konfliktkræfternes kreativitet og alvor i folkekirken - fire-sogne

sammenhængende hele uden spring, kan en mægling være mere eller mindre evaluerende
og/eller faciliterende samt mere eller mindre snæver eller bred.
Evaluerende konfliktmægling er den metode, hvor man som konfliktløser stiller sin
ekspertviden til rådighed og er behjælpelig med konkrete løsningsforslag, og hvor
konfliktløseren – og ikke de involverede parter – er den primære ekspert på konflikten.
Mægleren går ud fra, at parterne ønsker at få råd angående løsningen af konflikten, fx ud fra
juridiske principper eller branchepraksis. Mægleren opfattes som kvalificeret på grund af sin
uddannelse, sine erfaringer og sin objektivitet.
I faciliterende konfliktmægling går mægleren ud fra, at parterne selv er i stand til at tage vare
på egen situation i mæglingen og forstår egen situation og konflikt bedre end mægleren, det
vil sige at de konfliktende parter er eksperter på eget liv. Formålet med denne form for
mægling er at forbedre parternes kommunikation, så de selv finder frem til løsningen af deres
fælles problem. Der kan være tilfælde, hvor man ikke kan nå et resultat, men hvor formålet
udelukkende er at få parterne til at kommunikere med hinanden med det formål, at de opnår
en større gensidig forståelse.
Snævert evaluerende mægling finder sted, når mæglerens fokus er sagen, forstået ud fra fakta
desangående, fx relevante dokumenter samt parternes fremlæggelser af sagen. Herudfra
vejleder mægler parterne i deres sags styrker og svagheder. Separate møder er den mest
anvendte form, og der arbejdes hen imod kompromiser, kompromiser, der ofte først
accepteres efter, at mægler har lagt pres på parterne.
Ved den brede evaluerende mægling er fokus at forstå mere af baggrunden for konflikten. Her
er det vigtigt for mægleren af få viden om parterne, deres interesser og omstændighederne ved
konflikten, hvorudfra mægleren efterfølgende fremsætter sine råd til de konfliktende parter.
Snæver facilitativ mægling forsøger at få parterne til at forstå svagheder, styrker og
omkostninger, ved deres sag hver især og ved manglende opnåelse af en aftale. I modsætning
til den snævert evaluerende mægling må der ikke udøves pres ved hjælp af mæglers egne
vurderinger og forslag, og mægleren har derfor mindre behov for at sætte sig ind i sagens
dokumenter. I stedet spørger mægleren ind til styrker og svagheder ved løsningsforslagene.
Mægleren skal holde fast i, at konfliktløsningsansvaret ligger hos parterne selv. Det samme
gælder for ansvaret for løsningsforslagene. Det er muligt, at mæglingsprocessen indeholder
”uddannelseselementer”, empowerment, en styrkelse, idet den enkelte igennem processen
bliver træneret i at håndtere konflikter og udvikler empati i forhold til den andens måde at se
sagen på.
Ved bred facilitativ mægling er empowerment og udviklingen af empati og anerkendelse af
den anden part decideret i fokus, selvom det ikke kan stilles som et krav. Som ved den brede
evaluerende mægling er parternes interesser vigtige. Desuden er også deres behov vigtige i
den brede faciliterende mægling. Ud fra disse interesser og behov skal mægleren ikke selv
give råd som ved den brede evaluerende mægling, men skal hjælpe parterne til at forstå
grundlaget for deres konflikt, som netop er disse interesser og behov.
Det gode ved Riskins arbejde er, at man her har fået et analyseapparat til at kategorisere
forskellige konfliktløsningstyper. Det uheldige er imidlertid, at hans definition af begrebet
mægling er så omfattende, at stort set al alternativ konfliktløsning kan kaldes mægling, både
10