På blå stue – - Elbo

Kognitiv terapi for
”normale”?
Kognitiv terapi kan være særdeles effektiv til at afhjælpe psykiske
lidelser, især angst og depression. Kognitiv terapi er
uden sammenligning den terapiform, hvis effektivitet er bedst
underbygget af forskningen i virkninger af forskellige behandlingsmetoder
ved angst og depression. Kognitiv terapi
er endda også mere effektiv end pillebehandling ved de fleste
angst- og depressionslidelser. Det viser sig især på længere
sigt, fordi der kommer færre tilbagefald i tiden efter terapien
end med den noget højere hyppighed af tilbagefald i tiden
efter en medicinsk behandling. I de senere år har man
endda i flere tilfælde haft held til at afhjælpe skizofreni med
kognitive metoder. Selv om skizofrenien må anses for i vid
udstrækning at bero på en hjernelidelse, kan man åbenbart
afhjælpe følgerne af denne hjernelidelse med kognitiv terapi
– ligesom man ofte kan afhjælpe følgerne af en regulær hjerneskade
(fx efter en trafikulykke) med kognitiv terapi og genoptræning.
Men når nu denne kognitiv terapi kan gøre så meget gavn
for mennesker med forskellige psykiske lidelser og handicap,
så kunne man spørge, om den kunne gøre gavn for ganske
”normale” mennesker, så disse blev (endnu) mere glade, harmoniske
og tilfredse med tilværelsen og måske endda mere
effektive på jobbet?
Dette spørgsmål har en australsk-engelsk forskergruppe
faktisk sat sig for at besvare, og det er, siger de, første gang,
at nogen har underkastet spørgsmålet en grundig videnskabelig
udforskning.
Forskergruppen mente, at mange almindelige mennesker,
der til daglig trives nogenlunde med sig selv og deres job,
også kunne have sådanne uhensigtsmæssige, negative tanker
– og adfærdsformer, som man finder i større stil hos mennesker
med egentlige psykiske lidelser, og derfor måske kunne
have gavn af en form for kognitiv terapi for at få det bedre.
De pågældende forskere ville dog rimeligt nok ikke tale om
”tera-pi” for normale mennesker, men omtalte deres specielle
behandlingsprogram som ”kognitiv træning”. Dette behandlingsprogram
eller psykologiske træningsforløb blev tilbudt
til ca. 200 af i alt 1000 ansatte ved et stort engelsk forsikringsselskab.
Af de 200 indvilligede de 160 i at deltage i
undersøgelsen, og disse 160 personer blev ved lodtrækning
fordelt til en træningsgruppe og en kontrolgruppe, der ikke
fik nogen træning, men blot blev undersøgt på samme tidspunkter
som træningsgruppen.
Den kognitive træning i træningsgruppen foregik i grupper
med ca. ti ansatte ad gangen og strakte sig over syv ugentlige
møder a tre timer. Programmet fulgte en bestemt opskrift
uge for uge:
I det første møde blev deltagerne præsenteret for teorien
bag det pågældende træningsprogram og blev i den forbin-
Forskningsnyt
delse gjort mere opmærksom på deres egne tankeprocesser.
I det andet møde blev de trænet i at analysere en opgavesituation
og sætte overkommelige mål. Ved det tredje møde
blev de trænet i at afsløre selv flygtige tanker, der kunne give
negative eller forstyrrende følelsesmæssige reaktioner i arbejdslivet.
Det fjerde møde gik med at analysere og ændre
uhensigtsmæssige tankemønstre, mens det femte møde gik
med at afsløre dybereliggende, negative holdninger til eller
ideer om én selv og arbejdslivet. Det sjette møde gik med at
analysere den såkaldte attributionsstil, dvs. den måde, man
for sig selv forklarer sine egne nederlag eller fiaskoer (og som
i mange tilfælde fører til unødvendige, langvarige grublerier
og nedtrykthed). Endelig gik den syvende og sidste gang med
at øve ”eleverne” i selv at arbejde videre med de ting, de havde
lært under træningen.
Før træningen, lige efter træningen og tre måneder senere
blev både træningsgruppen og den ubehandlede kontrolgruppe
bedt om at udfylde spørgeskemaer om: 1) Deres stresstilstand
på jobbet, 2) Deres tilfredshed med jobbet, 3) Deres
følelse af ”selvværd” på jobbet samt 4) Deres tanker om eventuelt
at forlade jobbet.
På alle fire områder så man klare fremskridt i træningsgruppen,
så at de efter træningen var mindre stressede i dagliglivet,
mere glade for jobbet og sig selv og mindre tilbøjelige til at
tænke på at forlade jobbet. På intet af de fire punkter var der
sket nogen tydelig ændring i kontrolgruppen. Det måske mest
imponerende ved dette positive resultat i træningsgruppen var,
at det holdt sig med helt uformindsket styrke ved efterundersøgelsen
tre måneder senere, mens der heller ikke på dette tidspunkt
var nogen ændring i kontrolgruppen.
Kontrolgruppen blev dog ikke snydt for træningen for efter
den sidstnævnte undersøgelse (tre måneder efter afslutningen
af behandlingen i træningsgruppen) fik også kontrolgruppen
tilbudt det kognitive træningsforløb, og umiddelbart
efter deres træning i ”hensigtsmæssig tænkning og adfærd”
fik også denne gruppe en lige så stor fremgang på alle
fire punkter som den første træningsgruppe.
Ud over blot at spørge de ”trænede” medarbejdere, om de
tænkte på at kvitte jobbet, fulgte forskerne også alle de ca.
1000 ansatte i firmaet i halvandet år for at se, hvem der virkelig
forlod jobbet. Det viste sig, at træningen også på dette
punkt havde en vis effekt, idet procentvis noget færre i de to
træningsgrupper forlod jobbet i denne periode sammenlignet
med de resterende lidt over 800 ansatte i firmaet. Endelig
hører det med til historien, at de ansatte efter ”behandling”
med kognitiv terapi også fik mere arbejde fra hånden i
arbejdstiden.
tn
Kilde: Proudfoot, J.G., Corr, P.J., Guest, D.E. & Dunn, G. (2009).
Cognitive-behavioural training to change attributional style improves
employee well-being, job satisfaction, produc-tivity and
turnover. Personality and Individual Differences, 46. 147-153.
Psykolog nyt • 9 • 2009 33