konfliktkræfternes kreativitet og alvor i folkekirken - fire-sogne

vedkommende skal så vidt muligt undgå separate møder, da disse udelukker en ægte dialog
parterne imellem.
De ovenfor omtalte fem mæglingsmodeller, som Non-Model-mægleren blandt andet er fri til
at hente elementer fra beskrives nu ganske kort.
Den aftalefokuserede model redegjort for af Roger Fisher og William Ury i Få ”ja” når du
forhandler, 1981. Her er det den konkrete konflikt med parternes bagvedliggende interesser,
og i mindre grad relationen mellem parterne, der er i centrum. Det er vigtigt, at mæglingen er
effektiv og parterne opnår en holdbar aftale. Der anvendes gerne separate møder, da det øger
effektiviteten ved at der herigennem lettere fås svære informationer frem, som mægler
gennem omformulering kan gøre mere ufarlige for den anden part. Modellen er meget
teknisk.
Den kognitive model er inspireret af fire psykiatere og videreudviklet af psykologerne Johan
Haynes og Larry Fong. Denne model lægger vægt på en intellektuel forståelse, og mægler
stiller sine spørgsmål ud fra et bestemt system, der indebærer, at mægleren reflekterer over sin
tænkning, for at få parterne til at reflektere over deres egen tænkning. Derigennem
fremkommer der data, som afdækker parternes interesser og behov, og det behandlede
problem kan defineres på ny. Denne proces gentages hver gang et nyt problem dukker frem.
Modellen benytter hovedsageligt fællesmøder.
Den humanistiske model. En af denne models grundliggende antagelser er, at alt eksisterende
hænger sammen, og at alle mennesker ønsker fred. Fokus for modellen er en healing af
parterne ved hjælp af dialog. Denne type mægling begynder med omfattende formøder, der
gøder jorden for at mæglers rolle i de efterfølgende fællesmøder minimeres. Den sidste fase i
denne model er fælles opfølgningsmøder med parterne. Modellen har i høj grad princippet om
restorative justice med som baggrund for mæglerens overvejelser. Howard Zehr definerer
restorative justice som ”en proces til at involvere i størst mulig grad, de som har part i en
specifik krænkelse og til i fællesskab at udrede og tage fat på skader, behov og forpligtelser
for at helbrede og bringe tingene på ret køl i videst mulig omfang”. 26 Dette princip er i høj
grad relevant i forhold til konflikter i Folkekirken, da fx en konflikt mellem to præster breder
sig som ringe i vandet, først blandt medarbejdergruppen og menighedsråd og siden i hele
menigheden – et faktum flere af interviewepersonerne kommer ind på, fx siger en af dem
således: ”Det omfatter jo alle, og det er det forfærdelige ved en konflikt, at det involverer og
breder sig og tager folk ind, som egentlig slet ikke har aktier i det, og som f.eks. kan
udmærket med alle parter og pludselig bliver de part i sagen, og det er jo også dræbende for
dem.”
Den transformative model gøres der rede for i Josef Folger og Robert Baruch Busks bog The
Promise of Mediation, The Transformative Approach to Conflict, 2005. Her er det vigtigt, at
parterne hver især oplever en styrkelse (eng.: empowerment) og anerkendelse og derved tager
ansvar for den anden part. Denne styrkelse og anerkendelse opnås ved at mægleren følger
parterne og helt undlader at benytte en struktur for mæglingen. Formålet med denne type
mægling er at ændre parternes samspil, ikke deres relation. Her er det ikke så vigtigt om
mæglingen ender med en aftale, det vigtige er, at parterne og evt. det omgivende samfund
lærer af processen.
26 Howard Zehr: The Little Book of Restorative Justice, Good Books, 2002, s. 37.
20