Fattigdom og social eksklusion - SFI

over folkepensionen, bliver imidlertid stadig mindre (Arendt m.fl.
2003).
Der er dog grund til at være på vagt over for den gruppe af pensionister,
som kun har en beskeden eller ingen supplerende pension/
indtægt ud over folkepensionen, fordi der i en overskuelig fremtid
vil være en stor risiko for en markant opdeling mellem mere eller
mindre velaflagte pensionister og økonomisk dårligt stillede pensionister,
som fortsat kun har folkepensionen at leve af.
En særlig gruppe af ældre, som er værd at hæfte sig ved, er efterlønsmodtagerne.
En meget stor andel af dem, som i 2000 var efterlønsmodtagere,
har bevæget sig fra tidligere at være i midtergruppen til
at være inkluderede, og andelen af ekskluderede blandt efterlønsmodtagerne
er helt marginal (under 0,5 pct.). Udviklingen for dem,
som er blevet efterlønsmodtagere, viser, at man skal være varsom med
per definition at anvende arbejdsmarkedsdeltagelse som indikator
på inklusion. Nørregaard (1996) har tidligere påvist en høj grad af
tilfredshed blandt efterlønsmodtagere, hvilket for så vidt ikke er så
underligt, da de sandsynligvis selv har ønsket at forlade arbejdsmarkedet
(Goul Andersen 2002). Generelt kan man sige, at der er to
dimensioner ved debatten om efterlønnens fremtidige udvikling,
hvis vi alene fokuserer på levekårene. Muligheden for at gå på efterløn
kan for det første være et spørgsmål om at opnå et otium for
dem, som har haft de hårdeste vilkår på arbejdsmarkedet. Før efterlønsordningen
trådte i kraft i 1979, var det en meget stor del af både
faglærte og ufaglærte arbejdere, der døde, inden de blev pensioneret
(se Andersen & Larsen 1990). Mens dødeligheden for faglærte og
ufaglærte arbejdere i erhverv var nogenlunde den samme i perioden
fra 1970-1975, så var der opstået en betydelig forskel i dødeligheden
mellem faglærte og ufaglærte arbejdere i erhverv i perioden fra
1991-1995, således at ufaglærte arbejdere i denne periode havde en
dødelighed, der lå 20 procentpoint højere end faglærte arbejderes
dødelighed (Andersen m.fl. 2001). Ufaglærte arbejdere har derfor
stadig i særlig grad behov for en “exitordning” som efterlønnen, der
muliggør en fjerde livsfase for flertallet af ufaglærte arbejdere. For
det andet er der spørgsmålet om forbedring af livskvaliteten for dem,
der går på efterløn. Der er en del af dem, der i dag går på efterløn,
som godt kunne fortsætte på arbejdsmarkedet nogle år endnu, men
som vælger at gå på efterløn for at forbedre deres livskvalitet – og
det ser ud til at lykkes både målt på de subjektive mål for tilfredshed
238
S A M M E N F A T N I N G O G P E R S P E K T I V E R