Download PDF - Finansforbundet

arKivet
arKivet
Af Brian Wiborg, Dansk Pengemuseum Foto: Scanpix
gøgL og brændevin
Ungdommens uhæmmede brug af udbetalte lønninger i 1890’erne gav anledning
til løftede øjenbryn blandt sparekassefolk. Noget måtte gøres
Cirka 250.000 mennesker levede i 1890’erne i Danmark som
tyende på landet. Disse karle og piger oplevede væsentlige lønstigninger
i denne periode. Lønnen blev udbetalt på skiftedagene
1. november og 1. maj, og det var et problem for mange.
For uden for den firlængede gårds trygge rammer lurede mangen
en fristelse. Ofte var der netop på denne dag marked i byen,
og her kunne et ungt menneskes pose med penge hurtigt blive
lettet til fordel for gøgl og brændevin.
Det faldt mange ældre medborgere for brystet, at de unge
mennesker kunne være så letsindige. De så alt for mange
eksempler på, at når unge mennesker stiftede familie og gerne
ville have foden under eget bord, så ejede de ikke en krone. Derfor
måtte de sætte sig hårdt i gæld, og det gjorde den efterfølgende
tilværelse usikker. Gik tingene skævt, varede det ikke
længe, før en ung familie måtte ty til det offentlige for at få
hjælp. Den slags brød ingen sig om.
I dele af sparekassebevægelsen var der dengang en stærk
fornuftspræget vilje til aktivt at modvirke fattigdom ved at agitere
for de åbenlyse fordele, der fulgte, ved hele tiden at lægge
lidt til side. Men hvordan fik man de unge til at spare sin løn op
og undgå, at de hældte pengene ud på ligegyldigt gøgl?
Første udfordring var, hvordan man fik ungdommen i tale.
Man havde gode erfaringer med børn, som man let kunne
komme i kontakt med på skolerne. Men tyendet var ”gemt” ude
på gårdene hver for sig uden noget fælles referencepunkt ud
over deres vilkår.
I omegnen af Århus fandt en kreds af sparekasser sammen
om at holde åbent på selve skiftedagen. Så kunne tyendet nå at
indsætte lønnen, inden man faldt i fristelse. I flere sogne gik man
44 Finans november 2011
et skridt videre og sendte sparekassernes medarbejdere ud på
gårdene omkring skiftedagene og opfordrede tyendet til at indsætte
deres løn i sparekassen. Nogle af dem modtog endda
pengene på stedet og hjembragte dem til sparekassens trygge
pengekiste.
Disse idéer spredte sig til andre dele af landet, og i Sparekassetidende
mindede man hvert halve år om den forestående skiftedag.
Ikke kun tyendet rettede man sin agitation mod. I aviserne
indrykkedes annoncer rettet mod husbonden for at få denne til
at indsætte tyendets løn på en sparekassebog.
I sparekassebevægelsen var der dog ikke enighed om disse
metoder. En fløj af modstandere mente, at man overskred en
grænse for menneskers privatliv, og at det i øvrigt var de unges
og husbondernes eget ansvar, hvis lønningerne skulle ende i
sparekassen og ikke på kroen. Denne holdning viste sig i løbet af
1890’erne at være den dominerende blandt landets godt 500
sparekasser. Derfor døde sagen ud i sparekasseregi omkring
1900, og i stedet begyndte man at støtte op om private foreninger,
tyendespareforeninger.
Tyendespareforeningerne blev organisatorisk sat i værk af
landboforeningerne, som herefter fungerede som bagland for
tyendesagen. Fra sparekasserne var der efterhånden kun
moralsk opbakning tilbage, ud over at de naturligvis fungerede
som pengeinstitut for tyendeforeningerne.
Det vides ikke præcist, hvor succesfuld tyendesagen blev,
men i 1904 fandtes der i Jylland 37 herredsinddelte tyendespareforeninger,
og på Fyn syv. Et net var kastet ud for at indfange
både ungdommens letsind og dens penge. n