en spørgeskemaundersøgelse. Maj 2001 (pdf-fil)

Kun 15 % af de retspsykiatriske patienter er dømt for ikke-personfarlig kriminalitet,
det vil for eksempel sige tyverier, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer,
overtrædelse af færdselsloven og lignende. Så mange som 31 patienter – eller cirka
10 % af alle – er dømt for/sigtet for drab, drabsforsøg og vold med døden til følge.
Patienter dømt for drab mv. adskiller sig hverken diagnostisk, socialt eller på anden
måde væsentligt fra patienter dømt for ikke-personfarlig kriminalitet. Den måde, undersøgelsen
er gennemført på, bevirker, at der vil være en relativ overrepræsentation
af personer dømt for alvorlig kriminalitet – og dermed en relativ underrepræsentation
af personer dømt for ikke-personfarlig kriminalitet – i dette materiale. Det skal samtidig
fremhæves, at uanset dette er 85 % af de retspsykiatriske patienter, H:S aktuelt
har ansvaret for, dømt for personfarlig kriminalitet, heraf altså 10 % for drab
med videre. Dette fremhæves, fordi retssikkerhedsmæssige aspekter, vekslende fra
sag til sag, skal indgå i den samlede opgavevaretagelse ved behandling af retspsykiatriske
patienter.
Der ses ingen sammenhænge mellem psykiatriske diagnoser og kriminalitetsformer,
hvilket formentlig skyldes, at skizofreni og vold er så dominerende, at det ikke er
muligt at påvise eventuelle (statistisk signifikante) sammenhænge mellem andre diagnoser
og andre former for kriminalitet.
De retspsykiatriske patienter er ældre end indsatte i fængsler (strafafsonere), der er
flere kvindelige retspsykiatriske patienter, end der er kvindelige strafafsonere, de sociale
forhold er dårligere for retspsykiatriske patienter end for strafafsonere, og også
på en række andre punkter adskiller de retspsykiatriske patienter sig fra indsatte i
fængsler. De retspsykiatriske patienter er således ikke en delmængde af gruppen af
kriminelle, men må opfattes som primært psykisk syge, som - ofte på grund af deres
sygdom - har begået kriminalitet. En række af undersøgelsens delresultater viser da
også, i overensstemmelse med hvad andre har påvist, at skizofreni er en selvstændig
kriminogen faktor, det vil sige, at sygdommen i sig selv kan medføre kriminel adfærd.
Undersøgelsen belyser ikke, hvorfor stadig flere skizofrene begår kriminalitet.
De retspsykiatriske patienter er væsentligt hyppigere dømt for personfarlig kriminalitet
– især vold og brandstiftelse – sammenlignet med strafafsonere. Specielt
hvad angår brandstiftelse, er det bemærkelsesværdigt, at der numerisk alene i H:S
er flere retspsykiatriske patienter dømt for brandstiftelse, end der er indsatte i hele
landets fængsler dømt for denne kriminalitetstype. Det skal anbefales, at dette
spørgsmål undersøges nærmere, ikke mindst i lyset af, at påsatte og ”muligt påsatte”
”millionbrande” i 2000 kostede forsikringsselskaberne over 200 millioner kroner i
erstatning. Det er således muligt, at psykisk syges kriminalitet har store samfundsøkonomiske
konsekvenser ud over de menneskelige konsekvenser, voldskriminalitet
medfører.
Cirka halvdelen af de retspsykiatriske patienter i H:S misbruger alkohol eller euforiserende
stoffer. Blandingsmisbrug, defineret som misbrug af tre eller flere rusmidler,
er udbredt. Der findes ingen særlige sammenhænge mellem misbrug og diagnoser eller
misbrug og kriminalitet, bortset fra at patienter med personlighedsforstyrrelser
hyppigt misbruger alkohol, og misbrug er sjældent blandt personer dømt for brandstiftelse
eller sædelighedskriminalitet. Antallet af misbrugere blandt de retspsykiatriske
patienter synes ikke at adskille sig væsentligt fra antallet af misbrugere blandt
psykotiske patienter generelt, ligesom art og omfang af misbruget blandt de retspsykiatriske
patienter ikke adskiller sig fra, hvad der ses blandt indsatte i fængsler.
Undersøgelsen giver således ikke belæg for den almindelige antagelse, at specielt
66