en spørgeskemaundersøgelse. Maj 2001 (pdf-fil)

Det er overvejende skizofrene patienter, som har været indlagt hele året, heraf mange
med behandlingsdomme, men også nogle få med domme til ambulant behandling.
For disse patienter må det antages, at det er deres psykopatologiske tilstand og ikke
karakteren af den idømte kriminalitet, der betinger de langvarige indlæggelser. Dette
synspunkt støttes af, at 16 % af de patienter, der er dømt for ikke-personfarlig kriminalitet,
ligeledes har været indlagt hele året.
Blandt de patienter, der er dømt inden for det seneste år, har cirka en tredjedel af
patienterne med dom til ambulant behandling været langvarigt indlagt, eventuelt helt
fra domsafsigelsen. Det er indlysende, at de langvarige indlæggelser i disse tilfælde
ikke skyldes kriminalitetens karakter, men må skyldes patienternes psykopatologiske
tilstand. Dette må igen fortolkes som, at nogle psykisk syge i H:S først diagnosticeres
og deres behandlingsbehov afdækkes i forbindelse med en mentalundersøgelse
foretaget på grund af begået kriminalitet.
De kvindelige retspsykiatriske patienter adskiller sig ikke diagnostisk fra de mandlige
patienter, men kvinderne er lidt ældre end mændene, der er færre kvindelige end
mandlige misbrugere, men flere i metadonbehandling, og kvinder er væsentligt hyppigere
end mænd dømt for brandstiftelse. Kvinderne har længere foranstaltningstider
end de mandlige patienter, men de kvindelige patienter har til gengæld været indlagt
i kortere tid end de mandlige patienter. Forklaringen er formentlig, at de kvindelige
patienter socialt klarer sig lidt bedre end de mandlige, og om end kvindernes psykiske
tilstand ikke er således, at foranstaltningen kan anbefales ophævet, er de på den
anden side bedre end mandlige patienter i stand til at klare sig i samfundet.
Blandt 42 behandlingsdømte patienter, som er dømt inden for det seneste år, har 7
ikke været indlagt efter domsafsigelsen. Dette er uhensigtsmæssigt og i strid med
den almindelige fortolkning af de gældende regler. Det må antages, at forklaringen
på, at disse patienter ikke har været indlagt, i væsentlig grad skyldes kapacitetsproblemer
på de psykiatriske afdelinger.
Overordnet ses således, at mange retspsykiatriske patienter må opfattes som svært
syge med et langvarigt behandlingsbehov, herunder behov for langvarig indlæggelse.
En række forskellige delresultater tyder entydigt på, at det overvejende er patienternes
psykopatologiske tilstand og ikke juridiske synspunkter, der betinger foranstaltningernes
varighed og varigheden af indlæggelser. Det skal hertil fremhæves, at der
bør skaffes kapacitet til, at patienter, der dømmes til psykiatrisk behandling, som
absolut udgangspunkt indlægges i forbindelse med dommen. Det skal i den forbindelse
igen fremhæves, at langt hovedparten af de retspsykiatriske patienter er dømt
for personfarlig kriminalitet, og det er – også af kriminalitetsprofylaktiske grunde –
væsentligt, at der foretages en grundig vurdering af disse patienter, blandt andet
hvad angår behandlingsmotivering, behandlingsplanlægning og lignende som indledning
til et eventuelt ambulant forløb.
Undersøgelsen har vist, at der er en række betydelige problemer i behandlingens
organisation og varetagelse. En ikke helt ubetydelig gruppe patienter må vente omkring
100 dage eller mere fra endelig dom til første lægekontakt. En sådan ventetid
er uacceptabel, og det skal anbefales, at der i samarbejde med det juridiske system
etableres en ordning, hvorefter behandlingen kan starte væsentlig hurtigere efter en
afsagt dom.
69