Dragtjournalen - årg. 7 Nr. 9 2013 (PDF - 2,1mb) - Dragter i Danmark

F ig. 5.
Bind- og slidsål fra den ekstreme variant af komuleskoen. Fundet under kloakgravning i Admiralgade
i København, 1907. Bemærk de konkave sider i forhold til Dürers sko, fig. 1. Fra Thomasen 2008,
katalognummer 44.
1490. 7 Og for en landsknægt på denne tid, der har haft lov til at klæde sig præcist som han
ville, hvad kunne da være mere naturligt at tage på fødderne end det sidste nye indenfor skomoden,
komuleskoen?
Under landsknægtenes bevågenhed undergik komuleskoen en rivende udvikling. Landsknægtene
var samtidens idoler, på linje med nutidens professionelle fodboldspillere. De var derfor
et yndet motiv for de tyske kunstnere, der under et kaldes ”The Little German Masters”, hvis
detaljerede træsnit glimrede ved at afbilde de mere jordnære aspekter af samtidens Tyskland.
Det er gennem disse kunstneres mange hundrede landsknægtbilleder, at skomodens udvikling
kan dokumenteres i detaljer. O. 1510 begynder en udvikling mod en mere gracil sko at blive
tydelig: Overlæderet dækkede nu kun tæerne, og skoen ses stadig hyppigere uden spænderem.
Fra o. år 1520 og 25 år frem, kan man tale om en decideret storhedstid for komuleskoen.
Storhedstiden
Komuleskoens samhørighed med klædedragten blev især tydelig i perioden 1520-1545. Landsknægtene
havde nu for alvor fundet en fælles identitet, og begyndte i stigende grad at diktere
moden, hvilket ikke kan undre, når man tænker på, at de havde frie hænder til at klæde sig som
det passede dem og nød heltestatus i den brede befolkning. De mange træsnit fra perioden,
samt det faktum, at det var nødvendigt at slå landsknægtenes frihed til tøjvalg fast i Augsburg,
vidner om at landsknægtene nu for alvor var modens avantgarde. Klædedragten blev stadig
fyldigere og mere voluminøs. Og komuleskoen fulgte efter: Skosnuderne blev bredere, hvorved
forfodens sider fik et konkavt tilsnit og overlæderet krøb endnu længere ud på tæerne. Spænderemmen
forsvandt fra komulesko fra denne periode, og det var nu kun skoens spænd der holdt
den fast på foden – en bedrift, der hverken var nem for skomageren eller billig for kunden at
opnå, hvilket for en landsknægt så rigeligt har været grund til at gøre det! Mod slutningen af
komuleskoens storhedstid var denne ekstreme form af komuleskoen stort set enerådende blandt
landsknægtene.
Sideløbende med landsknægtenes sko med konkave sider, opstod en anden variant, den såkaldte
hornsko. Ved hornskoen henter skosnuden sin bredde via to udspring på siderne, de så-
7 Boehn: s. 118.
22