse, og han havde ikke lyst til at lave noget han allerede havde lavet en gang.
(klassen har barselsvikar i matematik). Vi har nu selv skrevet matematik opgaver ud fra
nettet og givet ham med, og herefter har han da fået lidt mere udfordrende materialer fra
læreren. Så man kan sige, at i matematik foregår der materialedifferentiering, men som BB
udtrykker det: ”Hun lærer mig aldrig noget”.
Vi har endnu et møde med skolen i februar, og vil endnu engang forsøge at forklare os og
samtidigt har vi kontaktet skolens læsekonsulent, fordi vi kan huske, at hun på første
forældremøde i 1. klasse fortalte om, at læsekonsulenterne nogle gange tog de gode læsere
ud og lavede noget for dem, hvis der var ressourcer til det. Og en dreng der i 2. klasse har
læst ”Kaptajns Grant’s børn” af Jules Verne må hører til de gode læsere. Vi tror nemlig, at
blot nogle få timer om ugen, hvor han virkelig blev udfordret i skolen, gerne sammen med
andre kvikke børn, kunne hjælpe gevaldigt på hans skoleopfattelse.
Spørger vi BB om han hvad der skal til, for at han får det bedre i skolen, så siger han selv
sværere opgaver, samt at han ikke skal lave det han allerede kan. Den ide har han fået,
fordi hans bror i 2a ikke skal. Læreren i 2a lader ham nemlig springe de nemme
sider/gentagelserne over. I stedet skal han så lave matematik i sine ekstra bøger). BB selv
giver dog udtryk for, at han ikke længere tror på, at det kan ske med de nuværende lærere.
1. år i skolen var heller ikke nogen dans på roser, men langt fra så slemt som her i 2.
klasse. Da BB startede i skole, viste vi ikke han var højt begavet. Han var bare vores kvikke
dreng, der selvfølgelig kunne tælle til 1000, lægge samme og trække fra, og kendte næste
alle bogstaverne og diskuterede på livet løst om alt muligt, spurgte om alt og som kunne
huske som en elefant. Alt var jo nyt og at BB så blev mere stille, tænkte vi ikke så meget
over, især fordi der omkring efterårsferien blev massive problemer med hans bror (se
historien om CC). CC problemer gjorde, at vi fik testet både CC og BB hos Ole Kyed
(skolepsykolog med megen kendskab til højt begavede børn) Her viste det sig, at de begge
var højt begavede. Da vi nævnte det for børnehaveklasselæren, var svaret – men han kan
jo ikke engang dividere.