konfliktkræfternes kreativitet og alvor i folkekirken - fire-sogne

[Mit job] er at kæmpe for at præster får så gode løn- og ansættelsesforhold så muligt.
Men det er jo klart, at til godt ansættelsesforhold hører jo også, at man helst skulle kunne
passe sit arbejde uden at være omklamret og truet af konflikt, som gør ens arbejdsglæde
mindre. (…) Hvis der kom et kursus (…) med emnet konfliktløsning med særlig henblik
på forholdene her i Folkekirken, så vil der ikke være ret mange andre kurser, jeg hellere
ville søge. Det er helt sikkert.
Konfliktløserne mener således, at der er et reelt behov for uddannelse i konfliktløsning med
vægt på den faciliterende mægling, men i hvor stort omfang og på hvilke institutioner, det må
fremtiden vise.
En yderligere mulighed for videreuddannelse kommer en af de interviewede ind på i
forbindelse med mine spørgsmål angående supervision. Det viser sig, at ingen af de
interviewede konfliktløsere har modtaget supervision. En af dem svarer:
”Det har jeg slet ikke tænkt på (…) Mangler jeg nogle gode råd, så tropper jeg op der,
hvor jeg synes, at jeg kan få dem. Og det kunne være Stiftet eller en kollega, hvor jeg
ringer til vedkommende og spørger: ”Har du været ude for noget lignende?” ”Ja, det har
jeg!” ”Hvad gjorde du?” Der er jo ingen grund til at gå og putte med, at der er nogle ting,
man ikke selv kan klare. Noget af det dummeste, det er altid at opfinde den dybe tallerken
en gang til.”
En anden sætter spørgsmålstegn ved supervision, og det er her den nye mulighed for
videreuddannelse viser sig:
”Nej, [jeg får] overhovedet ikke [supervision](…) Men jeg må også sige, at jeg er ikke
vældig tilhænger af det. Jeg ser jo vældig mange præster (…), der går til det, for det er
mere og mere populært. Men jeg synes, at det er for meget med cases, der ender med, at
de sidder i en gruppe med fem stykker, hvad ved jeg, og deler ud af ting, som de har
tavshedspligt med. Jeg synes, at det opdrager dem til at plapre for meget, når de sådan
bliver opdraget til at sidde og fortælle til en gruppe på fem, hvad der i sig selv ikke er
lovligt, fordi præstens tavshedspligt er 100 %. Det er ikke en kollektiv tavshedspligt. Der
er så mange, der hyler op om, at de har tavshedspligt. Vel har de ej. De må nemlig tale
om det inden for deres faggruppe. Vi [præsterne] har det personligt. Men det er ikke bare
det, det er ligesom om, at de bliver trænet i at formulere, at ”der havde jeg det sådan med
den og den og vi gjorde sådan og sådan”. Så de ikke bare gør det i den gruppe, men de
gør det udadtil hele tiden. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes, at det er så god en ide.
Jeg tror meget mere på personlig coaching.”
Jeg kan følge denne holdning om at coaching kunne blive et stort gode i forhold til
præstearbejdet og specielt i forhold til konfliktløsning, idet man her arbejder coach over for et
enkelt individ, i stedet for den gruppe-supervision som generelt foregår i præste-regi, hvor én
supervisor sidder sammen med 5-15 personer, der skal superviseres. Der er mange fordele ved
gruppesupervision, men ved coaching undgår man i højere grad at blive ”trænet” i at bryde
den absolutte tavshedspligt, der gælder for præster, og jeg tror, at man gennem coaching
lettere vil kunne få hjælp til at finde frem til sin helt egen stil, få sat lys på sine stærke sider,
styrke de svage og vokse som konfliktmægler.
38