en spørgeskemaundersøgelse. Maj 2001 (pdf-fil)

sigtet for mindre alvorlig kriminalitet, for eksempel tyveri, kun blive mentalobserveret,
såfremt der er mistanke om, at de er psykisk syge. Det kan også være,
at den pågældende ikke bliver mentalundersøgt. Anklagemyndigheden vil undertiden
undlade at rejse tiltale, såfremt en psykisk syg, sigtet for mindre alvorlig kriminalitet,
er i nogenlunde regelmæssig kontakt med det psykiatriske behandlingssystem,
og den forventede sanktion, for eksempel dom til ambulant behandling
med mulighed for indlæggelse, ikke adskiller sig fra den behandling, patienten i forvejen
modtager. Personer, sigtet for kriminalitet, hvor bødestraf er praksis, vil slet
ikke blive mentalundersøgt, selv om de anses for psykisk syge – i disse tilfældegrupper
følges almindelig praksis, og den syge bliver altså idømt en bøde. Disse udvælgelsesmekanismer
medfører for eksempel, at alle psykisk syge, der har begået
alvorlig kriminalitet, vil blive idømt en særforanstaltning, medens dette ikke nødvendigvis
er tilfældet for psykisk syge, der begår mindre alvorlig kriminalitet.
Der kan også være væsentlige vanskeligheder med at sammenligne kriminalitetstyper.
Betegnelsen ”vold” i denne undersøgelse dækker således over et bredt spektrum
fra den meget grove vold, som måske påfører ofret livsvarig invaliditet, til de
mindre alvorlige former, for eksempel i form af trusler eller et enkelt slag, som ikke
medfører mén. I tilfælde af meget grov vold vil den sigtede som hovedregel blive
mentalundersøgt, hvorimod en person, der er sigtet for mindre alvorlig vold, som
udgangspunkt alene vil blive mentalundersøgt, såfremt der er mistanke om, at den
pågældende er psykisk syg. Den gruppe, der i denne undersøgelse er samlet i kategorien
dømt/sigtet for ”vold”, er således, hvad angår kriminalitet, heterogent sammensat.
Et andet forhold af betydning er, at indlæggelsesvarigheden for personer fundet omfattet
af § 69, som udgangspunkt er højst et år. Dette har som konsekvens, at personer,
der findes skyldig i meget grov kriminalitet, normalt vil blive idømt en almindelig
frihedsstraf, selv om de er omfattet af § 69, og selv om en mentalundersøgelse
eventuelt måtte have anbefalet en psykiatrisk særforanstaltning (1). Det betyder i
praksis, at der i et retspsykiatrisk materiale som det foreliggende vil være relativt
flere personer omfattet af § 16 end omfattet af § 69 blandt de personer, der har
begået meget alvorlig kriminalitet.
Endelig vil en tværsnitsundersøgelse indeholde flere personer med lange foranstaltningstider
end patienter med korte foranstaltningstider, hvilket er illustreret i figur 1.
Det ses, at seks personer med lange foranstaltningstider alle vil blive registreret ved
en tænkt tværsnitsundersøgelse, hvorimod to af de seks personer med korte
foranstaltningstider, dømt på samme tidspunkt som personerne med de lange
foranstaltningstider, ikke vil blive registreret ved den tænkte tværsnitsundersøgelse.
Forbrydelsens grovhed vil som udgangspunkt påvirke varigheden af en idømt foranstaltning
(proportionalitetsprincippet), således at der ved denne undersøgelse vil registreres
flere personer dømt for alvorlig kriminalitet, for eksempel drab med videre,
og færre dømt for ikke-personfarlig kriminalitet, som for eksempel tyveri og lignende,
end der er personer, der dømmes for disse former for kriminalitet.
8