konfliktkræfternes kreativitet og alvor i folkekirken - fire-sogne

derimod en måde at kanalisere elvens mange kræfter de rigtige steder hen, så kan de være til
vækst og livsfremme, jf. fx de interviewedes udsagn om at en konflikt kan ”bryde noget
fastlåst og stivnede” og give ”ny indsigt” og ”nye kræfter” og ”give én noget personligt og
styrke ens personlighed”. Men vil en faciliterende mægling kunne bidrage til denne
kanalisering?
6.2 Interviewresultater – Evaluerende kontra faciliterende?
To af de interviewede – en konfliktløser og konfliktparten – kender til både den evaluerende
og den faciliterende metode. Konfliktløseren har været på et længerevarende kursus. De tre
andre konfliktløsere har primært brugt den evaluerende metode og kun elementer fra den
faciliterende metode. Jf. indledningen regnede jeg med at kunne teste min arbejdshypotese
(som var: hvis en faciliterende mæglingsmodel anvendes, så vil konflikterne blive løst
dynamisk og fremadrettet) ved at spørge om forskellene mellem de to metoder, mellem
processen og dens resultater ved dels den evaluerende konfliktløsning og dels den
faciliterende konfliktmægling. Men det viser sig, at de fire adspurgte konfliktløsere vælger
metode efter konfliktens indhold og de involverede personers ageren. På spørgsmålet om
hvorfor de vælger at bruge den pågældende metode, svares der eksempelvis således:
Det kommer an på hvad det er for en type af konflikt. Nogle konflikter bunder i det, jeg
lige har sagt, at der er nogle der simpelthen ikke kender deres egne kompetencer, deres
rettigheder, hvor de kan gå til, hvad er grænsen, og hvad er mit område – og der kan det i
nogle situationer simpelthen handle om at sige til folk: ”Du gør ikke det der”, simpelthen
sætte ind som myndighed og sige ”Du lader være med det der, for det har du ikke ret til
(…) Andre steder har jeg givet gode råd.
Det er den personlige samtale [der afgør valget af metode]. Når vi går i gang, så er det
simpelthen bare med at lytte og prøve at lytte sig ind til, hvad der vil være godt for dem
[konfliktparterne]. (…) [Nogle gange er det konfliktparterne,] der kommer med de bedste
ideer, det er dem selv, der har løsningen, for jeg har jo ikke deres sko på. (…) [I et andet
tilfælde] endte det med, at jeg slog i bordet og sagde: ”Sådan er reglerne”.
Jeg har ikke gjort mig nogen overvejelser om, hvorvidt det nu er den ene eller den anden
model. For mig afhænger det af hvert enkelt tilfælde, og de ligner heller ikke hinanden.
Der er selvfølgelig nogle fællestræk, men de ligner ikke hinanden, fordi de er så vanvittig
afhængig af, hvilke personer der er med. Det kan være den åbne person, den som er
meget let at tale med, og det kan være det stik modsatte: en person, som har svært ved at
sætte ord på hvad der er galt.
Da konfliktløserne altså ikke har brugt de to forskellige metoder til den samme type konflikt,
er det derfor ikke muligt at få et direkte svar til brug for den påtænkte testning af min
arbejdshypotese.
Det mest direkte svar i forhold til forskellen mellem de to typer metoder findes hos den
interviewede konfliktpart i dennes oplevelse af konfliktforløbet: først blev der ”lagt låg på” og
da låget efterfølgende ”ryger af”, prøver konfliktløseren at kommandere parterne til fred – en
løsning konfliktparten mener kun virker, når konfliktparterne selv vil. Vedkommende
oplevede dernæst en faciliterende konfliktmægler og kommenterer det således:
Det må jeg faktisk sige, det var befriende, det var det (…) vi fik hver især lov til at sige
det vi ville, og så fik vi lov til hver især at gå for os selv, og så mødtes vi igen for at
32