konfliktkræfternes kreativitet og alvor i folkekirken - fire-sogne

En konflikt begynder med en uoverensstemmelse, hvor parterne anerkender deres
uenighed. Grænsefladen er udtryk for den grænse, der krydses, når der efter en tid med
uenighed opstår ”støj på linjen” og parterne begynder at føle reservation over for
hinanden. På personificeringsstadiet begynder parterne at betvivle hinandens motiver og
personlige karakter. Herefter ekspanderer konflikten, og parternes mistro til hinanden
næres. Det næste trin indebærer, at samtalen opgives, og i stedet for at tale til hinanden
taler parterne om hinanden til andre, søger evt. forbundsfæller. Der er nu etableret
fjendebilleder, og man ser kun det hos den anden, som ikke ønskes erkendt af parten
selv. Parterne kan ikke tale om andet end konflikten, der er blevet en del af deres
identitet. Vejen er nu banet for åben fjendtlighed, som næsten er autistisk i sin karakter.
Målet helliger midlet. Sidste trin er polarisering. Sameksistens er nu umulig.
Ghettodannelser, fyringer, skilsmisser og krige er den eneste udvej. 31
Det fremgår af artiklen, at Vindeløv vurderer, at Muhammed-konflikten er udtryk for et
kultursammenstød, altså at der er tale om en værdikonflikt og ikke en interessekonflikt. Ifølge
konflikttrappen (se ovenfor) udvikler en konflikt sig gennem forskellige trin fra en
uoverensstemmelse op gennem forskellige niveauer for at ende med åben fjendtlighed og
polarisering, hvis den ikke bliver håndteret korrekt.
Første trin på trappen er benævnt uoverensstemmelse. I Muhammedsagen var der for
muslimerne tale om en oplevelse af en religiøs krænkelse. For regeringen/danskerne var der
tale om en knægtelse af ytringsfriheden.
Næste niveau er grænsefladen, hvor der bliver mere og mere støj på linjen, og parterne bliver
meget reserverede over for hinanden. Muslimerne på deres side føler en velbegrundet
indignation over Muhammed tegningerne, idet deres religiøse følelser er blevet krænket.
Regeringen på sin side føler, der er fare for knægtelse af ytringsfriheden, og statsministeren
tror tilsyneladende, at det drejer sig om en forhandlingssag, en form for dialog, forstået ud fra
en forældet begrebsopfattelse, hvor den ene må afgive noget, når den anden modtager noget.
Altså en given kage man skal dele, win-loose-problematikken.
Man kunne sandsynligvis have forhindret Muhammed-konflikten eller begrænset
skadevirkningerne, hvis man allerede her på grænsefladen var gået ind i en ægte dialog med
lydhørhed og respekt for egne og andres værdier, så der kunne være opstået flere
opblødningsmuligheder. Men når der som her er tale om en værdikonflikt og ikke en
interessekonflikt, kan man ikke forhandle sig frem til et kompromis som f.eks. en mindre
begrænsning i ytringsfriheden eller en ændring af muslimernes religiøse opfattelse.
Andet trin på trappen er benævnt personificering. Det svarer til, at statsministeren og
regeringen står fast på danskernes ytringsfrihed, og statsministeren afslår at deltage i mødet
med de muslimske ambassadører fra flere lande, hvilket jo var med til at optrappe konflikten.
Mennesker råber højt og bliver aggressive, når man ikke lytter til dem, tager dem alvorligt og
inddrager dem i en løsning af konflikten. Intet menneske bryder sig om ikke at blive
respekteret.
Med til optrapningen er, at danske muslimske ledere drager ud med fordrejede og urigtige
ophidsende oplysninger.
31 Ibid., s. 26.
23