en spørgeskemaundersøgelse. Maj 2001 (pdf-fil)

medens de øvrige grupper nærmest er faldet. Den kraftige stigning skyldes et øget
antal patienter med dom til behandling (86 i 1987, 197 i 2000) og dom til ambulant
behandling (20 i 1987, 91 i 2000). Det kun let øgede antal anbringelsesdømte (15 i
1987, 19 i 2000) kan eventuelt skyldes, at der ikke er sket nogen væsentlig øgning
i antallet af psykisk syge, som begår de mest alvorlige former for kriminalitet (for
eksempel drab mv.), det vil sige kriminalitetsformer som typisk medfører – og også
dengang medførte - en anbringelsesdom. Det skal tilføjes, at antallet af anmeldte
straffelovsovertrædelser i perioden 1987 til 2000 har været uændret eller let faldende,
og at lovgivning og administrativ praksis vedrørende psykisk syge kriminelle har
været uændret.
På landsplan fandtes ved 1987-undersøgelsen cirka 50 % af patienterne at lide af
skizofreni og 20 % var dømt efter § 69. Der er intet anført om, at H:S adskilte sig
fra resten af landet, og lægges denne antagelse til grund, må væksten af retspsykiatriske
patienter i H:S helt overvejende skyldes, at stadig flere skizofrene dømmes
for kriminalitet.
2.4 Diagnoser og retspsykiatrisk klassifikation
I tabel 3 er de psykiatriske diagnoser relateret til, hvorvidt en patient er idømt en
psykiatrisk særforanstaltning i medfør af straffelovens § 16 eller § 69. Kolonnen
”Andet” omfatter de 23 patienter, som enten er varetægtsarrestanter, herunder
mentalobservander eller undergivet straffuldbyrdelse. Overordnet ses, at kun 35 patienter,
svarende til cirka 11 % af de foranstaltningsdømte, er fundet omfattet af §
69, det vil sige vurderet som ikke sindssyge på gerningstidspunktet. Imidlertid fremgår
det, at otte patienter, der af den behandlingsansvarlige afdeling er diagnosticeret
som lidende af skizofreni, og to, diagnosticeret med en kronisk paranoid psykose, er
dømt efter § 69. En mulig forklaring kan være, at de pågældende ti patienter ved
mentalundersøgelsen befandt sig i indledningsfasen til en kronisk psykotisk tilstand,
således at det ikke var muligt at diagnosticere dem som sindssyge (omfattet af §
16) på daværende tidspunkt. Nok så bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at halvdelen
af de patienter, der af den behandlingsansvarlige afdeling er diagnosticeret
som lidende af en personlighedsforstyrrelse (F60), er dømt efter § 16, de har altså
været sindssyge på gerningstidspunktet. Tilsvarende ses, at de fire patienter, der
har misbrug som hoveddiagnose (F10 + F12 + F19), ligeledes er dømt efter § 16.
Endelig kan nævnes, at to patienter har diagnosen ”tilpasningsreaktion” (F43), en
patient har diagnosen ”non-organisk personlighedsændring” (F62), det vil sige ikkepsykosediagnoser.
To af disse tre patienter er imidlertid også dømt efter § 16.
13