Hvilket Danmark? - Instituttet for Fremtidsforskning

36
Nyt syn på indvandring?
Den indvandring, der er foregået siden indvandrerstoppet i 1973, har stort set bestået af familiesammenførte
og flygtninge. Det har sandsynligvis bevirket en tendens til udelukkende at se indvandringen
som en belastning. Det er en byrde, som vi påtager os, eller – som det hævdes fra
nogle sider – bliver pålagt af indvandrere, der udelukkende kommer af økonomiske motiver, lokket
til af gavmilde velfærdsydelser. Dette sidste er formentlig i særlig grad et udbredt synspunkt i lande
med relativt gode offentlige velfærdsordninger. Ikke mindst i Danmark, hvor adgangen til velfærdsydelser
generelt bygger på et bopælskriterie, dvs. har man opholdstilladelse, har man adgang til
eksempelvis bistandshjælp. Det har givet grobund for en modstilling mellem danske velfærdsmodtagere
– f.eks. ældre, syge, boligsøgende – og udlændinge, som har medvirket til en udbredt
negativ holdning til indvandrere.
Faktorer som de ovenfor nævnte udmeldinger fra Hans Skov Christensen, fremskrivningerne
af ældrebyrden fra f.eks. den danske regering og FNs beregninger af det hypotetiske indvandrerbehov
lægger imidlertid op til et andet syn på indvandrerne: De er en potentiel ressource. Og det
er sandsynligt at dette syn vil blive mere fremherskende i debatten i de kommende årtier.
Den talmæssige opgørelse over, hvad indvandringsbehovet kan tænkes at blive, er interessant
i sig selv, fordi den angiver nogle proportioner. Den har også medvirket til at nogle EU-lande faktisk
er begyndt at bløde op på det indvandringsstop, der ellers har været normen siden den første oliekrise
i 1973. Det må noteres at to af Danmarks nabolande, Norge og Tyskland således for nylig
har åbnet for en større tildeling af arbejdstilladelser til udlændinge.
I Norge har man her i foråret åbnet for arbejdstilladelser til ikke bare langvarigt uddannede
specialister, men også folk med korte og mellemlange uddannelser som plejepersonale og sygeplejersker
samt faglærte håndværkere. Selv russiske fiskere har man åbnet op for. Man har endvidere
udvidet adgangen til sæsonarbejde fra tre til seks måneder, som tilmed nu kan finde sted
hele året, og ikke kun i sommerhalvåret. 6
I Tyskland har man under stort ståhej vedtaget at udstede 20.000 såkaldte ”greencards” til
IT-specialister. I sig selv ikke noget stort tal i forhold til den tyske arbejdsstyrke, men et bemærkelsesværdigt
kursskifte i indvandringspolitikken. Ikke mindst på baggrund af at man i Tyskland har
en arbejdsløshed på omkring 10%.
Det peger på at indvandringens rolle i forhold til arbejdsstyrken langtfra kun er et spørgsmål
om de overordnede talstørrelser. Arbejdskraft har aldrig været nogen standardvare og bliver det
endnu mindre i fremtiden. 60ernes indvandring til Vesteuropa sigtede på at dække industriens
behov for ufaglært arbejdskraft i en situation med en økonomisk boom-periode. Økonomer
omtalte indvandrerne som ”shock absorbers” (jf. Hans Kornø Rasmussen), dvs. de var en stødpude
mod en alt for udtalt arbejdskraftmangel, specielt på områder med ubehageligt og lavtbetalt
arbejde. Nutidens og fremtidens arbejdskraftbehov er langt mere differentierede og specialiserede.
Og der kan gå hen og blive rift om de attraktive indvandrere. Der er allerede røster fremme i
Tyskland om, at det måske slet ikke bliver så let at tiltrække de IT-specialister, man har i tankerne
fra først og fremmest Indien og Østeuropa. Det er USA, der er det foretrukne udvandringsland.
Det gælder også i vidt omfang for de vesteuropæiske IT-specialister. I Dansk Industri har man
således advaret mod det ”brain drain”, der er følgen af at de bedst kvalificerede unge danskere
på området i stort tal søger til USA.