Hvilket Danmark? - Instituttet for Fremtidsforskning

6
Del I: Konstanter i nutiden og fortiden - holdningsbilleder
To holdningsbilleder
Fremtiden er ikke givet. Og langt hen ad vejen vælger vi selv vores fremtid – som individ og som
samfund. Nogle ting kan vi ikke forandre – f.eks. megatrenden globalisering og tendensen til
øget indvandring. Til gengæld kan vi selv være med til at bestemme, hvordan globaliseringen og
indvandringen påvirker os, og hvad det betyder for vores hverdag og fremtid. Vores opfattelser
og indgangsvinkler er dét, der gør forskellen. Holdninger tæller.
Når man som avislæser og tv-seer følger den offentlige debat omkring etnicitet, integration og
fællesskab i dag, kan man godt – når dagen og sagen er slut – sidde tilbage med en fornemmelse
af, at den ofte er unuanceret og fragmenteret. Endda nogle gange for følelses- eller fornuftpræget
uden hensyn til relevante fakta, som jo kan være både kold statistik eller varm praksis.
Til gengæld er debatten i høj grad fremtidsorienteret. I de forskellige holdninger ligger nogle
idéer om, hvordan fremtidens samfund og fællesskab skal indrettes. Når man bidrager til debatten,
tager man mere eller mindre bevidst stilling til nogle helt grundlæggende spørgsmål: Er samfund
og kultur noget, vi alle kan dele, eller er det noget, som tilhører en eller flere bestemte grupper?
Er Danmark forbeholdt nogle mennesker og ikke andre? Og i givet fald hvem og hvorfor?
Den offentlige debat har altså en udpræget fremtidsrettet karakter. Det handler om fremtidens
Danmark.
I denne første del af rapporten har Instituttet opsummeret to polære holdningsbilleder, der
udgør yderpunkterne i den danske debat. Den bærende idé i det, Instituttet har kaldt det monokulturelle
samfund, er, at den ideelle stat og nation er etnisk og kulturelt homogen. Det vil sige,
at befolkningen bør have fælles religion og sprog, fælles normer og værdier. I det multikulturelle
samfund ligger der derimod et opgør med den mere traditionelle nationalstatstankegang, fordi det
ideelle samfund er åbent overfor kulturelle og etniske forskelligheder – og overfor sameksistens
mellem disse.
De to holdningsbilleder svarer samtidig til yderpunkterne på et kontinuum over de teoretiske
begreber, man arbejder med indenfor idéhistorisk og filosofisk forskning. Det er altså en blanding
af empiri og teori, der har skabt holdningsbillederne.
Hvis man ser billederne i et retorisk perspektiv er holdningsbillederne udtryk for variationer
over en portrættering af den samme virkelighed. De er fortolkninger af dagen i dag og dagen i
morgen. Der er ikke noget, der er sandt og falsk, og der er ingen, der har mere ret end andre.
Når der i debatten agiteres for f.eks det multikulturelle samfund, kan man ikke henvise til nogle
absolutte sandheder. Det handler i bund og grund om holdninger – og retorikken afslører dem.
Instituttet har lavet en retorisk analyse af holdningsbillederne for at anskueliggøre, hvilke grundliggende
værdier, der gemmer sig bag de metaforer og historier, der anvendes i kampen om den
sande og mest overbevisende version af virkeligheden.
De to holdningsbilleder er ikke bare udtryk for, hvad folk tilfældigvis går og mener i år 2000.
Ideen om henholdsvis det monokulturelle og det multikulturelle samfund har rod i to forskellige,
men klassiske forståelser af identitet og fællesskab. Derfor har vi lavet et kort idéhistorisk rids, der
viser, hvor de to holdningsbilleder har deres rødder. Baggrunden for at lave et historisk tilbageblik
i en rapport om fremtidens fællesskaber er altså at illustrere, at de opsummerede holdningsbilleder
bygger på nogle historiske konstanter.
I det sidste afsnit af rapportens første del bringer vi et interview med Uffe Østergaard, Jean Monnet
professor i europæisk civilisation ved Aarhus Universitet. Uffe Østergaard giver her sit perspektiv
på etnicitet, integration og fællesskab.
Først de to holdningsbilleder – det monokulturelle samfund og det multikulturelle samfund.