På blå stue – - Elbo

håb om responsivitet, som er vanskeligere at få øje på i den
massive frakoblingsadfærd.
Resiliens og sårbarhed
Arbejdet på hjemmet i Maputo har givet anledning til mange
refleksioner over børns resiliens og deres sårbarhed i mødet
med svære opvækstbetingelser. Hvordan vil det gå disse
små mennesker, der ved livets begyndelse har levet i en
så dyster virkelighed?
I megen litteratur inden for udviklingspsykologiens område
er der fokus på børns resiliens i mødet med modgang
og aversive opvækstbetingelser. Når man én gang har været
vidne til, at et barn, der af selvbeskyttende årsager er forsvundet
ind i ensomheden, lige så stille og med små, subtile
signaler finder styrke til at tilvælge menneskelig kontakt
igen, da bevidner man også dette barns resiliens og dets
livsduelighed.
Men ligeså kompetente, resiliente og tilpasningsdygtige
børn er i mødet med deres livsbetingelser, lige så socialt afhængige,
påvirkelige og modtagelige er de. Fra den neuroaffektive
udviklingspsykologis forskningsområder ved vi,
hvordan kvaliteten af det tidlige samspil påvirker nervesystemets
organisering og funktion. Vi ved, at udviklingsveje
lukkes, og fejludvikling er resultatet, når udviklingsfremmende
stimulation udebliver. Børn, som står ved livets begyndelse
uden velafstemt stimulation og uden støtte til at
imødegå livets udfordringer, forbliver sårbare og udsatte.
En beskeden målsætning i mit arbejde har været at modifi-cere
disse børns møde med en række svære opvækstbetingelser
og styrke hjemmets forudsætning for at holde
veje mod nor-maludvikling åbne for nuværende og kommende
børn her. Jeg tror på, at projektet har bevirket, at
visse udviklingsveje, som ellers ville være lukkede, forbliver
åbne. Præcist hvilke spor mødet med opvækstbetingelserne
på hjemmet i Maputo træk-ker ind i børnenes fremtid, afhænger
af både individuelle og miljømæssige faktorer.
Mod slutningen af projektperioden i Maputo kunne jeg
se børn, som tog initiativ til kontakt, som havde overskud
til at undersøge den verden, de er en del af, som viste alderssvarende
reaktioner ved frustration – og som havde
smil om læben. Kvantespring. Men at børnene der formes
af deres tidlige erfaringer og påvirkes i deres funktion og
trivsel nu og på sigt, det er vist. For børnelivet på dette hjem
er stadig ikke fyldt med anerkendelse og glæde, alderssva-
8 Psykolog nyt • 9 • 2009
rende udfordringer og kærlighed og håb om en lys og god
fremtid på den måde, som børneliv bør være det.
At se uden om udfordringerne
Når man vælger at lave internationalt udviklingsarbejde,
hvor udgangspunktet for indsatsen ligger så fjernt fra, hvad
man kan forvente at møde i en dansk kontekst, møder man
arbejde på helt særlige betingelser. I dette møde rummes
mulighed for faglig udvikling, men også udfordringer.
I kraft af mit projektarbejde på hjemmet i Maputo, rejser
jeg fra Mozambique mange fagligt relevante erfaringer rigere.
I processen er allerede krystalklare erkendelser af det
lille barns sårbarhed i mødet med social og emotionel deprivation
forstærkede. Jeg har set adfærds- og reaktionsmønstrer,
som burde være del af Bowlby og Co.’s fjerne virkelighed,
men også observeret gentilkoblings- og udviklingsprocesser,
som blæser mig omkuld i fascination af det
lille barns styrke i mødet med svære opvækstvilkår. Jeg har
fået koblet empiri til udviklingsteori på en måde, som jeg
– heldigvis – ikke længere tror det er muligt i Danmark.
Trods min forestilling om det modsatte har jeg gjort brug
af min danske, psykologfaglige baggrund, men også i processen
mødt udfordringer, som jeg ikke ville forvente at
møde i en dansk kontekst. Jeg har arbejdet ved siden af mine
samarbejdspartnere og ikke kun været medspiller på sidelinjen,
som jeg kender det fra mit arbejde i Danmark. Jeg
har haft oplevelser, som har tvunget mig til at forholde mig
til nødvendigheden af at bruge min faglighed og min etik
langt mere konfrontativt, end jeg nogen sinde tidligere har
oplevet. Jeg har undværet og savnet (!) muligheden for faglig
drøftelse af arbejdsprocesser, observationer og detaljer i
børns udviklingsprocesser og i deres adfærd.
Kan man se uden om disse udfordringer og måske ligefrem
se muligheden i for en tid at leve med et sæt helt anderledes
arbejdsbetingelser, er det min opfattelse, at psykologfagligt
arbejde i et udviklingsland rummer en enestående
mulighed for faglig udvikling og kvalificering ligesom
også tilfredsheden ved et dybt meningsfyldt virke.
Kirstine Holgerson, cand.psych.