håb om responsivitet, som er vanskeligere at få øje på i den massive frakoblingsadfærd. Resiliens og sårbarhed Arbejdet på hjemmet i Maputo har givet anledning til mange refleksioner over børns resiliens og deres sårbarhed i mødet med svære opvækstbetingelser. Hvordan vil det gå disse små mennesker, der ved livets begyndelse har levet i en så dyster virkelighed? I megen litteratur inden for udviklingspsykologiens område er der fokus på børns resiliens i mødet med modgang og aversive opvækstbetingelser. Når man én gang har været vidne til, at et barn, der af selvbeskyttende årsager er forsvundet ind i ensomheden, lige så stille og med små, subtile signaler finder styrke til at tilvælge menneskelig kontakt igen, da bevidner man også dette barns resiliens og dets livsduelighed. Men ligeså kompetente, resiliente og tilpasningsdygtige børn er i mødet med deres livsbetingelser, lige så socialt afhængige, påvirkelige og modtagelige er de. Fra den neuroaffektive udviklingspsykologis forskningsområder ved vi, hvordan kvaliteten af det tidlige samspil påvirker nervesystemets organisering og funktion. Vi ved, at udviklingsveje lukkes, og fejludvikling er resultatet, når udviklingsfremmende stimulation udebliver. Børn, som står ved livets begyndelse uden velafstemt stimulation og uden støtte til at imødegå livets udfordringer, forbliver sårbare og udsatte. En beskeden målsætning i mit arbejde har været at modifi-cere disse børns møde med en række svære opvækstbetingelser og styrke hjemmets forudsætning for at holde veje mod nor-maludvikling åbne for nuværende og kommende børn her. Jeg tror på, at projektet har bevirket, at visse udviklingsveje, som ellers ville være lukkede, forbliver åbne. Præcist hvilke spor mødet med opvækstbetingelserne på hjemmet i Maputo træk-ker ind i børnenes fremtid, afhænger af både individuelle og miljømæssige faktorer. Mod slutningen af projektperioden i Maputo kunne jeg se børn, som tog initiativ til kontakt, som havde overskud til at undersøge den verden, de er en del af, som viste alderssvarende reaktioner ved frustration <strong>–</strong> og som havde smil om læben. Kvantespring. Men at børnene der formes af deres tidlige erfaringer og påvirkes i deres funktion og trivsel nu og på sigt, det er vist. For børnelivet på dette hjem er stadig ikke fyldt med anerkendelse og glæde, alderssva- 8 Psykolog nyt • 9 • 2009 rende udfordringer og kærlighed og håb om en lys og god fremtid på den måde, som børneliv bør være det. At se uden om udfordringerne Når man vælger at lave internationalt udviklingsarbejde, hvor udgangspunktet for indsatsen ligger så fjernt fra, hvad man kan forvente at møde i en dansk kontekst, møder man arbejde på helt særlige betingelser. I dette møde rummes mulighed for faglig udvikling, men også udfordringer. I kraft af mit projektarbejde på hjemmet i Maputo, rejser jeg fra Mozambique mange fagligt relevante erfaringer rigere. I processen er allerede krystalklare erkendelser af det lille barns sårbarhed i mødet med social og emotionel deprivation forstærkede. Jeg har set adfærds- og reaktionsmønstrer, som burde være del af Bowlby og Co.’s fjerne virkelighed, men også observeret gentilkoblings- og udviklingsprocesser, som blæser mig omkuld i fascination af det lille barns styrke i mødet med svære opvækstvilkår. Jeg har fået koblet empiri til udviklingsteori på en måde, som jeg <strong>–</strong> heldigvis <strong>–</strong> ikke længere tror det er muligt i Danmark. Trods min forestilling om det modsatte har jeg gjort brug af min danske, psykologfaglige baggrund, men også i processen mødt udfordringer, som jeg ikke ville forvente at møde i en dansk kontekst. Jeg har arbejdet ved siden af mine samarbejdspartnere og ikke kun været medspiller på sidelinjen, som jeg kender det fra mit arbejde i Danmark. Jeg har haft oplevelser, som har tvunget mig til at forholde mig til nødvendigheden af at bruge min faglighed og min etik langt mere konfrontativt, end jeg nogen sinde tidligere har oplevet. Jeg har undværet og savnet (!) muligheden for faglig drøftelse af arbejdsprocesser, observationer og detaljer i børns udviklingsprocesser og i deres adfærd. Kan man se uden om disse udfordringer og måske ligefrem se muligheden i for en tid at leve med et sæt helt anderledes arbejdsbetingelser, er det min opfattelse, at psykologfagligt arbejde i et udviklingsland rummer en enestående mulighed for faglig udvikling og kvalificering ligesom også tilfredsheden ved et dybt meningsfyldt virke. Kirstine Holgerson, cand.psych.
Psykolog nyt • 9 • 2009 9