Dragtjournalen - årg. 7 Nr. 9 2013 (PDF - 2,1mb) - Dragter i Danmark

day he [Monsieur] summoned his old
bootmaker Lambertin, and ordered him
to put extra heels two inches high to his
shoes. Madame [hans kone] having told
this piece of childish folly to the king, he
was greatly amused, and with a view to
perplex his brother, he had his own shoeheels
heightened, so that, beside his Majesty,
Monsieur still looked quite a little man.” 12
Hvorvidt anekdoten blot skal ses som
nedfældningen af et rygte eller sjov historie,
der har huseret ved hoffet, kan diskuteres.
At et sådant rygte kan opstå, er dog nok til
at vise, at den personlige fremtoning (og
højde) har været en del af det sociale spil ved
hoffet. At ingen må stå højere end kongen ses
også på datidens malerier, hvor kronprinsen
ofte er placeret, så han virker mindre end
regenten på trods af, at det omvendte var
tilfældet. 13 De høje hæles popularitet skal
derfor formentlig søges i ønsket om at fremstå
autoritativ. Den røde farve tilhører en anden
side af Ludvig XIV’s iscenesættelse. I starten
af Solkongens regeringsperiode fremviste han
sin enevældige magt og rigdom ved et massivt
forbrug af broderinger, kniplinger og farvede bånd i sin påklædning. Ludvig XIV foretrak især
den røde farve, la couleur de feu (på dansk: ildens farve), der via fjer eller bånd kunne sættes
på hatte, tøj og sko. Det er også denne farve, der går igen på skoenes hæle og såler.
“The magnificence and splendour which surround kings form part of their power,” 14 påpeger
samfundsteoretikeren Montesquieu (1689-1755). Altså er det ikke kun den enevældige
konges magt, der gør iscenesættelsen mulig, men også iscenesættelsen, der giver kongen
magt; et slags dobbeltvirkende politisk instrument. Det er pragten som helhed, der udgør,
hvad der kan kaldes Ludvig XIV’s ‘teater’ 15 , hvor hovedpersonen unægteligt er kongen
selv med den selvbestaltede rolle som solguden Apollon. Det er i denne diskurs, at den
røde farve formentlig skal ses, kombineret med de andre referencer, Ludvig XIV skabte,
fra sin til solgudens person: solikoner, billeder og statuer af kongen iført ’antik’ dragt og
henvisninger i samtidens hofstøttede litteratur er blot nogle af eksemplerne på dette. I hans
senere år nedtonedes den meget spraglede ’solguds-mode’, hvilket også ses på skoene. Fra at
have udelukkende bånd (oftest røde) som pynt og lukning, var der en kort periode med både
bånd og spænder fra omkring 1670’erne og slutteligt udelukkende spænder. Spænderne gav
mulighed for at fremvise mere rigdom på skoene end båndene havde, idet de kunne være besat
med ædelstene eller lignende. De kunne praktisk nok flyttes fra sko til sko eller bruges til at
dekorere andre dele af beklædningen. 16 De røde hæle fortsatte dog uændret med at lyse op på
trods af, at monarkens anden påklædning var blevet mere afdæmpet i farverne i løbet af, hvad
der passende er blevet kaldt ‘den royale solnedgang’. 17 Måske bibeholdt man de røde hæle,
fordi de udgjorde et symbol på aristokrati i sig selv og ikke nødvendigvis var relateret til den
resterende påklædning?
12 Montespan: 2004, s. 26.
13 Burke: 1992, s. 125.
14 Burke: 1992, s. 5.
15 Burke: 1992, s. 7.
16 Swan: 1982, s. 20.
17 Burke: 1992, s. 108.
43
F ig. 1.
Skitse af Ludvig XIV’s sko (ca. 1670’erne)
i brunt læder med rød sål og høj, rød hæl (ikke
synlig). Kombination af bånd og spænde, hvor
båndet er blevet en pyntegenstand mere end en
lukkemetode. (Tegning: forfatteren).