konfliktkræfternes kreativitet og alvor i folkekirken - fire-sogne

Vedkommende sætter den faciliterende metode ind i en teologisk ramme, idet vedkommende
siger:
For mig består det altid i – med et lidt andet billede – det gælder generelt, det gælder
sørme også forkyndelsen – hvad er nåde – det er selvfølgelig mange ting – hvad er
tilgivelse, tilgivelse er jo ikke at det gjorte gøres ugjort, for det kan det ikke gøres, og det
kan efterlade nogle ar i et andet menneskes sind som det menneske heller aldrig
nogensinde kommer ud over, men det er at se nogle nye muligheder, nåden er, at man
ikke lader sig standse af forurettelsen, svigtet og nederlagene og alt det der, men ser, at
der er nye muligheder. Det er dem, Gud er god til at fremskaffe. Det synes jeg faktisk, at
han er helt genial til.
For mig at se kender alle præster til den faciliterende model fra sjælesorgen og den kan som
ovenfor vist udtrykkes i en teologisk ramme, men hvorfor bruger vi præster så stort set kun
den evaluerende konfliktløsningsmodel i stedet for den faciliterende konfliktmægling (jf.
resultaterne i kapitel 5), hvormed vi i højere grad kunne løse og forebygge langvarige og
hårdnakkede konflikter? Det skyldes nok som en af de interviewede svarer på dette
spørgsmål: ”Det er vores kultur”, vi er ganske simpelt ikke trænet eller uddannet i det.
Uddannelse synes at være en givtig vej til at ændre den evaluerende konfliktløsningskultur
hen mod en faciliterende. Selvom den uddannede konfliktløser ovenfor udtalte at
vedkommende havde succes med at bruge facilitative elementer før uddannelsen, så er der
ingen tvivl om, at uddannelse forbedrede vedkommendes praksis. På spørgsmålet om det har
ændret konfliktløserens praksis at få uddannelse i den faciliterende mægling, svarer
vedkommende således:
Ja, det har ændret min praksis. Til en stor fordel, afgjort.
Denne konfliktløser oplevede uddannelsens kvalitet i en sådan grad, at vedkommende
sammen med de øvrige kursister sørgede for selvfinansieret yderligere undervisning:
Vi var faktisk så begejstrede for det, vi lærte, at vi besluttede selv at betale for en ekstra
seance.
På spørgsmålet om det ville være en fordel at klæde alle præster på til at være faciliterende
konfliktmæglere, svarer mægleren:
Ja, for hvis de var det, ville de ikke selv gå ind og være en del af konflikten, hver gang
der var en graver og en organist, der skændtes. Så går de jo ind og tager parti for den ene,
eller også så skælder de ud på den anden eller sådan noget, ikke. Hvis de havde lært det
andet …
Direkte adspurgt om det kunne være med til at løse problemerne med det psykiske
arbejdsmiljø, hvis vi præster blev mere faciliterende, svarer mægleren:
Det tror jeg afgjort, men de skal jo først og fremmet lære noget – simpelt hen lære noget,
at de har en opgave. De kommer jo og tror, det hører jeg jo, ”Jamen, min opgave det er jo
at forkynde, så kan menighedsrådet tage sig af det andet”. Nej, kære ven, du er medlem af
menighedsrådet, I er fælles om det her. Nu bliver det heldigvis understreget i den nye
menighedsrådslov, der kommer. Men mange præster har ikke forstået det, som jeg lærte
fra da jeg var ung: at vi er begge dele, både embedsmanden og forkynderen. Vi er
medlem af menighedsrådet, vi har ansvar for det hele. Vi er derfor også arbejdsgivere for
36