Hvilket Danmark? - Instituttet for Fremtidsforskning

EUs åbning overfor øst
Til gengæld giver den forestående indlemmelse af i første omgang fem østeuropæiske lande med
flere ventende forude, anledning til en del nervøsitet i EU. Det skyldes den sænkning – ja, principielt
fjernelse – af barriererne overfor vandringer fra disse lande, som et EU-medlemskab vil indebære.
EU-borgere har ret til frit at opholde sig og arbejde over hele EU, og udsigten til dette giver
rynkede bryn især i de lande, der grænser op til kandidatlandene Polen, Tjekkiet, Ungarn, Estland
og Slovenien. I første række drejer det sig om Tyskland og Østrig. Men også Danmark og Sverige
ligger tæt på Polens knap 40 millioner kommende EU-borgere. Ikke kun egentlig indvandring,
men også muligheden for omfattende pendling og sæsonarbejde indover landegrænsen (samt
grænsehandel) er temaer i denne debat. Og derfor indgår lange overgangsordninger som et fast
krav fra EU-side i de igangværende optagelsesforhandlinger. Den gængse vurdering er, at man vil
blive enig om en sådan overgangsperiode (dog næppe de tyve år, som nogle tyske fagforeningsledere
har udtrykt ønske om). Sandsynligvis som led i en politisk studehandel, hvor østeuropæerne
får indrømmelser på andre områder.
Men hvor store effekter vil dette have på de nuværende EU-landes befolkninger og arbejdsmarkeder?
Hidtil har EU været præget af en meget beskeden mobilitet mellem landene trods den
fri bevægelighed og trods de ikke ubetydelige økonomiske forskelle, der faktisk er. Da Spanien
og Portugal kom ind i 1986, var de ca. på halvdelen af niveauet i de rige EU-lande, men man har
ikke set nogen overvældende vandringer herfra. Undersøgelser viser, at østeuropæerne ikke er
særlig mobile indenfor deres egne lande, så der er sandsynligvis grænser for deres lyst til at udvandre
til helt fremmede lande. Alligevel er forskellen i økonomisk niveau så stor, at det nødvendigvis
vil have en effekt, hvis eksempelvis polakker får fri bevægelighed i EU. (Polens BNP pr. indbygger
målt ved gældende vekselkurs er ca. 1/8 af Tysklands, 1/3 hvis man bruger købekraftpariteter.
Denne forskel peger i øvrigt mere på en stærk tilskyndelse til pendling over grænsen og
sæsonarbejde end egentlig polsk masseudvandring til Tyskland. Også selvom den østlige del af
Tyskland fortsat er på et væsentligt lavere niveau end den vestlige del). Det vil påvirke løn og
beskæftigelse i modtagerlandene. Den tyske arbejdsmarkedsekspert Hoenekopp har estimeret,
at en forøgelse af antallet af udenlanske arbejdere på 1% i nogle sektorer kan betyde en lønnedgang
på 0,3% i Østrig og ca. det dobbelte i Tyskland. 10
En vurdering fra det London-baserede Migration Research Unit er, at den årlige indvandring fra
de fem EU-ansøgerlande i ”første bølge” (Estland, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovenien) vil ligge
et sted mellem 55.000 og 278.000 personer. 11 Regner man med en årlig udvandring på 200.000,
vil det over en periode på 15 år svare til 3% af disse landes samlede befolkning – og til 0,8% af
EUs befolkning.
Dette tal synes ikke i sig selv skræmmende, men der kan naturligvis være risiko for at indvandringen
koncentrerer sig i bestemte områder, og at disse vil opleve det som en belastning.
Flygtninge
Ønsket om at udvandre er ikke altid lige frivilligt, og flygtningestrømme udgør en meget væsentlig
del af de udlændinge, som EU-landene har modtaget i de sidste tre årtier. Her har man forpligtet
sig ved internationale konventioner til at modtage flygtninge efter nærmere bestemte kriterier.
Dette udgør ikke blot i sig selv en tilførselskanal, men også en potentiel mulighed for andre immigranter
end flygtninge til at komme ind i et område, der ellers er lukket for indvandring. Det findes
der en del eksempler på (ligesom der i øvrigt finder en ikke ubetydelig illegal indvandring sted),
og det har givet anledning til megen kritik og også undertiden til stramninger i asyl- og flygtningeregler.
EU-landene er i færd med at opbygge rammerne for en fælles flygtningepolitik, men hidtil
har hvert enkelt land i vidt omfang administreret asylansøgere og flygtninge efter nationalt fastsatte
retningslinier. Det har givet en vis tendens til at konkurrere om graden af lukkethed udfra den
betragtning, at hvis man er mere åben end naboerne, vil man blive mål for uforholdsmæssig
stor flygtningetilstrømning.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
41