Hvilket Danmark? - Instituttet for Fremtidsforskning

22
Holdningsbillederne i
et internationalt perspektiv:
Interview med Uffe Østergaard, Jean Monnet professor i europæisk
civilisation ved Aarhus Universitet.
Afsnittet er et sammenfattende uddrag af interviewet.
Den danske versus den udenlandske debat
”På mange måder ser det ud, som om vi har den samme flygtninge- og indvandrerdebat i Danmark,
som man har i andre lande, men vi må erkende, at realiteterne er ved at være mere benhårde i
Danmark, end de er så mange andre steder. Det hænger sammen med, at i Danmark er nationalstat
og velfærdsstat det samme, og når vi snakker om nationalstaten, så mener vi velfærdsstaten,
fordi det ikke er en hvilken som helst nationalstat, men en nationalstat med høje ydelser. Det vil
sige, at man egentlig kunne oversætte det til en national forsikringsforening, og hvis man gør det,
kan man forstå rationalet bag ved at mange - især dem der nyder godt af det - meget nødig vil
lukke folk ind i det, for de har jo ikke betalt kontingent.
Problemet er, at dem der er meget ekskluderende i deres holdninger bliver mødt med Hans
Skov Christensens og mange andres rationelle argument, at hvis vi ikke lukker folk ind, så bliver
der ingen produktion, der kan opretholde velfærden. Det er to forskellige rationaliteter, der tørner
sammen. De er for så vidt begge rationelle, forskellen består i hvorvidt man anlægger et fremadrettet
eller et bagudrettet tidsperspektiv på det.
Holdningen hos dem, der anlægger et bagudrettet tidsperspektiv går på, at dem, der nyder,
har ydet deres, og derfor skal de nu have det der tilkommer dem. Det er lettere for befolkningen
i fx Grækenland, hvor man ikke har arbejdsløshedsunderstøttelse, og slet ikke nogen statslige
lovpligtige forsørgelseskrav af uforsørgede mennesker, at lukke fremmede ind.
Under alle omstændigheder er det meget svært at komme til ende med, om det handler
om en modvilje mod de fremmede i sig selv, eller om det er en økonomisk betinget modvilje.
Vi har ikke nogen overbevisende undersøgelser af det endnu”.
Fællesskab og fremmedfjendtlighed
”Jeg kan godt se indicierne på, at fællesskabsfølelsen er under nedbrydning, men jeg er alligevel
lidt tvivlende overfor det. Blandt andet fordi vi ikke rigtig har den overbliksargumentation, der
siger, at danskerne er fremmedfjendtlige som sådan. Man kan selvfølgelig fristes til at sige, som
Dronningen meget poetisk og klart sagde det i et interview - at det var nemmere at være tolerant
dengang der ikke var brug for det. Nu er der brug for det, og nu opdager vi, at det er svært. Det
viser sig med andre ord, at danskerne er mere normale, end vi havde regnet med. Men man kan
også vende det den anden vej rundt, og sige, at der er ikke nogen grund til at antage, at danskerne
skulle være specielt racistiske. Det spidser mere til, og man har gennemført en masse lovgivning,
som tager sig racistisk ud i omverdens øjne, men det man beskytter er ikke nødvendigvis et nationalt
fællesskab og en kulturel identitet. Det man beskytter er snarere nationale velfærdsforeninger,
altså ”Forsikringsforeningen Danmark”.
Jeg tror det er det, det handler om, og det bliver bekræftet igen og igen af observationer, og
af den økonomisk grundlæggende analyse. De rapporter der er blevet udarbejdet og de forsøg,
man har gjort på at måle racismen i Danmark viste ikke, at der skulle være sket nogen stigning i
fremmedfjendtligheden. Det ser altså ikke ud til at der er sket nogen ændring i den måde folk
tænker og snakker om fremmede på. Det der er sket ændringer i, er den lovgivning man laver
på området.
Når der er uvilje mod anden og tredje generations indvandrere, selvom de har betalt deres
kontingent, er det fordi mediernes billede dem er temmelig stereotypt. En anden generations
invandrer fremstilles som en, der ikke har lært sig ordentligt dansk, fordi der hele tiden er disse
forvirrende familiesammenføringer der medfører, at de bliver blandet op hele tiden. Derfor bliver
de aldrig ordentlig integreret - processen bliver hele tiden ført tilbage til nul, om man så må sige.
Når en velintegreret pige bliver ligestillet med en analfabetisk mand, så starter kampen endnu
en gang, og det medfører at de fremtræder i gadebilledet som nogen, der ikke har betalt deres
kontingent.