konfliktkræfternes kreativitet og alvor i folkekirken - fire-sogne

Derimod er jeg ikke enig med Kovach og Love, når de åbner op for en mulighed for at man
kan blande forskellige metoder, lave en ”hybrid-proces”. De skriver:
Parterne opnår en mere rimelig løsning, hvis de forstår, hvad for en ADR [alternativ
konfliktløsningsmetode] de indgår i. Når parterne giver deres samtykke hertil og når 3.person
efterlever standarderne for hver metode, så kan metoderne blandes. Så længe 3.person
skelner mellem de forskellige dele af metoden og hvad der foregår, vil denne
hybridmetode opnå fleksibilitet uden at miste klarhed. 17
At man kan benytte en sådan hybridmetode, er jeg helt uenig i. Som faciliterende mægler
skaber man et rum af fortrolighed, nænsomhed, kontakt, gensidig respekt, åbenhed, tillid og
troværdighed, der kalder alt det svære i konflikten frem, så det kan blive lettet og opløst, og så
man i tillid gennem en ægte dialog kan få parterne til at gå fra en situation, der er tynget af
modbeskyldninger og bebrejdelse til et kreativt og forløsende miljø, der rummer en stor
åbenhed. Har man først skabt et sådant miljø og derefter ændrer sin adfærd til en evaluerende
aktivitet, hvor man tager ejerskab over konflikten, rådgiver og træffer beslutninger, så mener
jeg, at parterne uvægerligt vil føle sig blottet, udstillet, og at der bliver øvet vold mod dem.
Jeg mener altså ikke, at man i samme konflikthåndtering kan blande en faciliterende og
evaluerende metode, og jeg mener som Kovach og Love at den faciliterende er at foretrække,
men i visse situationer kan den evaluerende metode være den mest givende metode. Det
vigtige er, at man enten agerer faciliterende eller evaluerende. Det hænger sammen med den
relation, der i en faciliterende konfliktmægling skabes mellem parterne gennem deres arbejde
med løsning af konflikt, og som Cissna og Anderson kalder ”et tredje individ”. De skriver:
[Det er] et tredje individ, der kræver både den ene og den anden part, men som er mere
end summen af dem. Loraine Halfen Zephyr (1982) kalder dette tredje individ et
”åndeligt barn”, som er skabt af både den ene og den anden part; og ligesom et fysisk
barn er det afhængig af dets forældre, og alligevel er det adskilt fra dem og fra deres
anstrengelser for at kontrollere det. 18
Det er et billede, jeg finder meget rigtigt. Og for mig at se er den faciliterende
konfliktmæglers rolle at være som en jordemoder, der hjælper parterne gennem
fødselsprocessen af dette deres åndelige barn. Her er mægleren udelukkende hjælper, en der
letter og leder processen, og ingen ejerskab har i forhold til det åndelige barn. Barnet er helt
og holdent forældrenes, som har fuld bestemmelsesret over det, de har den fulde
forældremyndighed. Hvis mægleren ændrer sin ageren til at være evaluerende, ændrer 3.persons
rolle karakter: fra at være som en jordemoder er vedkommende nu som en offentlig
myndighedsperson, fx en sagsbehandler, der med sekunders varsel kan overtage
forældremyndigheden og ejerskabet af barnet.
Den tillid, kontakt og respekt, der skabes mellem forældre og en jordemoder, vil ikke kunne
etableres, hvis der eksisterer en mulighed for at den hjælpende jordemoder pludselig bliver til
en beslutningstagende og bedømmende sagsbehandler. Og hvis forældrene udviser tillid til
jordemoderen ud fra en forestilling om at vedkommende udelukkende er jordemoder og denne
så senere viser sig at kunne indtage en sagsbehandlers stilling med dennes beføjelser, vil
forældrene føle sig ført bag lyset og deres tillid misbrugt.
17 Ibid. s. 105-106.
18 Kenneth N. Cissna og Rob Anderson: “Communication and the Ground of Dialogue” i The Reach of Dialogue
af Anderson, Cissna og Arnett, Hampton Press, inc., Cresskill, NJ 1994, s. 23.
14