konfliktkræfternes kreativitet og alvor i folkekirken - fire-sogne

kirkebetjeningen og ikke bonkammerater med dem. Men jeg tror, at man kan få en bedre
forståelse for konflikter og bliver bedre til at undgå, at de opstår, og hvis de er opstået –
for det er ikke altid, at man er herre over at de opstår – så hvis man har lært nogle ting
om, hvordan man formidler kontakten mellem mennesker, i sådan en situation så tror jeg
meget kunne løses inden det blev til en stor konflikt.
Der bliver altså her givet udtryk for at præster skal lære, at de har en todelt opgave: de skal
både være forkyndere og embedsmænd, og som embedsmænd kan de være med til at sikre et
godt arbejdsmiljø, hvis de får en bedre uddannelse i faciliterende konfliktmægling.
En anden konfliktløser vægter kommunikationen højt i konfliktløsningen og mener derfor, at
dette element skal indgå i præsters uddannelse:
Der burde jo være noget om de her ting, ikke på pastoralseminariet, men langt før.
Allerede under det teologiske studium skulle man jo diskutere kommunikation og
formidling og de vanskeligheder, de medfører. Det er jo det, vi skal: formidle
kristendommen. De vanskeligheder, der kan komme ind, når man nu skal afstikke
rammerne for, hvordan man nu kan formidle og kommunikere. Det er selvfølgelig også et
problem på de andre studier, men der er de langt længere fremme, der er vi sakket lidt
agter ud (…) Det er vigtigt, at det kommer ind som en integreret del af uddannelsen, fordi
vi har nu engang en tilbøjelighed til, at vi lader vores teologi falde ned over andre
mennesker. Vi vil spejle vores egen teologiske skråsikkerhed hos de andre. (…) En af de
bedste måder, at man kan forhindre det [skråsikkerheden] eller arbejde med det hos sig
selv, det er med at indse det nådefulde i et begreb som mangfoldighed og se, at
mangfoldighed ikke er en byrde, men en resurse – du kan noget, jeg ikke kan, du kan
snakke med nogle mennesker, som jeg ikke kan snakke med.
Her peger konfliktløseren også på vigtigheden af, at der findes flere sandheder, og at de er
lige gyldige, og at man skal se det ikke som en byrde, men som en resurse, nøjagtig som den
faciliterende mæglingsmodel anerkender dette.
En af de andre konfliktløsere medgiver, at uddannelse vil kunne bevidstgøre de resurser og de
positive kræfter, en god konfliktløsning kan være med til at frigøre:
Ja, det er ikke utænkeligt, men det skal ske i fredstid, altså inden konflikten bryder ud, så
man ved der er en resurse alligevel i det her, for i det øjeblik, at lokummet brænder, er der
ingen, der kan se det – ikke før i bakspejlet – at vi vandt måske noget ved det her. (…)
Jeg tror, den obligatoriske efteruddannelse nok vil være udmærket, men på
pastoralseminariet, der tror jeg, de har nok at se til inden for den begrænsede tid, der er.
Men vedrørende den obligatoriske efteruddannelse, som jo køre med flere trin og lidt
længere forløb, der har mange af de her præster, når de når frem i forløbet, så har de jo
prøvet, at der er nogle ting, der ikke lige gik, som man havde forventet, at medarbejderne
ikke lige gjorde, som man havde troet, de gjorde. Der tror jeg, man kunne nyde godt af
den uddannelse.
Denne konfliktløser peger altså på, at uddannelsen i at løse konflikter, skal ske uafhængigt af
den konkrete konflikt og foreslår, at det bliver en del af præsternes obligatoriske
efteruddannelse.
En af de andre interviewede har i sin stilling primært haft fokus på de traditionelle områder
for løn- og ansættelsesforhold, men mener at konfliktløsning også er en vigtig del af dette,
hvorfor vedkommende ville prioritere uddannelse desangående:
37