Hvilket Danmark? - Instituttet for Fremtidsforskning

40
Dermed er der en tendens til at et underliggende modsætningsforhold tilstede mellem – måske
især uuddannede, traditionsbundne, men også andre – indvandrere fra disse lande og normerne
i de vestlige lande, som de indvandrer til.
Ikke desto mindre er det disse lande, der har leveret en meget stor del af indvandrerne i EU.
Det er ikke mindst Tyrkiet (til især Tyskland og Skandinavien) og Maghreb-landene (Algeriet,
Marokko, Tunesien) til Frankrig, Italien og Spanien.
Og man kan roligt forvente, at der vil være en høj grad af motivation for yderligere udvandring
herfra i de kommende årtier. Som det ses af tabel 1, er der en høj befolkningstilvækst, som vil
betyde en fordobling af befolkningen i disse lande over de næste tre-fire årtier. Det betyder også,
at det er relativt unge befolkninger. I gennemsnit er ca. 38% af befolkningen under 15 år i disse
lande mod kun 21% i OECD-landene (varierende fra 35% i Mexico, over 21% i USA og 19% Sverige
til 16% i Tyskland og 15 % i Spanien, Italien og Japan (OECD 1999: Trends in International Migration).
Hertil kommer ”momentum”-faktoren: Tilstedeværelsen af immigranter fra disse lande betyder at
der er et netværk, der tiltrækker flere.
Men igen: Selvom der kan komme et stigende udvandringspres herfra, er det fra lande med
samlede befolkninger på 347 millioner (om end voksende) overfor de 15 EU-landes 372 millioner.
(Her er Tyrkiet med dets 64 millioner store befolkning talt med. I WDR-tabellen indgår Tyrkiet i
gruppen af europæiske og centralasiatiske lande). Til sammenligning: EU skal bruge en indvandring
på i alt 214 millioner frem til 2025, hvis det nuværende forhold mellem ældrebefolkning og arbejdsstyrkebefolkning
skal opretholdes. (Jf. afsnittet om behovet for indvandring). Ikke blot er en sådan
indvandringsstrøm under det nuværende mønster politisk uspiselig for vesteuropæerne – der er
simpelthen ikke tilstrækkeligt udvandringspotentiale i EUs sydlige nærområder!
Østeuropa
Overfor de potentielle indvandrere fra Østeuropa er der ikke den samme kulturelt betingede
ængstelse som overfor muslimerne. Den fælles kristne baggrund medvirker sandsynligvis til dette,
men det spiller nok også ind, at der i de fleste EU-lande simpelthen ikke er de store indvandrerkontingenter
fra disse lande. Økonomisk er hele dette område ca. på niveau med det sydlige nærområde,
og den samlede befolkning på 408 millioner (hvis man, i modsætning til WDR-tabellen
henregner Tyrkiet til det sydlige nærområde) er også af nogenlunde samme størrelsesorden.
Hvad mere er: Det er lande, hvoraf mange er inde i en meget traumatisk overgangsproces fra
planøkonomiske etpartisystemer til markedsøkonomiske demokratier. Økonomisk har det betydet
en halvering af produktionen i mange af disse lande, levestandarden er også faldet stærkt (om
end måske ikke helt så meget), hvilket bl.a. giver sig udslag i en stigende dødelighed og faldende
gennemsnitlig levealder. Antallet af børnefødsler er også faldet og er på et meget lavt niveau, og
i flere af landene, bl.a. Rusland og Ukraine, er befolkningen rent faktisk faldende. Hertil kommer
en stigning i kriminalitet og korruption samt latente og åbne krigs- og borgerkrigslignende tilstande
i visse områder, primært i Kaukasus (Tjetjenien, Georgien/Abkhasien, Ossetien, Armenien/Adserbajdsjan),
men også i Centralasien (især Tatjikistan).
Mens det befolkningsvækstbetingede udvandringspres således ikke er så udpræget, er der masser
af andre grunde til at søge mod mere attraktive lande. Der er da også nogen illegal udvandring
til EU, og der er registreret en påvirkning fra mere eller mindre organiseret kriminalitet, men man
kan ikke sige, at det har antaget massive størrelser. Givet at man må forvente at de værste chokvirkninger
af transformationen er overstået og de fleste lande, inkl. Rusland, nu er begyndt at have
økonomisk vækst, er der ingen baggrund for at vente et generelt øget udvandringspres fra de
østlige nærområder fremover.