to read the full Master Thesis in Danish (pdf-file, 0,99MB) - Johanson ...

muligheder: A1 og ikke-A1, A2 og ikke-A2, osv. Dette betyder, at det er plausibelt at finde
alternative bud på, hvem ’Amerika’ er, og hvem ’ikke-Amerika’ er. Men disse alternativer
kan være hindret i at komme til tryk. Dette har en særlig relation til sikkerhed. 52 Barry Buzan,
Ole Wæver, og Jaap de Wilde og den såkaldte Københavnerskole har med
talehandlingstilgangen 53 vist, at sikkerhed er en talehandling – en
sikkerhedsliggørelsesproces. Denne proces handler om, hvem der kan ’gøre’ eller ’tale’
sikkerhed i hvilket navn. Tilgangen kan placeres i det reflektivistiske perspektiv. Trusler er
her ligesom identiteter konstruerede fænomener, og bør derfor studeres igennem diskurser. 54
Her er den, der tales sikkerhed om, ’referenceobjektet’, ikke givet på forhånd.
Referenceobjektet er det nogen kan pege på og sige: ”det må overleve, og derfor er det
nødvendigt, at…”. 55 Identiteter og trusler er derfor indbyrdes konstituerede igennem
sikkerhedsliggørelsesprocessen. I det øjeblik ’anden’ artikuleres som en trussel, er denne
talehandling i sig selv konstituerende for identiteten hos den aktør truslen er rettet imod. Dette
betyder ikke, at ’anden’ nødvendigvis konstitueres som en trussel – en ’fjende’ – men at
identitet og trussel gensidigt konstitueres i relation til den ’anden’. Referenceobjektet er
derfor iboende sikkerhedsdiskurser og ikke kilden til diskursen. Dette betyder, at
sikkerhedsdiskurser er tæt forbundet til identitet. 56 Når vi således vil studerer identitet kan vi
passende gøre dette igennem sikkerhedsdiskurser, hvor antagonistiske positioner træder i
karakter. Spørgsmålet er nu, hvordan disse identiteter står i forbindelse med projekter? I
denne forbindelse er hegemoniske projekter centrale, der beskrives i det følgende.
52
Sikkerhedsbegrebet har op igennem 1980’ernes forandret sig fra den traditionelle (amerikanske) betydning af
begrebet konstitueret i 1940’erne og 1950’erne. Her var sikkerhed en logisk sekvens: sikkerhed – trussel –
forsvar, der dækkede over en mekanisme, hvor sikkerhedsinitiativer udløste en militær respons – som Ole
Wæver (1997: 30, 41-43, 67); skriver: ”When one asks for security, one gets defense.” Sikkerhed er i dag blevet
en åben kategori, og har givet anledning til konkurrence om alternative betydninger for, hvad der kan inkluderes
under kategorien ’sikkerhed’ primært inden for to dimensioner: ’Sikkerhed for hvem?’ Der henviser til
referenceobjektet (analyseniveau), der tales sikkerhed om. ’Sikkerhed for hvad?’ Der referer til sikkerhedsfeltet,
der er i fokus? (sektor). Wæver (1997) argumenterer for, at ’sikkerhed’ er blevet en betegnelse for en specifik
problematik – et specifikt felt, der er under fortsat gradvis transformation.
53
Talehandlingstilgangen kan primært tilskrives Ole Wæver, der i Wæver (1997: 48) definere en talehandling
som: ”A specific way to frame an issue. Security discourse is characterized by dramatizing an issue as having
absolute priority. Something is presented as an existential threat: if we do not tackle this, everything else will be
irrelevant…And by labeling this a security issue, the actor has claimed a right to handle it with extra-ordinary
means, to break the normal political rules of the game.”
54
Buzan, Barry, Jaap de Wilde and Ole Wæver (1998: 36, 45): Security: A New Framework For Analysis,
Boulder London CO: Lynne Rienner.
55
Buzan, de Wilde og Wæver (1998: 36).
56
Wæver (1997: 18).
27