tema sydamerika Guerillaer, narkosmuglere og ingen turister - En cykeltur gennem Colombias ”no go area” TeksT og foTo: Henrik scHumacHer Udenrigsministeri<strong>et</strong> havde advar<strong>et</strong> kraftigt om ikke at rejse til ecuador. Regeringen i Quito havde øg<strong>et</strong> gaspriserne med 50%. Alle hovedveje i ecuador var spærr<strong>et</strong> med brændende barrikader, og under de voldsomme demonstrationer i Quito havde militær<strong>et</strong> skudt nogle demonstranter. Ikke ligefrem de bedste forudsætninger for at starte en tre måneders cykeltur gennem Sydamerika, men d<strong>et</strong> er heller ikke første gang <strong>et</strong> sydamerikansk land oplever denne slags uroligheder. efter en dejlig uge og <strong>et</strong> stort hul i budg<strong>et</strong>t<strong>et</strong> forlod jeg Quito trods uroligheder mod nord. Jeg nød fartvinden, bevægelsen og ikke mindst cyklen som transportmiddel, hvor sjælen kan følge med. Vejene var stort s<strong>et</strong> uden trafik, og de indfødte lod mig passere deres vejspærringer mod nogle smøger og smalltalk. efter tre dage nåede jeg grænsen til Colombia; nok d<strong>et</strong> mest udfordrende land for mig. Guerillaer og paramilitære styrker bød på helt nye udfordringer. Faren for bortførelse var hele tiden tilstede i de to måneder, jeg cyklede gennem Colombia. Med narkosmuglere til kokainområd<strong>et</strong> Jeg elsker at cykle oppe fra Andesbjergene og ned til Amazonas regnskove. Man kommer indenfor kort tid gennem de forskellige veg<strong>et</strong>ationszoner, fra kulde og træløse bjergtoppe ned til tæt regnskov med vandfald, dyr og fugtig varme. I Pasto forlod jeg den verdensberømte Panamericana Highway, som starter i Lige om hjørn<strong>et</strong> fik Guerillaen sig en middagslur, jeg trillede lydløst forbi, men den gik ikke, og så var der ellers ballade. Alaska og ender efter 22.000 km ved Kap Horn. <strong>De</strong>r mangler dog 400 km mellem Panama og Colombia. Planen var at trille oppe fra bjergsøen lago de Cocha i 3300 m<strong>et</strong>ers højde og ned til Colombias kokainområde i Putumayo. Min cykel var ikke egn<strong>et</strong> til denne ”rough and bumpy road” (Lonely Plan<strong>et</strong>) med store sten og mudderbad på skift. Jeg besluttede mig for at blaffe ned til Mocoa. To flinke fyre fra Cali tog mig med i deres pickup. <strong>De</strong> var på vej ned til Amazonas for at ”besøge familien” og hente nogle specielle ”urter”, som kun vokser i d<strong>et</strong> område. D<strong>et</strong> tog os næsten hele dagen at køre de 140 kilom<strong>et</strong>er med flere stop, hvor de b<strong>et</strong>alte større beløb til nog<strong>et</strong> de kaldte Vejdirektorat<strong>et</strong>. Mig beskrev de som ”loco aleman con bici”, altså skør tysker med cykel. D<strong>et</strong> var fint med mig, bare jeg kunne nyde den enestående og uberørte natur. Vi kørte gennem den frugtbare Sibordoydal og på smalle grusveje, som bød på hæsblæsende udsigter til regnskov, der nærmest klistrede sig fast op ad de stejle skråninger. Ud af vindu<strong>et</strong> kunne jeg nogle gange se en rivende flod <strong>et</strong> par hundrede m<strong>et</strong>er længere nede. Jeg jublede over at være en af de få rejsende, der nogensinde har få<strong>et</strong> denne vidunderlige naturoplevelse, og så i selskab med narkokurerer. Sent på eftermiddagen satte de mig af ved <strong>et</strong> vejkryds og ønskede mig held og lykke med turen. <strong>De</strong> sidste 15-20 kilom<strong>et</strong>er til Mocoa lignede den sidste dag af ”Tour de France”. Hele den lokale befolkning kom stormende ud af deres hytter for at hilse på mig og klappe mig på skulderen. børnene og hundene løb efter mig, de fløjtede og klappede i hænderne. Jeg var den eneste turist i flere år, der var komm<strong>et</strong> ned i deres skønne område. amerikansk løsning på narkoproblemer Mocoa, som er den største by i områd<strong>et</strong>, ligger i 600 m<strong>et</strong>ers højde omgiv<strong>et</strong> af regnskov og med <strong>et</strong> behageligt klima. Byen nyder godt af narkotrafikken. <strong>De</strong>r er en helt unik stemning på byens mange hoteller, restauranter, barer, salsatecas og i gaderne. Jeg følte mig meg<strong>et</strong> tryg og blev hurtigt kendt som ”el ciclisto”. næste morgen vågnede jeg ved en kæmpelarm. nog<strong>et</strong> choker<strong>et</strong> spurgte jeg hotelejeren, hvad der foregik. D<strong>et</strong> var amerikanere, der bekæmpede narko. <strong>De</strong>n amerikanske regering havde i samarbejde med den colombianske regering lav<strong>et</strong> en ”plan Colombia” som kostede USA 1,3 milliarder dollars. <strong>De</strong>n gik ud på at dræbe alle kokaplanter ved hjælp Mit møde med en roterende ventilator resulterede i en hed flirt med lægen på skadestuen. Colombia er <strong>et</strong> dejligt land! af sprøjtegift og derefter ødelægge de illegale laboratorier. USA havde sendt ”special forces” for at var<strong>et</strong>age denne opgave med helikoptere og våben. D<strong>et</strong> lykkedes dem at forgifte store områder og floder. Kokainproduktionen flyttede sammen med tusinder af flygtninge til nabolandene, hvor den nu er lige så stor som før, men mere spredt. <strong>De</strong> lokale fik aldrig tilbudt alternativer eller hjælp. D<strong>et</strong> må være den amerikanske måde at løse deres egne narkoproblemer på, tænkte jeg. Hvordan ville den amerikanske regering mon reagere, hvis saudiaraberne sprøjtede californiske vinmarker med gift, fordi alkohol er lige så forbudt i deres land som kokain er i USA? eU havde på samme tidspunkt tilbudt at give kokabønderne (cocaleros) løn for at ødelægge planterne uden gift. efterfølgende skulle de plante frugttræer, og eU ville købe frugterne til samme beløb, som de tidligere fik fra narkobaronerne. Ingen dårlig ide, men USA’s ”her og nu løsning” var hurtigere. <strong>De</strong> næste par dage så jeg, hvordan de syge cocaleros med deres børn på armene strømmede til byen, fordi de havde drukk<strong>et</strong> forgift<strong>et</strong> vand. Stemningen var vendt 180 grader, og jeg havde få<strong>et</strong> nok af USA’s kortsigtede narkopolitik. GLOBEN nr. 30 / <strong>De</strong>cember 2007 GLOBEN nr. 30 / <strong>De</strong>cember 2007 7