Fattigdom og social eksklusion - SFI

dersøgelsen). Dertil kommer, at man skal være opmærksom på, at de
aldersgrupper, som målingerne omfatter, ofte varierer.
Der findes nogle få tidligere danske studier af fattigdommen i Danmark
(bl.a. Friis 1981, Hansen 1986 og 1989, Andersen & Larsen
1989 og 1990, Hansen 1990 17 ). Disse studier indeholder dog ikke
en tidsserie, og vi vil her indskrænke os til at omtale studier, der
indeholder en tidsserie.
Pedersen og Smith (1996) viser med udgangspunkt i en fattigdomsdefinition
på 50 pct. af medianen af de årlige disponible indkomster
18 (baseret på registerdata indeholdende et repræsentativt udsnit
på 0,5 pct. af den danske befolkning), at fattigdomsraten i Danmark
fra 1976-1990 for de 18-75-årige var på mellem 8 pct. og 12 pct.
Fra 1980 til 1982 var der en stigning, mens der fra 1982 til 1987
var et fald. Siden 1987 har der igen været tale om en stigning, og i
1990 var fattigdomsraten på 10 pct., hvilket dog stadig er et lavere
niveau end i 1976, hvor den var på knap 12 pct. I en opdatering af
denne opgørelse påviste Pedersen og Smith (2000), at fattigdomsraten
i første halvdel af 1990’erne lå på mellem 10 pct. og 11 pct. De
konkluderede, at fra 1980-1995 lå andelen af lavindkomster (relativt
økonomisk fattige) på omkring 10 pct. til 12 pct. uden nogen
stigende tendens, men med visse cykliske udsving i forhold til den
økonomiske aktivitet. Dette udsving var dog mindre i slutningen af
perioden på trods af, at både arbejdsløshedsniveauet og ændringerne
i arbejdsløsheden her var større end før. 19
17. Denne undersøgelse var den første i Danmark, som kombinerede indkomst og
afsavn. Desværre blev undersøgelsen ikke etableret som en paneldataundersøgelse, og
der er ikke siden gennemført lignende undersøgelser i Danmark før Levekårsundersøgelsen
i 2000.
18. Der er tale om summen af indkomster i husholdningen, inklusive beregnede overførsler,
minus de beregnede betalte skatter.
19. Hussains (2002) studie, der er baseret på samme datakilde og samme definition som
Pedersens og Smiths, viser imidlertid, at arbejdsløshed i høj grad påvirker varigheden
af fattigdommen, idet Hussain fandt, at varigheden af fattigdommen blev reduceret
med 35 pct. fra en situation med maksimum arbejdsløshed til en situation med
minimum arbejdsløshed (her konkret i 1993 og i 2000). Forskellen kan forklares
ved, at Pedersens og Smiths data er ujusterede og er baseret på en blanding af personer,
som for nyligt er blevet fattige, og langtidsfattige, mens Hussains data er baseret
på en mere homogen befolkning, hvor beregninger foretages for personer med
samme varighed af fattigdom og ikke-fattigdom (Hussain 2002: 12).
42
F A T T I G D O M