Dragtjournalen - årg. 7 Nr. 9 2013 (PDF - 2,1mb) - Dragter i Danmark

der tilsyneladende ikke var gjort nok for at kompensere for de utidssvarende mål, sad en del
af tøjet ikke godt på dukkerne. Bag podierne i overetagen var opstillet en række halvbuer, der
benyttedes til eksponering af fotos fotograferet på levende modeller af de udstillede kjoler, der
var indlånt til lejligheden af designerne. På et område i underetagen vistes korte film med klip
fra modeopvisninger fra især de tidligste årtier.
Formidling på udstillingen
Foruden en introduktionstekst var den tekstlige formidling på udstillingen opdelt i temaer
som: Designing for the Ball, Weares, The Occasion, Royalty og In the Spotlight. Hver af de
seks tekster havde en længde på omkring ca. 150 ord, introduktionsteksten måske en smule
længere. Foruden temateksterne hørte der en etikettetekst til hver enkelt kjole. De sidste tekster
begrænsede sig til de basale oplysninger – designer, årstal, materiale, ejerskabet og i enkelt
tilfælde, hvem der havde båret kjolen og ved hvilken lejlighed. Temateksterne satte ‘ballet’
som en social begivenhed ind i en kronologisk, tidsmæssigt ramme, fra ’debut ball’, over
’charity ball’ til ’red carpet event’, hvor begrebet ’product placement’ har fået ny betydning.
Tilsyneladende kan værdien af at få sit design fotograferet fra alle vinkler på en berømt og
feteret skuespillerinde på den røde løber ved fx BAFTA-uddelingen (British Academy of Film
and Television Arts) ikke overvurderes.
Problemer på udstillingen
Som nævnt var alle kjolerne, der blev vist på podier på overetagen, udstillet udenfor
montre. Kjolerne var fortrinsvis de nyeste, fra 2000-årene, de fleste udlånt af designerne
til udstillingen. Nu kunne man så forestille sig, at man havde valgt at udstille alle museets
kjoler, hvor der var montrekrav af hensyn til beskyttelse af de ofte meget sårbare materialer,
på underetagen i montre og alle de indlånte kjoler på overetagen, idet designere som oftest
ikke stiller de samme krav i udstillingssammenhæng som museerne. Men det var ikke helt
tilfældet – det viste sig nemlig, at enkelte af museets kjoler også var udstillet uden for montre
på overetagen, og enkelte indlånte i montre i underetagen. Det er klart, at dette forhold
formodentlig ikke er noget, som publikum normalt ville undre sig over, endsige bemærke.
Men for kuratoren, der har ansvaret for kulturarvens bevarelse, er det et hensyn og en eventuel
risiko, som man bør overveje meget nøje.
Som kurator arbejder man ofte med to klassiske opstillingsmåder - enten kronologisk
eller tematisk, det kan være emnemæssigt eller materialemæssigt. Allerede fra begyndelsen
af udstillingen var det klart, at man ikke havde valgt den kronologiske opstillingsmåde og
desværre lykkedes det mig ikke – oven i købet efter at have set udstillingen flere gange - at
finde eller forstå en tematik i opstillingen. Der var helt klart en fin æstetik i måden kjolerne
blev sammensat på, de matchede hinanden, især rent farvemæssigt. Fx var der en montre,
hvor kjolerne var enten grønne eller sorte eller begge dele. Faktisk var kjolerne sammensat
og udstillet, som man forestiller sig, at de ville blive præsenteret i et udstillingsvindue for
en finere modeforretning. Foruden introduktionsteksten, var en af temateksterne skrevet ud
fra designerens vinkel, en anden ud fra kundens, to af teksterne fortalte om udviklingen i
ballets sociale betydning og endelig fortalte den sidste tematekst om etikette og funktioner i
den royale gala-beklædning. Teksternes fysiske placering syntes ikke at høre sammen med
bestemte dele af udstillingen, de virkede snarere som oplysende tekster fordelt tilfældigt over
udstillingsarealet. Derfor kom det hurtigt til at ende med, at man som gæst gik fra den ene
smukke aftenkjole til den næste og beundrede materialer, farver og teknikker. På den måde
blev det til ’hvilken-kjole-vil-jeg-helst-ha’?’ – en slags shoppeoplevelse med øjnene, måske
ikke lige museets vigtigste opgave.
Til udstillingen hørte en publikation: Oriole Cullen og Sonnet Stanfill, Ballgowns –
British Glamour since 1950, V & A Publishing, London, 2012. Det vil ikke være korrekt at
betegne publikationen for et katalog, da ikke alle ca. 70 aftenkjoler fra udstillingen bliver
dokumenteret i bogen. Derimod er et udvalg af 32 kjoler fotograferet på dukker i dramatiske
positurer. Ud over et forord af Magdalene Keaney, indeholder publikationen to udmærkede
og oplysende artikler skrevet af henholdsvis Oriole Cullen: ’Designing the Ballgown’ og
Sonnet Stanfill: ’Ballgowns: The Rituals of Dressing Up’. Oriole Cullens artikel tager
udgangspunkt i designerne, deres virksomhed og aftenkjolernes konceptuelle betydning for
de sociale begivenheder, som mange af designerne var leveringsdygtige til. Sonnet Stanfills
artikel handler om udvalgte kunders og deres modedesigneres ofte mangeårige gensidige
fortrolighedsforhold, og om hvilken betydning den enkelte kjole fik for kunden og for den
betydningsfulde begivenhed, hvor den blev båret.
Kuratorens arbejde i forhold til gæsterne er at sætte de udstillede genstande ind i en
kontekst – gerne med flere lag, så man som gæst forlader en udstilling ikke alene beriget af
58