Fattigdom og social eksklusion - SFI

i øvrigt. Uanset hvilket mål der er anvendt for levekårenes profil,
ser tidligere dårlige levekår ud til at følge én videre i livet og ind
i døden. Der er et betydeligt og systematisk overlap mellem dem,
som er dårligt stillede på de forskellige levekårsprofiler. Der er en
“kernegruppe”, som har mange typer af dårlige levekår, og længdesnitsanalyserne
har vist, at der i høj grad er tale om en forværring af
levekårene over tid for denne gruppe.
“Stiafhængigheden” og den sociale oprindelse
Eksklusionens stiafhængighed kan tolkes på to måder: For det første
som en individuel social arv betinget af en specifik familiebaggrund
og for det andet som en struktureret social arv relateret til familiens
sociale position i det sociale rum.
I den sidstnævnte brede forstand er social arv et spørgsmål om børns
og unges – og senere voksnes – socialisering og livsforløb i et specifikt
socialt rum, hvor der er forskelle mellem mennesker betinget af bl.a.
klasse, køn, etnisk tilhørsforhold og alder og dermed forskel på, hvad
der reelt er, og hvad der forekommer at være muligt og ønskeligt i
tilværelsen med hensyn til uddannelse, job, pardannelse osv. Disse
forhold påvirker alle og oftest i samspil sandsynligheden for at blive
eller ikke blive udsat for social eksklusion. Der er tale om de, Bourdieu
(1997) har kaldt “habitus”, og som kan defineres som en slags
samfundsmæssig praksis, der er indlejret i individerne, og som er
betingende for den måde, de orienterer sig og handler på.
Risikofaktorer i barndommen, der er knyttet til en specifik familiebaggrund,
for eksempel opvækst i familier, hvor en eller begge
forældre har et alkoholmisbrug, øger på den ene side ikke umiddelbart
sandsynligheden for at være uden familie senere i livet. På den
anden side gælder det for mænd, som i begyndelsen af 20’erne var
gift eller samlevende, og som senere var ude af arbejdsmarkedet på
grund af sygdom, havde en lav indkomst og ingen materielle goder
i form af for eksempel ejerbolig, bil eller sommerhus, og som ikke
havde børn, at deres sandsynlighed for at være i parforhold senere i
livet er betydeligt lavere (54 pct.) end for gennemsnittet (81 pct.).
Og den er næsten halvdelen af, hvad den er for mænd, der har en
høj indkomst og materielle goder i form af ejerbolig m.m., og som
har børn (98 pct.) (Jæger m.fl. 2003). Sandsynligheden for at tilhøre
den dårligst stillede af de to grupper er langt højere for mænd
242
S A M M E N F A T N I N G O G P E R S P E K T I V E R